KIEL: Den slesvig-holstenske regering vedtog fredag de nye, skærpede forholdsregler mod coronavirus. Det oplyser sundhedsminister Heiner Garg.
Private sammenkomster må fra mandag kun omfatte en enkelt husstand plus en enkelt gæst, der kommer udefra. Reglen gælder, uanset om man mødes inde eller ude.
Udtagelser gælder kun, hvis formålet er at sikre pasning til børn under 14 år eller personer med behov for pleje. Det skriver nyhedsbureauet DPA.
For eksempel kan to husstande på skift passe hinandens børn.
Skærpelsen kommer, efter kansler Angela Merkel og regeringscheferne fra de tyske delstater tirsdag blev enige om nye, skrappere regler for at bekæmpe smittespredning.
Nyt er det også, at bevægelsesfriheden kan blive indskrænket markant. Har et lokalområde flere end 200 nye smittede pr. 100.000 borgere i løbet af syv døgn, kan myndighederne forbyde de berørte at bevæge sig længere bort end i en radius på 15 kilometer. Her gælder der dog også undtagelser i forbindelse med såkaldt anerkendelsesværdige formål. Det omfatter blandt andet transport mellem hjem og arbejde.
Indkøb er til gengæld ikke indbefattet.
Ingen byer i Slesvig-Holsten har dog endnu så høje smittetal. Værst ser det ud i Segeberg Amt lidt nord for Hamborg, hvor der har været omkring 130 nye tilfælde i de seneste syv døgn.