x
Annonce
Nordtyskland

Slesvig-Holstens konservative frygter for demokratiet

Annegret Kramp-Karrenbauer tog mandag afsked med håbet om at blive kanslerkandidat for det konservative CDU. Foto: Hannibal Hanschke/Reuters/Ritzau Scanpix.
Konservative lige syd for grænsen frygter, at det højrenationale AfD vil fortsætte med at undergrave demokratiet, efter de reelt har udmanøvreret Annegret Kramp-Karrenbauer som CDU-formand og kanslerkandidat.

KIEL: Efter Annegret Kramp-Karrenbauer mandag trak sig som kanslerkandidat og bebudede sin afgang som formand for det konservative CDU i Tyskland, er spekulationerne om hendes efterfølger allerede i fuld gang.

- Men vi skal ikke kun tænke i personalespørgsmål. Det politiske indhold må ikke blive lagt til side, siger Slesvig-Holstens ministerpræsident Daniel Günther til mediehuset SHZ.

Günther har selv flere gange tidligere været nævnt som en mulig, konservativ kanslerkandidat. Han har dog i talrige interviews konsekvent afvist ideen og forklaret, at han ikke har ambitioner om noget som helst andet end at være regeringschef i Slesvig-Holsten.

Annonce
Min bekymring er, at AfD med deres destruktive holdning fortsat vil bidrage til at destabilisere det demokratiske system.

Jhannes Callsen, lokalformand for CDU I Slesvig-Flensborg Amt.

Utålelig situation

Annegret Kramp-Karrenbauers situation blev utålelig, efter hun viste sig ude af stand til at holde styr på det parti, hun er formand for. Skønt CDU afviser enhver alliance med det højrenationale Alternative für Deutschland, AfD, valgte de konservative og AfD i den østtyske delstat Thüringen i sidste uge alligevel i enighed at pege på Thomas Kemmerich fra det liberale FDP som ny regeringschef. Resultatet var et ramaskrig i hele forbundsrepublikken over, at CDU på den måde fandt sammen med AfD.

- Efter de foregående dage må det være klart for enhver, at vi ikke kan samarbejde med AfD på nogen måde, mener Daniel Günther ifølge mediehuset.

Han udtrykker respekt for den nu forhenværende kanslerkandidats beslutning.

Kramp-Karrenbauer vil fortsætte som midlertidig formand frem til sommeren 2020. Indtil da vil hun stå i spidsen for arbejdet med at finde en afløser som både spidskandidat og formand. Hun mener dette skal være en og samme person.

- Og vi vil støtte hende i processen med at organisere arbejdet med at finde en kanslerkandidat, lover Daniel Günther på vegne af det slesvig-holstenske CDU.

Chokeret lokalformand

Formanden for CDU’s vælgerforening i Slesvig-Flensborg Amt, Johannes Callsen, blev med egne ord temmelig chokeret over Kramp-Karrenbauers beslutning.

- Jeg ser det som en udpræget svær situation. Min bekymring er, at AfD med deres destruktive holdning fortsat vil bidrage til at destabilisere det demokratiske system. I CDU har vi nu brug for ro og eftertanke, forklarer Johannes Callsen til SHZ.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sydjylland

Antallet af alvorligt syge coronasmittede syddanskere bliver ved med at stige

Leder For abonnenter

Det er ikke den ordentlige måde at gøre det på

Det er i modgang, man for alvor bekender kulør. Det gælder også i forretningslivet. Bestseller er en mastodont af en virksomhed, på mange måder et erhvervseventyr. Et fyrtårn for en generation af iværksættere. Derfor er det så meget desto mere forstemmende at se, hvordan virksomheden opfører sig. Coronakrisen rammer brutalt både store og små virksomheder. Enhver ansvarlig ledelse er nødt til at agere, og selvfølgelig skal der kigges på alle udgifter, når indtægtsgrundlaget pludseligt ændrer sig radikalt. Dansk erhvervsliv har vist sig fra en fornem side. Det gælder ikke mindst i form af en trepartsaftale, hvor alle tager ansvar og efter bedste evne – og støtte – forsøger at fastholde så mange på arbejdsmarkedet som muligt. Det er vigtigt for os alle og for vores evne til hurtigt at komme videre på den anden side. Bestseller fyrede alligevel 750 mand. Trepartsaftalen har ikke kunnet hjælpe alle og afværge alle nødvendige foranstaltninger. Fair nok. Det var dog en kende overraskende, at en så velkonsolideret virksomhed som Bestseller trak fyringskortet, da samfundet appellerede om sammenhold. Nu har Bestseller meddelt en række udlejere i landet, at man ikke betaler husleje indtil videre. Det er en uanstændig fremgangsmåde. Det kan ikke siges anderledes. Er situationen, at Bestseller ikke kan betale husleje lige nu, må man melde det ud. Så er situationen selvfølgelig en anden. Men er virkeligheden – og sådan ser det altså ud – at Bestseller udnytter sin størrelse og styrke til at tryne udlejere over hele landet, er der kun et godt råd: Gør den beslutning om. Bestseller er ikke alene. Jysk, Synoptik og Lagkagehuset dikterer også, at man vil have ændrede huslejevilkår. Brede skuldre forpligter. Brede skuldre giver ikke lov til at true sig til sin vilje. Brede skuldre forpligter til at beskytte dem, der har brug for det. En række udlejere, i Esbjerg og Kolding og mange andre steder, gør sådan. Går i dialog med lejere. Udskyder husleje. Dialog er nøgleordet. Man dikterer ikke. Coop og Salling Group har vist et forbilledligt samfundssind. Sørger for at betale regninger hurtigere end man kontraktuelt behøver. Det er ikke en lille ting – det er forbilledlig førstehjælp. Fordi man kan, skal man ikke nødvendigvis. Men man bør. Der er brug for det lige nu.

Annonce