Nu begynder forberedelserne til en gennemgribende renovering af højspændingsforbindelsen fra Aabenraa til Aarhus.
- Det kommer til at larme og fylde, mens vi udfører arbejdet, men vi gør det så hurtigt og effektivt som muligt. Og når vi er færdige, vil man ikke opleve nogen forskel fra i dag, udtaler projektleder i Energinet Lars Wigant i en pressemeddelelse.
Udover at projektet skal udskifte de gamle, slidte højspændingsnet, er der også fokus på den grønne omstilling:
- Vi skal nu renovere og gøre klar til næste fase af den grønne omstilling, hvor der bliver behov for masser af grøn strøm til de mange forbrugere i det østlige Jylland, siger Lars Wigant.
Sikrer forbrugerens strøm
Højspændingsstation Kassø markerer den sydlige grænse af de 170 kilometers renoveringsprojekt. I nord hedder det højspændingsstation Trige nord for Aarhus. Det er dog først i 2026, arbejdet begynder omkring Aabenraa.
At Energinet allerede melder ud nu, skyldes, at forberedelserne er mange. Blandt andet skal der laves en midlertidig forbindelse, som kan give strøm til trekantsområdet, mens arbejdet står på.
- De andre projekter skal være på plads, inden vi kan begynde at slukke forbindelsen og gå i gang med arbejdet, udtaler Lars Wigant, og uddyber selve processen:
- Arbejdet skal forberedes nøje og foretages i mindre sektioner, så forbrugerne stadig har strøm i stikkontakten i de perioder, hvor arbejdet foregår.
Hele arbejdet med at renovere forbindelsen mellem Aabenraa og Aarhus forventes afsluttet ved udgangen af 2029.
Fakta
• Energinet er en selvstændig offentlig virksomhed ejet af Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet. Energinet har ansvar for at bygge og drive eltransmissionsnettet, der er højspændingsforbindelser over 100.000 volt (100 kV).
• Folketinget har besluttet en række principper for udbygning og vedligeholdelse af transmissionettet. 400 kV-forbindelser (blandt andet forbindelsen mellem Kassø og Trige), som har udtjent deres levetid og skal vedligeholdes, bliver udskiftet en til en med samme type komponenter, master, luftledninger mm.
• Du kan læse mere om projektet på www.energinet.dk/KAS-TRI
Lars WigantDet kommer til at larme og fylde, mens vi udfører arbejdet, men vi gør det så hurtigt og effektivt som muligt. Og når vi er færdige, vil man ikke opleve nogen forskel fra i dag.