Annonce
EfB

Slipper EfB for AaB’s største profil?

Lucas Andersen udgik med en skade i kampen mod Lyngby 8. marts og er fortsat ikke helt på toppen. Det bør være godt nyt for EfB. Foto: Henning Bagger/Scanpix
Lucas Andersen er tilbage på træningsbanen, men meldingerne fra det nordjyske er, at han nok er i truppen søndag, men næppe starter på banen. EfB’s rutinerede back Kevin Conboy kalder det en markant svækkelse af søndagens modstander.
Annonce

Da det tilbage i marts lå fast, at superligaen ville gå i dvale, og EfB’s hjemmekamp mod AaB blev udsat, var det en bet af flere grunde for vestjyderne. Dels var afbrækket i sæsonen i sig selv træls, men samtidig var det også et markant minus, at EfB helt sikkert var sluppet for at møde AaB’s bedste Lucas Andersen, der var udgået af kampen forinden mod Lyngby.

Nu ser det så ud til, at EfB her to en halv måned senere alligevel undgår at møde Lucas Andersen. I hvert fald fra start. Den skade, han pådrog sig mod Lyngby, har drillet ham så meget, at han først torsdag i denne uge var tilbage for fuld styrke på træningsbanen, og de meldinger, avisen har fået fra det nordjyske, går på, at AaB-anføreren nok er med i truppen til søndagens kamp, men at han ret sikkert ikke starter på banen.

Da AaB samtidig mangler topangriberen Tom van Weert, er den nordjyske offensiv noget vingeskudt – i hvert fald på papiret. I det virkelige liv ser det lidt anderledes ud – senest lykkedes det således at score hele fire gange i 4-3-sejren over OB i en træningskamp. Godt nok med Tom van Weert som en af målscorerne, men derfor efterlod AaB stadig indtrykket af et hold, der skaber et væld af chancer.

Annonce

Fysikken er trumf

Det er også det indtryk, EfB-backen Kevin Conboy har af nordjyderne – et hold med et meget højt topniveau.

- Hvis man lader dem spille, er de altså gode, men da jeg spillede i Randers, havde vi held til at stresse dem på fysikken, og det skal vi også gøre med EfB, siger Kevin Conboy, der kalder det en markant svækkelse af AaB, hvis Lucas Andersen ikke spiller søndag.

- Han var vel nok den største profil i superligaen i efteråret, så selvfølgelig vil det gøre en kæmpe forskel for dem, hvis han ikke spiller. Det tror jeg da også, de selv mener, siger Kevin Conboy og påpeger endnu en gang, at fysikken skal være trumf mod et godt spillende AaB-hold.

- Alle hold vil være lidt rustne efter så lang en pause, der vil mangle noget i timingen i boldomgangen, så det gælder meget om at være god i duellerne. Der skal vi være aggressive og stærke, og samtidig skal vi være gode på dødbolde. Der har vi en offensiv styrke, hvor AaB måske lidt har en defensiv svaghed, det skal vi udnytte, lyder Conboys opskrift på succes i søndagens kamp.

Annonce

Larsen banker på

Han er i sagens natur selvskrevet til startopstillingen, der efterhånden begynder at tage form.

Tidligere på ugen lå det fast, at det ikke bliver Viktor Tranberg, der skal spille på den defensive plads på midtbanen, hvor han blev testet i kampen mod Fredericia. På det seneste har træningen vist, at træner Lars Olsen vælger det, der synes som det sikre kort, Lasha Parunashvili.

Overraskelsen i startformationen skal måske findes længere fremme på banen, idet unge Mads Larsen ser ud til at skulle spille på pladsen lige bag den enlige angriber, Yuri Yakovenko. Larsen har imponeret under træningen, og noget tyder på, at han bliver foretrukket frem for Brøndby-lejesvenden Ante Erceg, der dermed for første gang i sin tid i EfB skal starte på bænken.

Startformationen mod AaB ser formentlig således ud:

Vito Mannone, Kevin Conboy, Søren Reese, Rodolph Austin, Daniel Anyembe – Lasha Parunashvili – Mohammed Dauda, Jacob “Lungi” Sørensen, Mads Larsen, Rafal Kurzawa – Yuri Yakovenko.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding

100 år siden Genforeningen: En stor dag for Sønderjylland, Danmark og Verden

Annonce