Annonce
Kommentar

Små sønderjyske lyspunkter i en coronatid

For netop som arbejdsugen på hjemmekontoret havde taget fat på sine sidste timer, kom et par fine, lokale nyheder. (...) Opmuntringer slet og ret.

Brødtekst

Lokalredaktør Bjarne Lindquist Bentsen. Foto: Hans Chr. Gabelgaard

De står ikke bare i kø. De trælse og bekymrende nyheder. Avisernes forsider og nyhedsmediernes hjemmesider vrimler med historier så triste, at de kun toppes af de daglige opdateringer med antallet, der er døde af coronavirusset. Bedre bliver det ikke af at vende opmærksomheden imod udlandet - imod Italien, Spanien og USA, for her kan vi blot konstatere, at vi tilsyneladende slipper nådigt.

Det er alt andet end opmuntrende. Den slags afspejler sig i mediernes nyhedsdækning, og i JydskeVestkysten har vi præsenteret en række forsidehistorier for vores læsere i denne uge med et fælles træk: tristesse.

"De styrtbløder: Branche i knæ under coronakrisen". Artiklen kom på jv.dk og i avisen torsdag og handler om transportbranchen i Padborg og de enorme vanskeligheder, en lukket verden giver netop sådan en sektor. Onsdag var omdrejningspunktet for vores journalistik grænsebutikkerne, mandag var det turismen - kun tirsdag var der enkelte gram af optimisme på forsiden efter statsministerens pressemøde mandag, hvor hun åbnede for, at det efter påske måske bliver en smule bedre. At der gradvist kunne blive slækket bare lidt på lukketheden.

ALT I ALT er der ikke meget at hæfte sin optimisme på. Og dog. For netop som arbejdsugen på hjemmekontoret havde taget fat på sine sidste timer, kom et par fine, lokale nyheder. Ikke af den slags, der ændrer afgørende på tingenes tilstand, men som alligevel kan puttes i kassen med positivt nyt. Opmuntringer slet og ret.

Business Aabenraa med direktør Helle Malene Kjølsen Olsen som frontfigur diskede op med informationer, der i situationens alvor må karakteriseres som gode.

Først kunne hun fortælle, at de handlende på Markedspladsen alligevel får lov at stille op med deres varer og sælge til dem, der måtte komme forbi. Ikke fra en markedsplads under ombygning, naturligvis, men fra pladsen foran Hotel Europa.

Politiet havde ellers sagt klart nej til de handlendes store utilfredshed, for som Bjarne Pedersen fra Stollig Gartneri konstaterede:

- Det var meget mærkeligt, at vi ikke kunne få lov at sælge fødevarer, når supermarkederne kunne.

SNUSFORNUFTIG UNDREN vil jeg kalde Bjarne Pedersens ord. Med Business Aabenraas mellemkomst og politiets accept blev der lørdag igen solgt og købt fra pladsen ved Hotel Europa.

Men det var ikke det eneste pletskud fra Kjølsen Olsen og co.

Lørdag bragte vi også historien om, at Business Aabenraa på opfordring har lavet en fælles webshop for alle forretninger i hele kommunen. Dermed har alle butikker en digital platform at sælge fra, og forbrugerne skal blot bestille og betale - udbringningen sørger andre for.

MED EN LETTERE omskrivning af dronningens ord har Business Aabenraa med denne webshop givet butikkerne mulighed for at gøre noget sammen hver for sig.

Små, men trods alt lyspunkter i en coronatid.

PAS PÅ HINANDEN

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce