Skat: Det har været positivt for økonomierne i de små og mellemstore virksomheder, at skiftende danske regeringer siden 2006 ad fire omgange har lempet reglerne for revision.
Ifølge en analyse fra december 2020 fra SMVdanmark, hovederhvervsorganisationen for disse selskaber, har det sparet de små og mellemstore virksomheder 1,7 milliarder kroner.
Men i samme periode er skattegabet steget i Danmark. Skattegabet er forskellen mellem den skyldige skat og den skat, selskaberne rent faktisk betaler. Mens gabet i 2012 var godt 1,5 procent, var det i 2017 steget til 2,5 procent ifølge en opgørelse fra Skat.
En ny analyse fra FSR - danske revisorer viser, at et stigende antal selskaber fravælger revision af regnskaberne på grund af den lempede revisionspligt, og organisationen ønsker derfor, at reglerne bliver strammet op.
- Revisorerne finder og retter rigtig mange fejl i det regnskabsgrundlag, de får fra de mindre virksomheder, og en del af fejlene har skattemæssige konsekvenser, siger administrerende direktør i FSR Charlotte Jepsen.
Små virksomheder uenige
Men ifølge SMVdanmark vil det ikke hjælpe på skattegabet, hvis de små og mellemstore virksomheder igen bliver pålagt mere revision. Ifølge cheføkonom Mia Amalie Holstein er der historisk set ikke nogen sammenhæng mellem regellempelserne og skattesnyd.
Hun henviser til organisationens analyse fra december, som viser, at andelen af virksomhederne med bevidste fejl i skattebetalingerne ligger nogenlunde konstant trods lempelserne i revisionspligten.
Analysen viser også, at otte procent af virksomhederne bevidst snyder med deres skat, og at 11 procent snyder med moms. Derudover er der også en række virksomheder, som ubevidst kommer til at lave fejl, og Mia Amalie Holstein mener, at dette viser, at der er behov for et mere enkelt skattesystem i Danmark.
- Det er da i alles interesse, at de her ting er i orden. Men spørgsmålet er, om du vil kurere sygdommen, eller om du vil lindre symptomerne. Du lindrer symptomerne ved at sende en revisor, men hvis du vil gøre det bedre for virksomhederne, laver du et mere simpelt skattesystem, siger hun.
- Urealistisk
Hos danske revisorer medgiver man, at skattesystemet er indviklet i Danmark, men FSR's administrerende direktør Charlotte Jepsen tror ikke på, at det er realistisk at gøre det mere enkelt.
- Det er et helt legitimt synspunkt, og ingen kan være uenig i, at det ville være meget ønskeligt, hvis vi havde et mindre kompliceret skattesystem. Men det er ikke realistisk i et samfund, som bliver mere og mere kompliceret, og hvor man også ønsker at bruge skattesystemet i en klima- og miljødagsorden, siger hun.
SMVdanmark mener, at man i stedet for mere revision, som FSR ønsker, bør gå efter en mere målrettet kontrol af de virksomhedsgrupper, som snyder.
Ifølge den analyse, som SMVdanmark offentliggjorde i december, stammer 60 procent af skattegabet fra virksomheder med nul ansatte, mens 25 procent stammer fra selskaber uden omsætning.
Charlotte Jepsen, administrerende direktør i FSR - danske revisorerRevisorerne finder og retter rigtig mange fejl i det regnskabsgrundlag, de får fra de mindre virksomheder, og en del af fejlene har skattemæssige konsekvenser.