Ishockey: Hvis de alle havde haft corona, så var kampen blevet aflyst og begge hold haft fået halvandet point hver.
Så grel er skadessituationen i SønderjyskE lige nu.
Da SønderjyskE søndag skøjtede på isen i Herlev, var holdet uden Nicolaj Henriksen, Matt Prapavessis, Victor Rollin Carlsson, Anders Førster, William Boysen, Daniel Nielsen og Martin Eskildsen.
Ifølge Metalligaens corona-protokoller aflyses en kamp, hvis syv eller flere spillere er smittet med corona. SønderjyskE manglede præcis syv spillere søndag.
Nu var det ikke corona, der var skyld i SønderjyskE's mandefald, det var almindelige, gammeldags, møgirriterende skader, og derfor blev kampen spillet.
Det viste sig at være godt nok, for SønderjyskE vandt og tog derfor halvandet point mere med hjem, end hvis kampen var blevet aflyst.
Fire af de tilbageværende forwards, Emil Bejmo, Steffen Frank, Brendan Harms og Cam Brown, bød ind med scoringer i sejren på 4-2.
Biel i førstekæden
Et kig på kamprapporten fra kampen i Herlev illustrerer, hvor presset SønderjyskE var. Der var kun spillere nok til at fylde en enkelt af pladserne i fjerde kæde. Unge Anders Biel optrådte i førstekæden.
De unge, der får masser af spilletid lige nu, henter værdifuld erfaring, men det koster også point på den lange bane at være så afhængig af de urutinerede unge.
Sportschef og assistenttræner Kim Lykkeskov hæftede sig ved, at de skadesfri spillere leverede en bedre indsats end i fredags hjemme mod Herning.
- Det var en helt anden kamp i dag. Vi viste passion og intensitet. Vi kom godt fra start, og jeg synes, at vi kampen igennem var godt med, fortæller han til SønderjyskE's hjemmeside.
Kampene kommer som perler på en snor for SønderjyskE i øjeblikket, og tirsdag aften spiller holdet igen.
Klokken 19 smides den første puck i Vojens. På den anden banehalvdel står Frederikshavn, der aktuelt ligger nummer fem. SønderjyskE er som rækkens 6'er ni point bagefter, men har spillet to kampe færre end Frederikshavn.