Grindsted: Thomas Troelsen er udlært landbrugssmed, og han har altid været vild med motorer, som han har gået og skruet i.
Senere fik han mere interesse for at køre med maskiner, og de seneste 10 år har han hjulpet venner og bekendte, når der skulle lægges belægningssten på terrasser, indkørsler eller hjulpet med andre ting, hvor der indgik maskiner af den ene eller anden slags.
I september sidste år tog han så det første skridt mod en tilværelse som selvstændig, da han oprettede firmaet Sønderhede Anlægsfirma, der klarer stort set alt indenfor anlægsarbejde fra rydning af haver og stubfræsning til belægninger og hækklipning, rensning af fliser og algebehandling af tage og fliser.
Han arbejder dog stadig ugens tre første dage hos Star VVS, mens det gælder hans eget firma torsdag og fredag.
- Jeg laver lidt af hvert af det, som folk skal have lavet. Jeg bliver snart 50 år, så hvis det skulle være, så skulle det være nu, så jeg får prøvet at være selvstændig, siger Thomas Troelsen.
Opbakning fra fruen
De to dage om ugen skulle meget gerne på sigt udvikle sig, så Thomas på sigt kommer på fuld tid i sit firma.
- Der er stille og roligt blevet mere og mere arbejde, så jeg tror da på, at det kan blive til mere. Det er klart, at der er mest arbejde forår og sommer, men med de vintre vi har fået, så kan man lave belægninger hele året, mener Thomas Troelsen.
Og det lader til, at kunderne har været tilfredse med det arbejde, som Thomas udfører, da der er flere, der er vendt tilbage med flere opgaver.
- Ved at begynde med et par dage om ugen, så kan jeg stille og roligt få bygget en kundekreds op. Jeg arbejder for både private og erhverv, eller jeg kan lejes ind, fortæller Thomas Troelsen.
Han kører helst ikke over en radius af omkring 50 kilometer fra Grindsted.
Og fruen Karen bakker 100 procent op om sin mands planer i det nye firma.
- Det er så super fint, at han har gjort det. Det skal prøves af, når det er det, han har lyst til, siger hun.
Investeret i maskiner
Skulle det ske, at Thomas får så meget arbejde ind, at han ikke kan klare det ene mand, så har han mulighed for at få fat i nogen, der kan give en hjælpende hånd.
- Jeg har ingen planer om at få ansatte. Det skal kun være mig selv. Det er meget nemmere at holde styr på, mener Thomas Troelsen.
Selv om der er en risiko for, at han som nystartet bliver fristet og tager for mange opgaver ind, så sætter han en ære i at behandle folk ordentligt.
- Jeg kommer, som jeg har aftalt med kunden, og så gør jeg arbejdet færdigt, siger Thomas Troelsen.
I forbindelse med at han etablerede sig eget firma, har han investeret i en del maskiner. Og det materiel, han eventuelt mangler, lejer han indtil videre.
Sønderhede Anlægsservice
- Sønderhede Anlægsservice blev etableret af Thomas Troelsen i efteråret 2021.
- Firmaet udfører en lang række opgaver indenfor anlægsarbejde:
- Arbejde med minigraver, rydning af haver, hækklipning, stubfræsning, belægning på terrasser og indkørsler.
- Klarer også fliserens og efterfølgende imprægnering og algebehandling af tage og belægning.
- Man kan se mere på: Sønderhedeanlægsservice.dk og på Facebook
Hvis Thomas skal vælge en favorit blandt de mange tilbud, som han har på hylderne, så er det gravearbejdet i den gule gravemaskine, der for ham er det bedste, men han er klar til at rykke ud og hjælpe med alle de opgaver, som folk måtte have.
- Jeg er meget optimistisk med hensyn til at komme på fuld tid med firmaet. Det er gået nogenlunde som jeg havde regnet med og håbet på, siger Thomas Troelsen.
Thomas TroelsenJeg har ingen planer om at få ansatte. Det skal kun være mig selv.