Annonce
Sport

Smertefri Axelsen: Mangler stadig noget spillemæssigt

Wang Zhao/Ritzau Scanpix
Badmintonspilleren Viktor Axelsen stiller op i denne uges Denmark Open uden smerter efter en skadespause.

En rygskade har spoleret en stor del af Viktor Axelsens sæson, men nu er badmintonspilleren i gang med at finde tilbage til sit topniveau.

I september deltog han i turneringer i Kina og Sydkorea, og i denne uge er han en af de danske profiler ved Denmark Open, der afholdes fra tirsdag i Odense.

- Rent formmæssigt er jeg, hvor jeg gerne vil være. Rent spillemæssigt er der dog stadig noget at hente, siger Viktor Axelsen til Jyllands-Posten.

Både i China og Korea Open blev det til tidlige nederlag for verdensmesteren fra 2017, men resultaterne var ikke det vigtigste for Axelsen.

- Først og fremmest hæfter jeg mig dog ved, at jeg er tilbage og er smertefri.

- Jeg ser rimelig positivt på det hele og tror, at jeg kan levere et godt resultat ved Denmark Open, selv om jeg da gerne ville have følt, at jeg er endnu bedre kørende, end jeg er på nuværende tidspunkt, siger Axelsen.

Den 25-årige fynbo er ikke på programmet tirsdag, men indtræder i turneringen onsdag, hvor han møder japanske Kenta Nishimoto.

Til gengæld skal herresinglespillerne Rasmus Gemke, Hans-Kristian Vittinghus og Jan Ø. Jørgensen i aktion på turneringens første dag.

Axelsen er seedet som nummer syv i Denmark Open. Landsmanden Anders Antonsen, der også først skal spille onsdag, er seedet som nummer fire.

Mens Axelsen har været skadet, er han blevet overhalet af Antonsen på verdensranglisten. De to står til at møde hinanden i kvartfinalen, hvis de begge når så langt.

/ritzau/

Annonce
Jyllands-Postens artikel med Viktor Axelsen
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Drop skattemur for virksomheder

Skatteminister Morten Bødskov (S) pønser på at indføre en skat på, at virksomhedsejere overdrager aktierne i deres selskaber til en erhvervsdrivende fond - ofte i stedet for et traditionelt generationsskifte. Og det kan med det samme slås fast, at det er en ualmindelig dårlig idé. I Danmark har vi en mangeårig tradition for netop at drive selskaber i disse fondskonstruktioner, hvor aktierne fra ejerens holdingselskab skattefrit overdrages til en nystiftet erhvervsdrivende fond, og selskaber som Danfoss, A.P. Møller-Mærsk, Novo Nordisk, Lundbeck, Carlsberg og Grundfos drives netop efter denne model. Det er aldeles uvist, hvad der foregår i skatteministeriet, for forslaget er en del af udspil, der netop skulle lokke flere virksomhedsejere til at overdrage deres livsværk til erhvervsdrivende fonde, og det skorter heller ikke på eksperter, der slår fast, at vedtages Bødskovs forslag, bliver der ikke oprettet flere af den slags ejerkonstruktioner. Til Børsen siger indehaveren af Linak Bent Jensen, at han i en tid har overvejet at overdrage sine aktier til netop en erhvervsdrivende fond, men vedtages dette forslag, sker det helt sikkert ikke. De erhvervsdrivende fonde har vist sig anvendelige i Danmark, hvor mange selskaber konkurrerer globalt. Drives virksomheden gennem en erhvervsdrivende fond, sikrer man sig eksempelvis mod at blive købt af kapitalfonde og andre kortsigtede interesser. Man kan også sikre, at hovedsæder og dermed arbejdspladser bliver i Danmark, og det har mange virksomhedsejere interesser i. Så store, at de donerer hele eller dele af deres familieformuer uden at få en krone for det. Således har eksempelvis stifteren af Blue Water Shipping i Esbjerg, Kurt Skov, for ikke så lang tid siden givet 75 procent af aktierne i sit livsværk til en erhvervsdrivende fond, hvilket sikrer, at virksomhedens hovedsæde skal ligge i Esbjerg samt at virksomheden ikke kan blive opkøbt. Vi må håbe, at et erhvervsvenligt flertal i Folketinget får retvist skatteministeren.

112

Mand straffet for at kaste med sin hund

Annonce