Annonce
Haderslev

Smittefare holder børn hjemme: Kun få skal nødpasses i Haderslev

Allerede torsdag, efter at statsminister Mette Frederiksen havde bebudet skolelukninger fra mandag den 16. marts, var der meget tomt i Bregnbjergskolens klasser. Kun få børn var mødt op, og fra mandag er der kun seks skolebørn i hele Haderslev Kommune, der skal have nødpasning. Arkivfoto Jacob Schultz
Kun 45 børn i dagtilbud og seks skolebørn mellem 0-9 år har fra mandag brug for nødpasning. Forældrene er ansvarlige, siger direktør Charlotte Veilskov fra Haderslev Kommune.
Annonce

Faren for spredningen af coronavirusset satte sit præg på skoler og daginstitutioner i Haderslev Kommune fredag. Kun cirka 80 børn var fredag morgen mødt op i skole eller daginsitution, og i den kommende uge bliver der endnu længere mellem legekammerater og klassekammerater.

Kun 45 børn ud af de godt 2000 børn i dagtilbud og seks ud af de 4500 elever fra 0.-9. klasse i skolerne har nemlig brug for at blive passet i den nødpasning for 0-9-årige, der er en konsekvens af den coronavirus, som har lukket hele det offentlige Danmark ned.

- Vi har ingen elever, hvor der er brug for nødpasning, forældrene er ansvarlige og har fundet andre løsninger, fortæller skolelederen på Starup-Øsby Fællesskole, Kim Christiansen, efter at tilmeldingsfristen for nødpasningen udløb fredag klokken 10.

Baggrund

Onsdag aften 11. marts meddelte statsminister Mette Frederiksen, at alle skoler og dagtilbud lukkes fra mandag den 16. marts 2020 og foreløbigt to uger frem på grund af udviklingen af coronavirus (covid-19).

I Haderslev blev skolerne og dagtilbudene holdt åbne både torsdag og fredag, men kun et meget lille antal elever og børn mødte op.

Nødpasningen er for børn 0-9 år.

Annonce

Ansvarlige forældre

Mandag lukker skoler og daginstitutioner i hele Haderslev Kommune ned. Både børn, lærere, pædagoger og andet personale er sendt hjem i foreløbig 14 dage for ikke at sprede smitten yderligere. Lige som Kim Christiansen er direktør Charlotte Veilskov fra Haderslev Kommunes Børn- og Kulturservice ikke overrasket:

- Nej, vi har nogle meget ansvarlige forældre, der gerne vil være sammen med deres børn og har fundet andre løsninger, siger direktøren, der oplyser, at der ikke er blevet stillet så mange spørgsmål til, hvorfor børnene har brug for nødpasning:

- Nej, vi har prøvet at være så imødekommende som muligt.

De børn, der skal passes, er spredt på mange forskellige skoler og daginstitutioner. Nogle steder er der kun et enkelt barn, andre steder er de to eller flere. Det største sted er de fire-fem stykker.

- Vi har overvejet, om vi måske kunne samle børnene, hvis der er to børn i en institution på hver deres matrikel, men generelt prøver vi på at holde dem nede i grupper for ikke at sprede smitten, siger Charlotte Veilskov.

Annonce

Fortsat undervisning

Selv om børnene er sendt hjem fra skole, vil der fortsat være undervisning. På Starup-Øsby Skole har man kunnet hente elevernes chromebooks:

- Lærerne er i fuld gang med at forberede e-learning-undervisning, og det er så op til dem, hvad børnene skal, siger Kim Christiansen.

Charlotte Veilskov oplyser, at der ikke er lavet fælles retningslinjer og central styring for, hvordan skolerne skal tackle den ekstraordinære situation:

- Det er meget forskelligt, nogle steder har man sendt bogpakker ud, og det er så op til lærerne, forklarer hun.

Kære læser: Vi har valgt at låse alle artikler om coronavirussen op for at sikre, at alle lokale borgere har adgang til den bedst tilgængelige viden om den trussel, vi står over for. At hjælpe med at begrænse smitten af coronavirus er en naturlig del af vores mission om at understøtte det lokale samfund.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Nordtyskland

Slesvig-Holsten går i orange: Nu bør danskerne ikke køre over grænsen

Danmark

Hvor er Mette Frederiksen?

Annonce