Varde Kommune: I det lille Skovlund Sogn er smitten stukket helt af, og det mærkes på landsbyens skole - Skovlund Friskole.
I denne uge har hele 22 ud af skolens 110 elever været hjemsendt med coronavirus og derfor været i isolation. Det svarer til 20 procent af elevgrundlaget på skolen.
Det harmonerer meget godt med, at det lille Skovlund Sogn i den østlige del af Varde Kommune klart har det højeste incidenstal i Varde Kommune, når det kommer til smitte.
Skoleleder på Skovlund Friskole, Jette Bech Mathiesen, oplyser, at endnu flere elever har været fraværende i denne uge. Der er nemlig en del, der har været isoleret på grund af forældre eller andre familiemedlemmer, der har corona.
- Men der er kun to ud af de 25 i personalet, der har corona i denne uge, siger Jette Bech Mathiesen.
Derfor har undervisningen kunnet gennemføres regelmæssigt.
Smitte i weekenden
- Vi havde en test fredag i sidste uge, og der var ingen smittede. De kom henover weekenden, siger Jette Bech Mathiesen, der peger på, at det store fravær begyndte mandag.
- Jeg må sige, at jeg har stor ros til forældrene, der har taget deres ansvar på sig, siger hun.
Forældrene har sørget for, at isolationen er opretholdt.
- Det, vi hører, er, at eleverne har haft milde symptomer, siger Jette Bech Mathiesen
Skovlund Friskole har først og fremmest elever fra Skovlund og omegn. Det drejer sig om 65 procent af elevgrundlaget. Andre kommer længere væk fra - blandt andet fra Tistrup, Ansager og nabokommunen Billund med landsbyen Eg.
- Der har ikke været noget, vi kan pege på som årsag til smittespredningen, siger Jette Bech Mathiesen, som oplyser, at smitten hovedsageligt har været blandt de ældste elever.
Det er 6. til 9. klasse.
I Skovlund med 861 indbyggere var der fredag 38 smittede. Det giver et incidenstal på 4414 - blandt landets højeste.
Således havde nummer to i Varde Kommune, Årre, et incidenstal på 3397- også højt, men meget under Skovlunds.
Nørre Nebel er nummer tre med et incidenstal på 3127.
I bunden ligger Blåvand med et incidenstal på 628 før weekenden.
Nummer 12 i Danmark
Skovlund var fredag på en 12. plads over danske sogne med mest udbredt coronasmitte. Men selvfølgelig giver et enkelt smitteudbrud i et lille sogn et langt større udslag end i et større område.
Jette Bech Mathiesen, Skovlund FriskoleDer har ikke været noget, vi kan pege på som årsag til smitten.