Annonce
Indland

Smukfest får Lionel Richies første danske festivalkoncert

Suzanne Cordeiro/Ritzau Scanpix
Tove Lo, Khalid og Kygo kommer sammen med Lionel Richie til Smukfest til sommer.

Til næste sommer kan danske koncertgængere for første gang få lov at se Lionel Richie på en af landets festivaler, når han optræder på Smukfest i Skanderborg.

Den tidligere forsanger i The Commodores er en af fire kunstnere, som festivalen onsdag har føjet til næste sommers musikprogram.

Ud over Lionel Richie kan gæsterne på Smukfest også glæde sig til Tove Lo, Khalid og Kygo.

Lionel Richie var i Danmark i 2014, efter at han i 2012 havde lavet en udgave af hittet "Say You, Say Me" sammen med danske Rasmus Seebach.

I Smukfests omtale af Lionel Richie bliver der også lagt op til, at festivalens gæster ud over Richies egne "Hello" og "All Night Long" også kan glæde sig til sange som "Easy" og "Three Times a Lady" fra hans tid i The Commodores.

Modsat Lionel Richie vil svenske Tove Lo ikke være en nyhed for det danske festivalpublikum, da hun i sommer optrådte på Northside.

Den 32-årige popsangerinde er med numrene "Habits (Stay High)" og "Talking Body" blevet spillet i radioer verden over.

Hun er blevet kaldt "den mest triste pige i Sverige" på grund af de ofte melankolske eller direkte ulykkelige temaer i hendes sange. Samtidig er hun også kendt for et opgør mod en perfekthedskultur.

Det demonstrerer hun blandt andet ofte ved at løfte op i toppen til koncerter - hvilket Northsides gæster fik at se i sommer.

Ud over sine egne numre har Tove Lo også skrevet sange til blandt andet den britiske popstjerne Ellie Goulding, der har nydt godt af Tove Los ord til sangen "Love Me Like You Do".

Amerikanske Khalid har i år udgivet sin anden plade, efter at den første, "American Teen", gav ham fem Grammy-nomineringer.

Det blev også bemærket i Danmark, og musikmagasinet Gaffa kårede ham til årets nye udenlandske navn i 2018.

Flere vil måske også kende Kygo fra deres spillelister på Spotify, hvor han blev den kunstner, der hurtigst fik en milliard afspilninger på musiktjenesten.

Som DJ er Kygo mere kendt for sine remix af andre numre - herunder har han haft stor succes med at lave sin egen udgave af Whitney Houstons cover af nummeret "Higher Love".

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejen

Skoleelever taget på fersk gerning

Leder For abonnenter

Vores naboers mismod tiltager konstant

Allerede før første stolpe var sat, skabte det danske vildsvinehegn tysk mismod . Her er det en udbredt opfattelse, at der er tale om en camoufleret grænsemur. Anlægget bliver kædet sammen med den danske indrejsekontrol og skaber hos vores naboer billedet af et land, der ønsker at isolere sig. Nu er hegnet færdig, og alt er meget værre. Det viser sig, at hegnet er en dødsfælde for vildtet. Billeder af kvæstede og dræbte dyr fylder tyske, sociale platforme og traditionelle medier. Selv landsdækkende tv har haft indslag. Med tysk logik er hegnet ubegribeligt. Naboerne påpeger ganske korrekt, at afspærringen ikke er nogen garanti for, at den afrikanske svinepest ikke når vores breddegrader. Vildsvin kan snige sig over i de passager, der er skyldes veje og vandløb. Samtidig er dyrene fremragende svømmere, der let kan krydse Flensborg Fjord. Endelig udgår den største smittefare ikke nødvendigvis fra vildsvin, men fra mennesker. Hvis en inficeret, polsk kødpølse på en eller anden vis havner i danske dyrs fødekæde, er skaden sket. Alle disse indvendinger er ubestrideligt rigtige. Og så må der vel stikke noget andet under, konkluderer førnævnte, tyske logik. Vi er hidtil ikke lykkedes med at forklare, at der i høj grad er tale om en mentalhygiejnisk foranstaltning. Danske landmænd og fødevaresektorens mange ansatte kan sove lidt roligere, fordi der trods alt er rejst en barriere mod smitten. Samtidig sender vi et signal til de udenlandske markeder om, at vi bekymrer os om fødevaresikkerheden. Da dette budskab tilsyneladende er usælgeligt hos vores naboer, kan vi i det mindste begrænse skaden. Derfor er det fint, at der nu træffes foranstaltninger, som skal begrænse faren for yderligere skader på vildt. Men samtidig må det være tilladt at undre sig over, at ingen havde forudset problemet. Så var vi nok stadig blevet stemplet som nationalister. Men vi var i det mindste sluppet for beskyldningen om, at vi slog Bambis mor ihjel.

Annonce