Annonce
Kolding

Smykker, mønter og skeletter: - Vi fandt mere, end vi havde håbet på

- Vi har gode indikationer af, at der hvor parkeringspladsen ligger, er der masser af interessant materiale for en arkæolog. Men vi må vente på, at der skal bygges der, hvis der nogen sinde skal det. Alt peger på, at det er i den retning klostret lå, siger udgravningsleder Peter K. Jørgensen (i front). Fotoet er fra tidligere på året, mens han stadig ledte udgravningen ved Klostergården. Her fandt man bl.a. flere skeletter på en nedlagt kirkegård fra middelalderen. Arkivfoto: Søren Gylling
Arkæologerne har forladt udgravningen ved Klostergården, og det er med et resultat, som udgravningslederen er yderst tilfreds med.
Annonce

Kolding: Inden byggearbejderne helt tog over, gravede arkæologerne på livet løs ved Klostergården for at finde så mange spor som muligt af Koldings fortid, før hele området nu bliver byggemodnet og støbt i cement.

Udgravningsleder Peter Kahr Jørgensen fra Museum Sønderjylland er ved at gøre regnebrættet op, men allerede før hans rapport ligger færdig, kan han godt slå fast, at arkæologerne fandt mere, end de havde håbet på i området, hvor der i middelalderen lå et for længst nedlagt Franciskanerkloster.

- Vi fandt nogle vigtige brikker til puslespillet om Koldings udviklingshistorie. Og vi har fundet kilovis af knogler fra slagteriaffald, hundredevis af keramikskår og glasskår, flere genstande af ædelmetal - alt fra knapper til smykker og andre brugsting, fortæller Peter Kahr Jørgensen, som ledede udgravningerne på vegne af Museet på Koldinghus.

Det gamle kloster

Franciskanerklostret i Kolding er grundlagt af Franciskanerordenen i 1288. Det var et gråbrødrekloster, beliggende ved nuværende Munkegade og Klostergade. Bygningerne eksisterer ikke mere i dag.

Området er ved at blive byggemodnet.

Det var den tidligere ridder Henrik Dulmer, der selv var blevet munk, som grundlagde klosteret på sin egen grund.

Det blev udbygget flere gange, og dets udforming kendes ikke, men det vides, at klosteret indeholdt bl.a. en nordlig fløj, der udgjordes af klosterkirken.

Munkene satte sit præg på Kolding, hvilket kan ses på navngivningen af flere gader/områder: Munkensdam, Gråbrødregade, Klostergade og Munkegade.

Efter Reformationen blev munkene forvist. Omkring år 1550 var bygningerne væk.

Kilde: Wikipedia

Annonce

Tidsdatering venter

Og nok så vigtigt fandt arkæologerne langs med Brostræde et bolværk, som muligvis har beskyttet mod oversvømmelser fra Kolding Å. Udgravningslederen kan ikke fastslå endnu, om bolværket er lavet, mens der rent faktisk lå et kloster nær Klostergade, eller om bolværket nærmere er opført af genbrugsmaterialer, efter at klostret var blevet nedlagt.

- Det bliver vi klogere på, når vi får en tidsdatering af det træ, der blandt andet er brugt til at lave bolværket, siger Peter Kahr Jørgensen.

- Dengang var der ingen genbrugsplads, hvor man lossede ting hen. Alt havde værdi og kunne bruges igen, så rundt omkring i Kolding kan man sikkert finde materialer, der stammer fra det nedlagte kloster, tilføjer han.

Annonce

Flere skeletter

I løbet af udgravningen fandt man flere skeletter i området, som har været anvendt af klosteret som kirkegård. Et par skeletter dukkede op, da regn skyllede ind over pladsen i overgangen mellem vinter og forår.

- Regnen skabte problemer for os, men den sørgede også for, at der dukkede noget op - blandt andet de to skeletter, som blev ført i katalog sammen med de andre, vi havde fundet allerede, siger udgravningslederen.

Der var næppe tale om resterne af afdøde munke, men derimod om patienter fra det hospital, munkene drev i årene fra 1200-tallet til 1500-tallet. Hvis man skal finde skeletter af munke - begravet i de karakteristiske "munkekister" - så skal man nok tættere på dér, hvor klosteret formodentlig har ligget, vurderer Peter Kahr Jørgensen.

- Men hvis vi på et tidspunkt får mulighed for at grave under parkeringspladsen, så nærmer vi os formodentlig klostrets oprindelige placering, og det vil være spændende, hvad vi kunne finde der, siger han.

Flere skeletter er dukket frem under udgravningerne. - Vi har fundet den sydlige afgræsning af kirkegården under vores udgravning, siger Peter K. Jørgensen fra Museum Sønderjylland. Arkvifoto: Søren Gylling
Annonce

Vigtige brikker

Foreløbig er han dog tilfreds med de brikker, man har fundet i denne omgang til det puslespil, som fortæller historien om det kloster, der har givet navn til Klostergade, Munkegade og Gråbrødregade.

- Vores opgave er som arkæologer, at finde brikker til det samlede puslespil, når vi får muligheden for det. Inde i byen kræver det normalt, at man skal bygge i område, før vi får den mulighed. Der kan gå mange år, før vi får det fulde billede - hvis vi nogensinde får det - men jeg synes, vi har fundet nogle vigtige brikker denne gang, siger han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
CORONAVIRUS

Live: USA's topekspert tror på effektiv vaccine mod corona i december

Esbjerg

Coronaen lagde dæmper på Knæk Cancer i Esbjerg:: Færre mødte op på Tobakken til Tænd Et Lys-ceremonien

Annonce