Annonce
Kolding

Snart bliver det sjovere at køre mountainbike i Marielundskoven

Snart vil byens mountainbikere kunne sætte sig på cyklen og drøne afsted på det nye spor. Foto: Peter Leth-Larsen
I denne weekend er Trail Builders Kolding i færd med at bygge et nyt mountainbikespor i Marielundskoven. Det nye spor kommer til at indeholde nogle store sving, som der ifølge mountainbikere har manglet i skoven.

Kolding: Marielundskoven brummer i denne weekend.

Det er ikke et særligt dyr, der har indtaget skoven, men i stedet gravmaskiner og andre køretøjer, der er skyld i, at en del af skoven måske ikke er så fredelig som normalt. En gruppe frivillige trailbyggere - eller sporbyggere - bruger nemlig weekenden på at bygge et nyt spor til byens mountainbikere.

- Vi er ved at lave en sektion om, der er 300 meter lang. Det er et flowspor, som bliver et rigtig dejligt spor, hvor du kan få god fart på i svingene, og som bliver godt for alle. Samtidig er det en del af at større projekt om at få markeret ruten, lige som man kender fra skipister, der har farver, forklarer Kasper Busk, der er medlem af Trail Builders Kolding.

- Det er også en del af, at vi får adskilt brugerne af skoven, sådan at mountainbikere ikke bevæger sig samme ved som søndagsgæster, hundeluftere og den slags. Det kan jo komme i karambolage med, at vi kommer lidt hurtigere på cykel, tilføjer Martin Opauka, der også er med i Trail Builders Kolding.

Annonce

Trail Builders Kolding

Trail Builders Kolding er en forening af frivillige, der arbejder for at vedligeholde, renovere og bygge nye spor i skovene, der kan bruges til både mountainbikere og trailløbere.

Foreningen arbejder tæt sammen med MTBKolding om sporarbejdet.

Du kan læse mere om Trail Builders Kolding på deres facebookside, hvor du kan melde dig til, hvis du har lyst til at hjælpe med at bygge spor: https://www.facebook.com/groups/229091717246915/about/

På facebooksiden kan du også se, hvordan du støtter foreningen med donationer.

Trail Builders Kolding er en forening af frivillige, der startede som en facebookgruppe, men nu er en forening i traditionel forstand. Foreningen blev oprettet for at gøre det nemmere at samarbejde med eksempelvis Kolding Kommune. Det nye spor koster foreningen omkring 35.000 kroner.

- Vi er frivillige og skal selv støve en stor del af pengene op. Vi har fået nogle materialer og grus af kommunen, og ellers opfordrer vi alle, der bruger mountainbikesporene, til at spytte noget i kassen. Så sponsorerer Kolding MTB også noget af det, siger Kasper Busk.

Den brummende lyd af maskiner vender efter al sandsynlighed tilbage i næste weekend, hvor Trail Bulders Kolding forventer at være færdige med sporet. Men derefter er der masser af andre ting at tage fat i.

- Der er mange træbroer rundt omkring, og vi har en ansøgning inde om at få lov til at rørlægge dem. Vi har nogle vedligeholdelsesprojekter langs golfbanen, og vi vil gerne have et spor ved siden af en asfaltbakke, der går herind i skoven, siger Martin Opauka.

Foreningen forventer at kunne åbne op for det nye spor omkring starten af december.

- Der kommer til at være en masse sjove passager, og så laver vi et hop over en stub. Det bliver forhåbentlig et sjovt spor, siger Kasper Busk.

Der findes mange kurser, som sporbyggere kan komme på, men Kasper Busk (til venstre) fortæller, at de i Trail Builders Kolding er selvlærte. De har dog fået en smule professionel hjælp, siger han. Foto: Peter Leth-Larsen
Der bliver bygget en forhøjning over træstubben, sådan at mountainbikerne kan få "air time" - eller tid i luften. Det er altid populært, bliver der bemærket. Foto: Peter Leth-Larsen
Nogle af de store maskiner er blevet taget i brug for at gøre arbejdet for de frivllige lidt lettere. Foto: Peter Leth-Larsen
Det er vigtigt, at sporene holdes fri for blade, for bladene holder på fugten, og det gør, at sporene bliver mere mudrede, end hvad godt er. Foto: Peter Leth-Larsen
Kolding Trail Builders bruger de næste weekender på at færdigbygge et nyt mountainbikespor i Marielundskoven. Foto: Peter Leth-Larsen
Kolding Trail Builders bruger de næste weekender på at færdigbygge et nyt mountainbikespor i Marielundskoven. Foto: Peter Leth-Larsen
Kolding Trail Builders bruger de næste weekender på at færdigbygge et nyt mountainbikespor i Marielundskoven. Foto: Peter Leth-Larsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Vores naboers mismod tiltager konstant

Allerede før første stolpe var sat, skabte det danske vildsvinehegn tysk mismod . Her er det en udbredt opfattelse, at der er tale om en camoufleret grænsemur. Anlægget bliver kædet sammen med den danske indrejsekontrol og skaber hos vores naboer billedet af et land, der ønsker at isolere sig. Nu er hegnet færdig, og alt er meget værre. Det viser sig, at hegnet er en dødsfælde for vildtet. Billeder af kvæstede og dræbte dyr fylder tyske, sociale platforme og traditionelle medier. Selv landsdækkende tv har haft indslag. Med tysk logik er hegnet ubegribeligt. Naboerne påpeger ganske korrekt, at afspærringen ikke er nogen garanti for, at den afrikanske svinepest ikke når vores breddegrader. Vildsvin kan snige sig over i de passager, der er skyldes veje og vandløb. Samtidig er dyrene fremragende svømmere, der let kan krydse Flensborg Fjord. Endelig udgår den største smittefare ikke nødvendigvis fra vildsvin, men fra mennesker. Hvis en inficeret, polsk kødpølse på en eller anden vis havner i danske dyrs fødekæde, er skaden sket. Alle disse indvendinger er ubestrideligt rigtige. Og så må der vel stikke noget andet under, konkluderer førnævnte, tyske logik. Vi er hidtil ikke lykkedes med at forklare, at der i høj grad er tale om en mentalhygiejnisk foranstaltning. Danske landmænd og fødevaresektorens mange ansatte kan sove lidt roligere, fordi der trods alt er rejst en barriere mod smitten. Samtidig sender vi et signal til de udenlandske markeder om, at vi bekymrer os om fødevaresikkerheden. Da dette budskab tilsyneladende er usælgeligt hos vores naboer, kan vi i det mindste begrænse skaden. Derfor er det fint, at der nu træffes foranstaltninger, som skal begrænse faren for yderligere skader på vildt. Men samtidig må det være tilladt at undre sig over, at ingen havde forudset problemet. Så var vi nok stadig blevet stemplet som nationalister. Men vi var i det mindste sluppet for beskyldningen om, at vi slog Bambis mor ihjel.

Annonce