Annonce
Udland

Snesevis er anholdt efter sjælden protest i Egypten

Amr Abdallah Dalsh/Reuters
Beskyldninger om korruption udgør en legitimitetskrise for Egyptens præsident Sisi, mener analytiker.

Mindst 74 demonstranter er anholdt i Egypten, efter at der i flere byer har været demonstrationer mod præsident Abdel Fattah al-Sisi.

Det oplyser en egyptisk sikkerhedskilde til nyhedsbureauet AFP.

Civilklædt politi patruljerer lørdag i sidegaderne til den centrale Tahrirplads i Kairo, hvor hundredvis af mennesker demonstrerede sent fredag aften.

- Gå af Sisi!, lød et af slagordene fra demonstranterne, der også krævede "regimets fald".

Der har været en række mindre demonstrationer i Egyptens hovedstad, Kairo, og andre byer landet over.

Politiet var mødt talstærkt op i Kairo for at opløse demonstrationen, og AFP's journalist på stedet så fem personer, der blev anholdt, mens politiet skød med tåregas.

Demonstranternes slagord er et svagt ekko af de paroler, der var med til at bringe den daværende præsident, Hosni Mubarak, til fald i 2011.

Fredagens demonstrationer kommer, efter at der har cirkuleret en række videoer på nettet, hvor præsident Sisi og militæret beskyldes for udbredt korruption.

- Begivenhederne i de seneste uger, herunder udviklingen i går aftes, udgør den mest alvorlige legitimitetskrise, Sisi står over for, siger Nael Shama, en politisk analytiker i Kairo, til AFP.

Siden præsident Sisis tiltræden er demonstrationer af denne art blevet uhyre sjældne i Egypten. Præsidenten forbød i 2013 offentlige protester, og der har i flere år været formel undtagelsestilstand i landet.

Kort inden var Egyptens første folkevalgte præsident, Mohamed Mursi, blevet afsat af militæret med netop Sisi i spidsen.

Mursi, der denne sommer døde i fængslet, tilhørte det nu forbudte Muslimske Broderskab, som regeringen har stemplet som en terrororganisation.

Sisi har som Mubarak kørt en hård linje over for broderskabet og kritikere af sit regime. Tusindvis af islamister sidder fængslet sammen med sekulære aktivister og kendte bloggere, der har kritiseret styret.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce