Annonce
forside

Snyd for mig - den nye krænkelseskultur

Stig Leerbeck. PR-foto

Læserbrev: I Varde Kommune har vi en særlig udgave af krænkelseskultur, "snyd for mig"-kulturen. Begge grunder i overdreven navlebeskuenhed og manglende evne til at se helheder.

Det er altid en trøst, også selv om det er helt misforstået, at "snyd for mig"-kulturen ofte har sit udspring i den helt lokale fællesskabsfølelse. Den er nemlig vigtig og med til at skabe liv og aktivitet i de mange små samfund.

Men den lokale fællesskabsfølelse står ikke i modsætning til det overordnede kommunale fællesskab. Det er to forskellige ting. Ligesom vi er afhængige af hinanden i de lokale fællesskaber, er de lokale fællesskaber afhængige af det kommunale.

Derfor skal min opfordring være: Se nu verden lidt fra oven. Det er ikke "snyd for" nogen! Diskuter gerne toiletter, hvis det er en vigtig dagsorden, men fri os for "snyd for os"-sammenligninger om, hvem der får mere end de andre, og hvem det derfor er mest snyd for. Det fører ingen vegne i en verden, hvor lokale fællesskaber er vigtige, men ingen i stand til at løfte det hele selv.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Indvandreres efterkommere fornægter ytringsfrihed: Hvad bilder de sig ind?

Det skriger til himlen. Hundredtusinder på flugt har fået lov at opholde sig i Danmark, men langt fra alle siger tak ved at respektere vores demokrati. 48 procent af efterkommerne af ikke-vestlige indvandrere mener, at det skal være forbudt at kritisere religion. Det kan man læse i Udlændinge- og Integrationsministeriets årlige undersøgelse af ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres medborgerskab. Det er rystende. De fleste af efterkommernes forældre har fået lov at være her, fordi de er flygtet fra diktaturer, hvor man kan risikere livet ved at ytre sig, tro på andet end islam, være homoseksuel eller i opposition til diktatoren. Lande, hvor individets frihed intet betyder. Vi giver deres børn alle muligheder. Og så fornægter halvdelen af efterkommerne helt grundlæggende rettigheder som at måtte kritisere alt, også religion. Hvad bilder de sig ind? Formanden for Rådet for Etniske Minoriteter, Halima El Abassi, siger, at efterkommere står uden for samfundet og ikke føler sig som en del af fællesskabet. Forfatter Tarek Hussein taler om "dagligdagens hetz" mod muslimer og siger, at den får dem til at hæve paraderne. Begge repræsenterer en offermentalitet, der ikke er til at holde ud. Den kan heller ikke begrundes i fakta. Dagen efter nyheden om efterkommernes mentale fravalg af Danmark kan Kristeligt Dagblad fortælle om en undersøgelse fra det amerikanske Pew Research Center. Man har interviewet 24.599 mennesker i 15 vestlige lande og kan konkludere, at danskerne er de tredjemest positive over for muslimer efter nordmænd og hollændere. Det er altså ikke danskerne, der ikke er tolerante. Tværtimod kan man nu med god ret spørge, hvor stor en andel af mennesker med foragt for demokratiske værdier vi vil acceptere i vores land. At stille spørgsmålet har intet med racisme at gøre, men alene med det allervigtigste: demokrati, ytringsfrihed og frihedsrettigheder. Værdier, vi skal insistere på som altafgørende i vores land. Også for vores gæster.

Annonce