Annonce
Billund

Socialdemokrater vil have tidsplan på en total oprydning i Grindsted

Regeringen kom i januar med deres udspil til, hvordan de vil hjælpe Grindsted-forureningen. Nu er Socialdemokratiet kommet med deres. Foto: Martin Ravn

Bliver regionerne bevaret, som Socialdemokratiet ønsker, kommer der i år en tidsplan for en oprydning af Grindsted-forureningen, lyder oplægget fra to socialdemokrater.

Annonce

Grindsted: En stemme på Socialdemokratiet ved det kommende folketingsvalg er lig med at få en tidsplan for en total oprydning af de tre store forureningsdepoter i Grindsted.

Det er den fælles udmelding fra Troels Ravn, MF'er valgt i Billund-Vejen-kredsen, og Jørn Lehmann Petersen, formand for miljøudvalget i Region Syddanmark.

Står det til de to socialdemokrater, skal der nemlig hurtigst muligt skrives en tidsplan for oprydningen af hovedkilderne til forureningen under byen. Der skal også udregninger på, hvad det vil koste, så man får et bedre skøn end det nuværende bud, som bare hedder "et trecifret millionbeløb".

- Tidsplanen bør køre i tre etaper. Første etape med banegravsdepotet, den gamle losseplads som etape 2 og fabriksgrunden som etape 3. Det vil være en lang tidsplan, som kører over flere år, men vi mener, at 1. etape skal i gang snart. Det bliver ikke i år eller næste år, men snart. Vi har metoden til at rydde op, men vi mangler økonomien, siger Troels Ravn.

Nu er det faktisk realistisk at tale om en egentlig oprensning.

Troels Ravn, MF'er
Annonce

Forureningen med i valget

Det kommende folketingsvalg får stor indflydelse på, hvad der kommer til at ske med Grindsted-forureningen.

Socialdemokratiet går ind for at bevare regionerne, som i dag håndterer jordforureninger i landet. Bliver regionerne bevaret, skal Danske Regioner og regeringen i år forhandle om penge til oprensninger efter jordforureninger. Det er til den forhandling, at de to socialdemokrater vil have en klar tidsplan på plads for en oprydning i Grindsted, så man kan lægge press på for at gå i gang med arbejdet.

Bliver regionerne omvendt nedlagt, som regeringen lægger op til som en del af sundhedsreformen, overtager Miljøstyrelsen opgaven med Grindsted-forureningen. I så fald kommer regionen ikke til at lave en tidsplan for Grindsted-forureningen. Her har regeringen allerede meldt ud, at man vil sætte cirka 50 millioner kroner ekstra af årligt til de ni generationsforureninger i landet. Et nyt råd skal beslutte, hvordan pengene skal fordeles.

Annonce

Kamp for penge

Ved statsministerens besøg i Grindsted i januar lagde Lars Løkke Rasmussen (V) vægt på, at Grindsted-forureningen kommer tættere på en oprydning, hvis det er Folketinget, som skal debattere forureningen og ultimativt finde penge til den i Finansloven.

Troels Ravn og Jørn Lehmann Petersen er af en anden holdning:

- Det er vigtig, at regionerne bevares. Det handler om nærhed, og at politikerne kan stilles til ansvar. At vi er kommet hertil i dag skyldes, at regionen har opbygget erfaringer og ekspertise. Nu er det faktisk realistisk at tale om en egentlig oprensning, siger Troels Ravn.

De to socialdemokrater erkender dog, at pengene til en oprydning ikke bare følger automatisk med en rød regering.

- Uanset hvilken regering, der kommer til, bliver det en kamp om at få midler. Vi er klar til at kæmpe den kamp, siger Troels Ravn og Jørn Lehmann Petersen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Nordtyskland

Slesvig-Holsten går i orange: Nu bør danskerne ikke køre over grænsen

Danmark

Hvor er Mette Frederiksen?

Annonce