Annonce
Varde

Socialdemokratiets kovending: Almenelever skal fortsat gå på Sct. Jacobi

Socialdemokratiet præsenterer sit forslag. Til venstre er Ingvard Ladefoged. Stående er Søren Laulund. Til højre ses Kjeld Anker Espersen. Pressefoto: Bjarne Buhl

Socialdemokratiet inviterede onsdag aften til et borgermøde, hvor partiet præsenterede sit forslag til en ny skolestruktur. Partiet har ændret holdning vedrørende Sct. Jacobi Skole og hele specialområdet.

Annonce

Varde/Tistrup: Sct. Jacobi Skole skal stadig have almenelever op til 6. klassetrin. Derudover skal skolen rumme Labyrinten - specialtilbuddet, der i dag er på skolen i Tistrup - og Solsikken, der er kommunens specialbørnehave.

Det er et af hovedpunkterne i et skoleforslag fra Socialdemokratiet. Forslaget adskiller sig dermed markant fra det forslag, der har været i høring, da Sct. Jacobi Skole i det forslag helt lukker som almen folkeskole for i stedet at blive til en ren specialinstitution.

Skoleforslaget blev noget utraditionelt præsenteret på et hurtigt indkaldt borgermøde midt under forhandlingerne om en ny skolestruktur. Ifølge partiets egen forklaring sker det, fordi Socialdemokratiet vurderer, at det er den metode, der bedst kan presse flertallet til at lave en løsning, der minder om den, som de fire S-byrådsmedlemmer ønsker.

Det socialdemokratiske forslag

De bedste bygninger på Brorsonskolen renoveres, de dårligste rives ned. Skolen får op til 6. klasse.Sct. Jacobi Skole skal rumme 0.-6. klasse, Labyrinten og Solsikken.

Der bygges en ny skole ved Fritidscentret for 7.-9. klasserne fra Jacobi- og Brorsondistriktet.

Der spares på ledelse som i forslaget, der har været i høring, men alle matrikler får egen bestyrelse.

En 9. klasse skal ikke fjernes fra en skole, hvor der er 7. og 8. klasse.

Der spares kun 10 millioner kroner, som går til bygningsvedligehold. Penge til kvalitet findes ved at hæve skatten.

Annonce

Lidt glæde - og meget kritik

Grundlæggende var deltagerne på mødet glade for, at Socialdemokratiet havde inviteret dem til at komme med deres syn på det nye forslag. Og mange af dem syntes også, at der var positive takter i forslaget.

- Det er rart, at vi nu kan høre nogle af vores synspunkter komme igennem jeres munde, sagde Martin Hebsgaard, næstformand for Sct. Jacobi Skole, eksempelvis.

Men både han og de fleste andre, der tog ordet, var nu alligevel ikke helt tilfreds med forslaget.

Martin Hebsgaard ønsker, at Sct. Jacobi Skole bliver bevaret med alle klassetrin op til 9. klasse. Det mente han godt kunne lade sig gøre, hvis specialeleverne bliver i Tistrup.

Men borgmesterkandidat Søren Laulund (S) slog fast, at Socialdemokratiet gerne vil samle 7. - 9.-klasse på en ny overbygningsskole ved fritidscentret, fordi han ikke mener, at der er grundlag for tre overbygningsskoler i Varde by med de kommende små årgange.

- Vi er altså også ramt af, at vi er færre elever i Varde by, sagde han.

Annonce

Lad specialbørnene blive

Der var også flere, der argumenterede for, at specialbørnene har det bedre, hvor de er i dag.

Arthur Hvelplund fra bestyrelsen på Horne-Tistrup Skolerne argumenterede for, at specialelever og almenelever skal kunne spejle sig i hinanden.

- Den spejling er vigtig, at man har hele vejen op, sagde han som et argument imod at flytte Labyrinten til en skole, hvor der kun er almenklasser op til 6. klasse.

Socialdemokratiet havde flere argumenter for, at Labyrinten bør flyttes. Ifølge byrådsmedlemmerne kan der komme pladsmangel på skolen i Tistrup, når først 7. - 9.-klasses-elever fra Sig og senere måske alle børn fra Horne skal gå på skolen i Tistrup. Derudover argumenterede Søren Laulund for, at lokalerne på Sct. Jacobi Skole er bedre end de lokaler, de har på skolen i Tistrup i dag.

Merete Lauesen fra BUPL ønskede at beholde Solsikken i sin nuværende bygning med en almen børnehave som nabo. Her svarede Søren Laulund, at han er bange for, om der i fremtiden er børn nok til Solsikken, hvis den fortsat er i egne bygninger.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Kolding

Skoler og institutioner skal fortsat holde lukket i Kolding: Borgmester kritisk over for sen udmelding

Varde

Politiet leder med hunde efter savnet 64-årig

Trekantområdet

Politikere er ikke i særlig kategori: Middelfarts 46-årige borgmester lod sig covid-19-vaccinere på samme tid som plejehjemsbeboere

Annonce