Annonce
Tønder

Socialdemokratiets Tønder-kreds støtter Esbjerg-kandidat til folketingsvalget

Henny Fisbæk har erhvervsuddannelser inden for både spedition og fødevarer. Foto: PR-foto

Socialdemokratiet i Tønder har meddelt, at de støtter Esbjerg-kandidaten Henny Fiskbæk ved det kommende folketingsvalg.

Tønder: På en ekstraordinær generalforsamling er det 16. januar blevet besluttet, at Socialdemokratiet i Tønder vil samarbejde med kredsen i Esbjerg Omegn om at få Henny Fiskbæk valgt ind i Folketinget. Det oplyser Socialdemokratiet Tønder-kredsen i en pressemeddelelse.

Årsagen er, at det efter den nye valgkredsinddeling har vist sig for vanskeligt at få valgt et folketingsmedlem, der repræsenterer Tønder-kredsen.

- Vi mener, at det er afgørende for udviklingen af hele vores område, at vi får et talerør i Folketinget. En, der ved, hvad der er på spil i hele Vadehavsområdet, en, der ved hvilke ressourcer, vi har, og hvilke udfordringer der er. En, der bor i Vadehavsområdet og vil blive boende her, også når hun er valgt, skriver Socialdemokratiet i pressemeddelelsen.

Partiet lægger vægt på, at Henny Fiskbæk har en bred erhvervserfaring fra det private arbejdsmarked, der har ført hende til jobs i Danmark, Grønland og Kenya.

Annonce

Udvalgsformand er travlt beskæftiget i Tønder

Tønder-kredsen fører altså valgkamp for Henny Fiskbæk, selv om Børn- og skoleudvalgsformand Kim Printz Ringgaard står som Tønder-kredsens kandidat. Det gør han udelukkende for at opfylde vedtægterne, oplyser Socialdemokratiet.

- Som Kim tidligere har meddelt, er han ikke interesseret i at blive valgt. Han har fuldt op at gøre som formand for Børn- og skoleudvalget i Tønder kommune, et politisk hverv han er meget glad for at varetage, står det i pressemeddelelsen.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Ordnet Brexit er langtfra sikret

Torsdag var der grund til at drage et lettelsens suk, da den britiske premierminister Boris Johnson på Twitter meddelte, at der var forhandlet en aftale på plads om Brexit. Det er godt nyt ikke blot for Storbritannien, men også for alle os andre. EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, bekræfter, at parterne er blevet enige om en aftale, han betegner som retfærdig og balanceret aftale for EU og for Storbritannien. Naturligvis er det grundlæggende trist, at briterne nu er på vej ud af det europæiske fællesskab. Om det på sigt vil være en fordel for nationen kan der også sættes et stort spørgsmålstegn ved. Det sagt er der dog grund til at glæde sig, fordi skilsmissen nu forhåbentlig kan gennemføres i mindelighed. Det modsatte kunne have medført omfattende kaos med nye handelsbarrierer i Europa. Markedet reagerede da også prompte på meldingen, der fik kursen på det britiske pund til at stige. Dog er det forhastet allerede nu at glæde sig over udsigten til et ordnet Brexit. Om britisk politik kan man kun forudsige, at den er uforudsigelig. Johnsons forgænger som premierminister, Theresa May, fik jo ligeledes forhandlet sig til rette med EU for blot efterfølgende at blive ydmyget i det hjemlige parlament. Man kan frygte, at det scenarie gentager sig. Den britiske regerings nordirske støtteparti har allerede vendt tommelen ned for aftalen. Hos de øvrige partier er velviljen over for Boris Johnson samtidig uhyre begrænset. Måske kan lysten til at smække premierministeren en politisk lussing vise sig større end den sunde fornuft, som en aftale ville være udtryk for. Den danske regering har nærlæst aftalen. Efter det forklarede statsminister Mette Frederiksen, at hun er villig til at strække sig meget langt for at få tingene på plads. Man kan kun håbe, at samme besindighed vil indfinde sig i parlamentet i Westminster Palace. Sikkert er det imidlertid ikke. Så nok er EU og Storbritannien nået et nødvendigt skridt videre. Men i mål er vi ikke.

Annonce