Annonce
Haderslev

Sognepræst har bygget Haderslev Domkirke i Minecraft: - Jeg er fascineret af at genskabe virkeligheden virtuelt

Sognepræst Kim Legarth har siden december brugt sin overskydende tid på at bygge Haderslev Domkirke i computerspillet Minecraft. Foto: André Thorup
Sognepræst Kim Legarth har siden december brugt sin overskydende tid på at bygge Haderslev Domkirke i computerspillet Minecraft. Han er fascineret af at genskabe virkeligheden virtuelt, og derfor skal Domkirken også repræsenteres teknologisk, mener han.

Haderslev: Muligheden for at gå i kirke har det seneste år været minimal. Præster landet over har måttet tænke kreativt, og flere kirker har praktiseret drive-in gudstjenester. Men sognepræst i Haderslev Domsogn Kim Legarth har taget en helt anden metode i brug for igen at få folk til at besøge Haderslev Domkirke.

Han har oprettet et univers i computerspillet Minecraft, hvor nysgerrige kan gå på opdagelse i og omkring Haderslev Domkirke. Alt sammen bygget med de karakteristiske kvadratiske klodser.

Sognepræst Kim Legarth har siden december brugt sin overskydende tid på at bygge Haderslev Domkirke i computerspillet Minecraft. Foto: André Thorup

Og han har brugt utallige timer på projektet, siger han grinende, da JydskeVestkysten spørger, hvor lang tid projektet har taget.

Annonce

- Jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange timer jeg har brugt på det. Min kone vil nok sige, at jeg har brugt for mange, for når jeg bare har villet bruge én time på projektet om aftenen, blev det altid til tre. Det tog rigtig lang tid. Men jeg har bevidst ikke kigget på klokken hele tiden, siger Kim Legarth.

Fra virtuel til virkelighed

Det hele startede som en julekalender sidste år. Over 24 afsnit kunne man på Youtube-kanalen 'cooldenmark' følge med i, hvordan Kim Legarth langsomt byggede sig tættere og tættere på et færdigt resultat. Fra facade til færdigbygget.

Men Kim Legarth stoppede ikke, bare fordi datoen havde passeret 24. december. Han har sidenhen udbygget, så de omkringliggende bygninger også er inkluderet. Man kan endda slå sig ned ved Torvet ved Apotekergade.


At der er så mange, der synes godt om det, havde jeg ikke regnet med. Måske bare nogle få. Jeg er meget overrasket. Det er helt vildt.

Sognepræst Kim Legarth


- Jeg er fascineret af, at man kan lave noget virtuelt og genskabe virkeligheden. I starten var min drøm at lave mit eget hus, som jeg kunne gå rundt inde i. Da jeg opdagede dette spil (red. Minecraft) for nogle år siden, synes jeg, at det kunne være spændende at leve den drøm ud. Og da jeg så havde gjort det, tænkte jeg, at det da kunne være vildt at lave Haderslev Domkirke. Måske andre også ville synes det, siger Kim Legarth.

Hvad er Minecraft?

Minecraft er et populært computerspil. Grafikken er meget simpel – alt er opbygget i firkanter – og konceptet er, at spilleren har en figur, som kan samle blokke af forskellige materialer. Blokkene kan være af blandt andet træ, sten, guld og sand. Spilleren kan flytte rundt på blokkene og lave nye blokke (crafte).

Man kan grave miner, konstruere bygninger, bygge kunst og angribe hinanden og nattens monstre - enten alene eller med andre spillere.

Det overordnede mål i spillet er at samle ressourcer samt konstruere bygninger og redskaber til at overleve mod de monstre, der kommer frem efter solnedgang og i minernes mørke.

Kilde: Redbarnet

Haderslev Domkirke lavet i computerspillet Minecraft. Sognepræst Kim Legarth er hjernen og arkitekten bag projektet, som begyndte under corona. Foto: Screendump
Annonce

Stor begejstring

Og der er andre, der synes godt om Kim Legarths projekt. I en video på Facebook viser han, hvordan man kan udforske den virtuelle verden. I de mange kommentarer til videoen er der konsensus om, at Kim Legarths arbejde er vildt imponerende. Faktisk skriver en bruger, at vedkommende er blevet inspireret til at gå i gang med at bygge Viborg Domkirke.

- At der er så mange, der synes godt om det, havde jeg ikke regnet med. Måske bare nogle få. Jeg er meget overrasket. Det er helt vildt, siger Kim Legarth.

Facaden, hvor Apotekergade møder torvet. Foto: Screendump

Kim Legarth fortæller, at han via dette projekt gerne ville sætte Haderslev Domkirke mere på landkortet. Lokalt kender folk til kirkens betydning, men der skulle mere til, mener han.

- Hensigten har været at få Haderslev Domkirke ind i folks bevidsthed. Det er den allerede, fordi den er så tæt en del af vores folkesjæl i byen, men bare på en anden måde. Jeg vil gerne vise, at vi i kirken også er med på de nye og anderledes metoder gennem teknologien, siger han.

Domkirken er fuld af detaljer, som brugerne kan opleve i Minecraft. Foto: André Thorup

Det har aldrig været tanken at lave et forum, hvor folk kunne mødes og gå i kirke virtuelt, fortæller han. Men projektet skal fortsætte lidt endnu.

- Jeg vil gerne bygge videre ned i byen til Hertug Hans Kirke, så vi har begge kirker med. Og hvis jeg skal bygge hele Haderslev, må jeg nok alliere mig med andre nørder, men det er ikke en dårlig tanke, siger Kim Legarth.

Hensigten med projektet har ikke været at lave et forum, hvor folk kan gå i kirke sammen, fortæller Kim Legarth. Minecraft tillader ikke en funktion, så man kan snakke sammen. Foto: Screedump 
Inde i Haderslev Domkirke. Foto: Screendump
Virkeligheden er en smule lysere. Foto: André Thorup
Legarth fortsætter med at udbygge sit spil i Minecraft og det er ambitionen at nå ned til Hertug Hans Kirke. Foto: André Thorup
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce