Læserbrev: Alle har en mening om solceller og deres placering i Viuf og Sdr. Vilstrup. Herude fyger det med udsagn, som; ”Det skulle I slet ikke vide noget om endnu”! og ”Nu skal de (borgerne i de berørte områder) snakkes til ro”! Ligesom borgmesteren er: ”Klar til at rykke på projektet”! Uanset, hvad de siger, har de truffet et eller andet valg. Ingen har lyst til at høre, hvad de berørte borgere mener, og jo længere man kan komme med projektet, før der kommer indsigelser, jo bedre for profitmagere og kommunen.
Områderne er begge landsbysamfund, som man, hvert år poster penge i for at få folk til at flytte til. Det bliver en saga blot, når først områderne er plastret ind i ”gigantiske solcelleparker”. Det ville have klædt initiativtagerne og borgmesteren, der alle åbenbart har en ide, om at det ikke generer borgerne i Viuf og Sdr. Vilstrup at bo ved siden af et sådan anlæg, at have plastret områderne ved deres egen ejendomme til med solceller, før de kastede kærligheden på andre steder. Men nej, det er jo hverken pænt at kigge på, og gør formentlig også noget ved deres ejendomspriser. Nej, nej, man skal da ikke have ulemper i egen baghave eller være uvenner med sine egne naboer. Det kan vi andre tage os af. En stor del af vores ejendommes værdier er, herlighedsværdien i at kunne kigge ud over de åbne vidder. Det er der nogen, der ønsker at fjerne fra os. Hvad skulle incitamentet være til at bosætte sig her så være?
Jeg synes, det er ærgerligt, hvis det kan lade sig gøre i dagens Danmark at snige sådan et projekt ind ad bagdøren til gene for så mange mennesker, bare fordi der er nogen, der øjner en god forretning og ikke selv ønsker at tage del i ulemperne. Uden at ville tale med dem, men bare vil ”tale dem til ro!”
I kommer til at lægge landsbysamfund øde, men så gør det på et oplyst grundlag, og kompensér de ramte. I Sdr. Vilstrup er vi lige som i Viuf klar til at gå i krig, og I kan ikke ”snakke os til ro”. Det her er uanstændigt over for rigtig mange mennesker. Tal til os – vi bliver ikke ”talt til ro” ved at blive snigløbet.