Annonce
Sønderborg

Sommerbilledskole for børn kæmper mod præstationskulturen

Peter Alexander Andersen prøver kræfter med malerkunsten. I denne øvelse bruger han sine frie fantasi og har tegnet en farvestrålende klovneagtig figur. Foto: Claus Thorsted
Sønderjyllands Kunstskole holder billedskole i sommerferien i uge 27, 28 og 32. Temaet for motiverne er Sønderborg, mens temaet for undervisningen er, at det er i orden at fejle.

Sønderborg: Anden og tredje etage i Multikulturhuset er propfyldt med kreativitet, farver og børn. Sønderjyllands Kunstskole holder billedskole for omkring 40 børn og unge mellem 0. – 9.-klasse, der har lyst til at udfolde sig kreativt i ferien.

- Jeg interesserer mig meget for tegninger, så jeg håber på at blive bedre til at tegne og male, fortæller 11-årige Anders Bjerring Kunstmann, der lever op til efternavnet denne uge.

Han er på holdet for de ældste, og det er dem, der traditionelt set bliver udfordret mest på sommerbilledskolen. På bordet foran ham står to fugle - én udstoppet og én i træ. Han må kun tegne fuglene fra den vinkel, han kan se dem, og så skal han gøre det med en kuglepen.

Kuglepenne er ikke så populære redskaber, fordi man ikke kan slette sine fejl, og det er netop derfor, at de unge skal lære at bruge kuglepennen.

- Jeg prøver på at kæmpe mod kulturen, der handler om, at alt skal være perfekt. Børnene skal lære, at ingen streger er forkerte, og at de kan bruge deres "fejl" på en kreativ måde, forklarer kunstneren Iris Fridriksdóttir, som er underviser for det ældste hold.

Annonce
Selvom temaet i år er Sønderborg, så er der også tid til frileg med malerpenslerne. Her maler Eliza Andreasen en farvestrålende sol. Foto: Claus Thorsted

Sønderborg-tema

Underviserne på de to yngre hold har også lagt mærke til, at børnene er bange for at begå fejl på tegninger og malerier. Derfor løsner de op for børnenes kreativitet med blindeportrætter.

- Vi varmer op med blindetegning, hvor de skal tegne hinanden uden at kigge på papiret. Det er nogle rigtig sjove resultater, og børnene bliver afslappet ved at se, at alle de andre også laver fejl, fortæller Inga Momsen, der har billedskolens mellemtrin.

Efter opvarmningen kan børnene begynde undervisningen med samme udgangspunkt: at de er her for at blive bedre.

Børnenes anstrengelser munder ud i en fernisering fredag den 12. juli klokken 13:30, og temaet for udstillingen er Sønderborg.

- Vi har været oppe i Point of View-etagen på Hotel Alsik for at se byen fra en anden vinkel, fortæller underviseren for de yngste, Marie-Louise Buchholz.

Det har inspireret til en række malerier af Christian den X's Bro, men de yngste laver også spøgelser til Sønderborg Slot og våbenskjold inspireret af byens historie.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Danmark skal hænge sammen

Kan man forestille sig en situation, hvor det offentlige dropper investeringen i vejnettet i dele af landet, så borgerne selv må i gang med asfalteringen? Nej selvsagt ikke. Men faktisk er det nogenlunde en parallel beslutning, vores regering har truffet ved at ikke at afsætte midler til bredbåndspuljen i sit udspil til finanslov. Danmark er på vej til at blive næsten 100 procent digitaliseret. Det rummer mange fordele. Både i dialogen med myndighederne og i privatlivet kan det meste hurtigt og bekvemt ordnes via nettet, der samtidig giver adgang til et uendeligt univers af information og underholdning. Forudsætningen for at være en del af det moderne Danmark er hurtigt, stabilt internet. Imidlertid er det fortsat steder i landet, hvor borgerne ikke har denne mulighed. Hermed er de berørte koblet af en central del af infrastrukturen. Konsekvenserne er logiske. Unge familier vælger landet fra, hvis der ikke er net af tilstrækkelig kvalitet. Man skubber således yderligere på den affolkning, der allerede er sat ind af andre årsager. Kreditinstitutternes uvilje til at yde lån til boligkøb i den knap så tæt befolkede del af landet er i forvejen et problem. Men er der heller ikke netforbindelser af en antagelig kvalitet kan boliger på landet blive usælgelige. Samtidig er det svært at drive virksomhed uden bredbånd. Både det lille mekanikerværksted i landsbyen og den moderne landmand er afhængig af computeren. Ansvaret for netforbindelser kan man ligeså lidt som byggeri af veje eller broer pålægge den enkelte. Et eksempel fra Fyn viser således, at det kan koste privatpersoner op til godt 270.000 kroner at få etableret en individuel forbindelse med fibernet. Naturligvis skal staten være sparsommelig. Men en pulje på 100 millioner kroner er ingen kæmpepost på statens samlede udgifter, der i 2018 var på næsten 700 milliarder kroner. For borgerne kan hurtig adgang til nettet til gengæld gøre en verden til forskel. Danmark skal hænge sammen.

Annonce