Kolding: Tidligere og nuværende medarbejdere på Kolding Bibliotekerne anbefaler gode sommerbøger. Her er det Grethe Marie Laurberg Thomasen, der anbefaler.
Hvilken bog vil du anbefale som sommerferie læsning?.
Dronningen af Saba og Kong Salomon af Anne Lise Marstrand Jørgensen. Her laver hun en roman, der bygger på en fascinerende historie fra Biblen. Om handel, magt og kærlighed. Man tages med på vandring, gennem sandstorme, frygt og kampe. Men også med en tillid til egen styrke. Dronningen af Saba møder kongen af Israel, kong Salomon, der med sin magt indhyller hende med sin charme. Og hun møder ham med sine rigdomme. Det bliver en historie om lidenskabelig længsel, efter hud og kærtegn. Marstrand researcher ved selv at rejse til de lande, der engang var Sabas rige, det er en unik og spændende tilgang.
Hvilken bogoplevelse husker du tydeligst?
Engang havde jeg en drøm om at blive stewardesse. En mulighed for at se verden, at møde mennesker, at se og arbejde med forskellige kulturer. Jeg slugte bøgerne af Helen Wells, "Vicki går på vingerne", og "Vicki i knibe". Der var noget fascinerende ved det at turde rejse. Det er der stadig. Stewardesse, blev jeg ikke, men nysgerrig på verden og dens udfordringer er der stadig.
Er der en bog, du forbinder med en bestemt ferieoplevelse?
Jeg læste "De dybeste rødder" af Dronning Margrethe. Og samtidig besøgte jeg Amalienborg og udstillingen, Fra kongehusets gemmer. Det blev en wake up på, hvor meget man kan gemme på loftet, og hvor minder og historier kan flettes ind i hinanden. Man kan ikke bare smide alting ud, selv når der skal ryddes op. Derfra min verden går, som H.C. Andersen skrev.