Ribe: I 2020 indsamlede 10-årige Mikkel Madsen 14.580 kr. til Danmarks Indsamlingen, og det beløb skulle overgås i 2021.
Det må man sige han klarede med bravour.
11. januar lå hans indsamlede beløb et stykke under sidste beløbet fra seneste indsamling. 27. januar var beløbet på omkring 30.000 - omkring en uge senere lå det på 70.000 kr., men det var et endnu vildere beløb, Mikkel Madsen lørdag aften afslørede direkte på DR1 i den bedste sendetid.
- Jeg havde kvalme om morgenen og havde sommerfugle i maven hele dagen, inden jeg skulle på tv. Men det gik rigtigt godt, siger Mikkel Madsen, der før har været i fjernsynet, men aldrig direkte.
Motor Mille og Helmig
Showet foregik i Viborg, og lørdag formiddag kørte Mikkel med familie til Silkeborg til et besøg hos mormor og morfar, inden turen gik mod Viborg kl. 18.30 for at blive coronatestet.
Herefter ventede de backstage sammen med blandt andre Thomas Helmig, Johanne Schmidt-Nielsen og Mia Lyhne, ligesom Mikkel også fik hilst på Motor Mille og Silje fra Ramasjang, inden han skulle på scenen kl. 22.19.
Her fremviste Mikkel et skilt, der viste, at han havde indsamlet 128.631 kr. til coronaramte børn over hele verden.
- Mark Stokholm kom til at sige "hold nu kæft" på tv, da han så hvor stort beløbet var, griner moderen Maja Madsen, mens Mikkel forklarer, at det var sjovt at være på tv, inden familien var tilbage i Ribe kl. halv to om natten.
- Det har været helt vildt med den opmærksomhed, Mikkel har fået fra alle steder i Danmark. Vi har faktisk kun fået rosende ord og kærlige tanker og rigtigt mange kommentarer om, at det Mikkel gør er helt fantastisk for en 10-årig dreng, siger Maja Madsen.
Mikkel og Lars
Af det indsamlede beløb var omkring 27.000 samlet sammen i Ribe ved hjælp af flasker og små donationer, mens det resterende beløb er kommet igennem donationer fra Danmarks Indsamlingen, hvor alle kunne gå ind og støtte Mikkels projekt. Han endte med det højeste beløb af alle på de personlige indsamlingssider, men allerede nu ved Mikkel Madsen, at han i 2022 vil samle endnu flere penge sammen.
- Jeg skal nok lige holde et par måneders fri, inden Lars og jeg går i gang igen, siger Mikkel Madsen, der med Lars mener den tidligere landsholdsspiller i håndbold, Lars Rasmussen.
Det var ham, Mikkel fik i røret, da han i 2020 ringede ind til Danmarks Indsamlingens callcenter med sin donation, og de har holdt kontakten. Faktisk fik Mikkel flere hilsner fra Lars Rasmussen i forbindelse med lørdagens show, og de har aftalt, at de er klar til slå Mikkels rekord sammen i 2022.
Indsamling
I alt blev der ved lørdagens Danmarks Indsamling samlet 120.409.254 kr. ind, hvor temaet for indsamlingen var hjælp til coronakrisens børn.