Annonce
Tarm

Sommerhussagen: Naturfredningsforening forventer restriktiv praksis

Nina Larsen Saarnak gør det klart, af Danmarks Naturfredningsforening i sommerhussagen ikke er færdige med at se bagud. Omfanget og konsekvenserne skal kortlægges. Pressefoto
- Jeg kan ikke forestille mig, at Ringkøbing-Skjern Kommune kommer til at give tilladelse til byggeri i beskyttet natur, siger Nina Larsen Saarnak fra DN efter et møde med kommunen om sommerhussagen.

Ringkøbing-Skjern: - Det er en alvorlig sag. Kommunen har misligholdt sin forpligtelse til at beskytte naturen. Og det drejer sig om flere hundrede huse og derudover endnu flere hundrede småbebyggelser som er opført midt i noget af vores beskyttede natur.

Sådan siger leder for lokale sager Nina Larsen Saarnak, Danmarks Naturfredningsforening (DN), som mandag mødtes med Ringkøbing-Skjern Kommunes forvaltning om paragraf 3-sagen.

Sagen drejer sig om 750 sommerhuse beliggende i en række områder på Holmsland Klit, som siden 1992 har været omfattet af naturbeskyttelsesloven - uden at amt og kommune har administreret efter det.

Først i december 2018 erkendte kommunen, at naturbeskyttelsesloven skulle have været anvendt, hver gang der blev søgt tilladelse til opførelse af nye sommerhuse eller udvidelse af eksisterende huse beliggende i beskyttede naturtyper – de såkaldte paragraf 3-områder.

Siden 1992 er der givet 590 tilladelser til ny- og ombygninger af huse på arealer med beskyttede naturtyper som klithede eller strandeng.

Kommunen retter nu ind, hvilket betyder, at ejerne af de 750 sommerhuse for fremtiden skal søge dispensation, inden de populært sagt stikker spaden i den beskyttede jord.

Fagchef Lone Rossen har gjort det klart, at kommunen ikke vil dele dispensationer ud med rund hånd, men heller ikke på forhånd vil afvise alt.

Nina Larsen Saarnak hos DN forventer en meget restriktiv praksis fra kommunens side.

- Kommunen kommer til at tage dette meget alvorligt. Jeg kan ikke forestille mig, at kommunen kommer til at give tilladelse til byggeri i beskyttet natur, hvilket vil være i strid med loven. Beskyttelsen af naturen gælder, hvis de forhold, der skal beskyttes, er til stede. Loven gælder overalt i Danmark, også i Ringkøbing-Skjern. Men kommunen har ikke opfyldt sin forpligtelse til at beskytte naturen, og det er et stort problem, siger Nina Larsen Saarnak.

Hun betegner sagen som helt unik.

- Jeg har aldrig hørt om lignende sager, hvor et amt og siden en kommune i så stort et omfang har set bort fra beskyttelsen af kystnaturen, siger hun.

Kommunen forventer, at DN vil køre en prøvesag ved Miljø- og Fødevareklagenævnet, når kommunen giver dispensation til en udvidelse af et hus eller sågar til nybyggeri af et sommerhus. Dispensationen skal i givet fald gives efter en konkret vurdering af den pågældende grund, har kommunen meddelt.

- Men hvis der er beskyttede naturtyper på grunden – klithede eller strandeng – vil dispensationen til byggeri i naturen ikke kunne gives. Og det er uanset, om grunden ligger ved siden af en allerede bebygget grund. Også hvor huse skal renoveres på soklen, vil det forudsætte dispensation, fordi biler, byggematerialer og maskiner vil påvirke naturen omkring huset. Sådan er reglerne, og dem skal kommunen naturligvis overholde, forklarer Nina Larsen Saarnak.

Hun betegner mødet kommunens forvaltning som fint, men går kraftigt i rette med fagchef Lone Rossens udtalelse om, at det handler om at komme videre og ikke se bagud.

- Danmarks natur er i tilbagegang og arterne er truede. Dette er ikke en sag, vi kan tage let på. Hvis Lone Rossen havde deltaget i mødet ville hun have hørt, at DN ind til flere gange understregede, at vi langt fra er færdige med at se bagud. Vi afventer lige nu kommunens analyse af, hvor store naturområder, der er tale om, og hvad den fejlagtige administration har betydet for naturkvaliteten, og vi afventer konkrete bud fra kommunen på, hvordan dette kan kompenseres. Når vi har det overblik, kan vi gå i dialog med kommunen om, hvad der kan gøres fremadrettet, siger Nina Larsen Saarnak.

Annonce

Sommerhussagen

Sagen handler om sommerhuse beliggende på Klægdalen, Krylen, Esebjergvej og dele af Krogen i Houvig. Dele af Jakob Bondes Vej, Frans Julius Vej og Lyngsletten i Klegod, den sydlige del af Fladsbjergvej, Stormkløven og Klitsvinget i Klegod, dele af Tingodden og Søholmvej i Aargab, dele af Vesterledvej, Riskrogvej og Havbjergevej i Haurvig, samt dele af Sommervej, Skodbjergevej, Hareklit, Havvej og Sandvej i Skodbjerge. Også et område i det nordlige Hvide Sande er omfattet.

I 1992 har disse områder status som landzone, da der endnu ikke er lavet en lokalplan, der gør dem til sommerhusområde. Da naturbeskyttelsesloven vedtages i 1992, bliver arealerne, som har karakter af hede eller strandeng, med ét slag beskyttet som såkaldte paragraf 3-områder.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Tunnel bliver en klar gevinst

Tysklands rigsrevision, Bundesrechnungshof, har kørt tunnellen under Femern Bælt gennem et regneark og fundet ud af, at den faste forbindelse ikke nødvendigvis kan betale sig set fra den tyske side af grænsen. Revisionen har kalkuleret, at det vil koste omregnet godt 26 milliarder kroner at gennemføre den nødvendige udbygning af veje og jernbaner. Den udgift står muligvis ikke mål med gevinsterne fra en fast forbindelse, mener man. Dette har skabt fornyet røre om projektet blandt tyske politikere. Her har De Grønne hele tiden været skeptiske og kræver nu, at planen tages op til fornyet overvejelse. Set med danske briller minder det om den debat, der udspandt sig før byggeriet af Storebæltsbroen. Den var helt overflødig, det var så hyggeligt at drikke dårlig kaffe på DSB’s færger, og brobyggeriet kunne ødelægge vandmiljøet, lød nogle af argumenterne dengang. I dag ville næppe nogen undvære broen, der ikke kun fysisk, men også mentalt har bundet Danmark meget bedre sammen. År for år sætter trafikken rekord, og investeringen på over 26 milliarder frem mod åbningen i 1998 bliver derfor tilbagebetalt noget hurtigere end de 37 år, der oprindelig blev budgetteret med. Ganske det samme vil formentlig ske for tunellen under Femern Bælt. Naturligvis skal den slags megaprojekter gennemtænkes grundigt. Alle aspekter i forbindelse med såvel økonomi som økologi må tages i betragtning. Ikke desto mindre er der ikke nogen grund til dommedagsscenarier, viser erfaringerne fra Storebælt. Naturligvis er det en indlysende fordel for såvel Danmark som de øvrige, nordiske land, at der bliver nemmere fysisk adgang til det vigtige, tyske eksportmarked. Derfor er Danmark også villig til at finansiere tunnelbyggeriet. Men det handler ikke kun om penge. Vi har meget tilfælles med vores tyske nabo og kan inspirere hinanden til gensidig gavn. Det ved vi i det dansk-tyske grænseland. Samme oplevelse fortjener det grænseland, hvor indbyggerne indtil videre er adskilt af vand.

Annonce