SØNDERHAV: Både velviljen og interessen er til stede i lokalområdet, og nu skal politikerne i Aabenraa så tage stilling til, om der skal etableres en turbåd mellem Sønderhav og Store Okseø.
Det bliver i givet fald tale om et pilotprojekt over en periode på seks uger.
Planen er, at der skal sejles frem og tilbage to gange i timen på alle ugens syv dage. Men kun i en periode på seks timer hver dag.
Kommunen har en forhåndsaftale med skipper Palle Heinrich, der har en båd, som kan tage otte passagerer ad gangen.
Direktør Karsten Justesen fra Destination Sønderjylland er begejstret for ideen:
- Det er jo fantastisk. Vi så sidste sommer, hvordan folk valfartede til de danske øer. Der er en stor nysgerrighed efter at komme ud der, hvor der ikke umiddelbart er så tilgængeligt, siger han.
Eftersom turbåden kun kan tage otte mennesker ad gangen, er det begrænset, hvor mange der kan spadsere rundt på øen ad gangen.
- Der skal være en vis kontrol med antallet. Det er ikke sjovt at blive en del af en større festival. Men det her projekt passer godt ind i tiden og i det, vi arbejder med i Destination Sønderjylland. Så mere af det, tak, siger direktøren.
Naturen
I den kommende uge skal både teknisk udvalg og vækstudvalget i Aabenraa Kommune drøfte projektet. Det er ikke helt gratis at gennemføre de seks ugers prøvesejlads, men med en billetpris på 25 kroner ser det ud til, at kommunens bidrag kan holdes på 65.000 kroner.
Erfaringerne fra pilotprojektet skal blandt andet vise, om en øget turisme på Store Okseø kan harmonere med naturen på øen.
Sammen med Naturstyrelsen, der ejer Store Okseø, har Aabenraa Kommune lavet en større sanering af øen. De gamle faldefærdige bygninger er revet ned, og der er i stedet opsat shelter og muldtoilet.
Ved et borgermøde om sagen viste der sig at være stor lokal interesse for en eller anden form for sejlads til Store Okseø.
Cykelfærge til Flensborg
Aabenraa Kommune har allerede aftalt med Cykelfærgen Rødsand, at den hver fredag i sommersæsonen lægger til i Sønderhav på sin vej fra Egernsund til Flensborg. Der bliver også stop i Sønderhav på tilbagevejen.
Sejladsen er naturligt nok afhængig af, at grænsen til Tyskland genåbnes inden da.
Når sæsonen er slut, skal kommunen, Naturstyrelsen og de øvrige implicerede parter gøre status, og se om der er grundlag for at fortsætte sejlads til Store Okseø i sommermånederne.
Projektet kan eventuelt udvides, så båden også får et stop ved Kollund Mole.
Karsten Justesen, direktør for Destination SønderjyllandVi så sidste sommer, hvordan folk valfartede til de danske øer. Der er en stor nysgerrighed efter at komme ud der, hvor der ikke umiddelbart er så tilgængeligt.