Sonja Oppenhagen: - Kunst er lige så vigtigt som den vitaminpille, man skal have hver morgen

Fra snoreloftet kunne hun se ned på Gamle Scene og lade sig fortrylle af skuespillerne, operasangerne eller balletdanserne under sig. Allerede som barn blev Sonja Oppenhagen draget af de store dramaer, de store følelser i sangene og magien i de næsten svævende dansere.

Hun var syv år, da hun begyndte at gå til ballet, og hun hvirvlede videre rundt i stuen hjemme i lejligheden. Et par år senere blev hun optaget på Det Kongeliges balletskole, og selv om det måske allerede var for sent at forme hendes krop til en solodanserkarriere, landede hun det helt rigtige sted.

Teateret blev hendes nye hjem. Her var ingen far, der spiste piller for at sove og piller for at være vågen. Og der var ingen mor, der gemte sporene fra det ulykkelige ægteskab bag mørke briller.

- Jeg havde som barn en fuldstændig vild og voldsom fantasi, som gjorde, at jeg lavede mange ulykker og hele tiden kom galt af sted. Jeg var et uartigt barn, ikk’. Men da jeg kom ind på teatret, opdagede jeg, at alle de tanker, al den uro og den store lyst til at være i en anden verden kunne bruges konstruktivt. Det var ikke bare balletten, jeg var henført af. Det var også operaen og skuespillet. Malingen fra kulisserne, musikken, det hele. Det var magisk. For mig var det også en flugt fra mine forældres dårlige ægteskab. Jeg havde et andet sted at være, og jeg kunne gemme mig i fantasiens verden, siger Sonja Oppenhagen.

Som balletbarn brugte hun alle sine frie lørdagsaftener på Det Kongelige Teater. Hun sad i balletlogen, lige over dronningens loge, og tudede til operaerne eller lod sig rive med af dramaerne, selv om hun havde set dem så mange gange før. Alene tog hun sporvognen hjem ved 23-tiden og løb det sidste stykke frem til opgangen og lejligheden med den dysfunktionelle familie, der dog havde givet hende kunsten og musikken.

Den har også givet hende fantasien, som hun arvede fra sin fantast af en far. Og viljestyrken, der har båret hende rank gennem livet, har hun fra sin mor. Måske havde hun den allerede, da hun lå i sin mors mave og insisterede på at blive født, selv om hun ikke ligefrem var ønsket.

Sonja Oppenhagen ligner sig selv, tænker jeg, da hun rækker en albue ud til hilsen. Hun tager imod på forlaget Lindhardt og Ringhof, som netop har udgivet hendes biografi, ”Mit liv, min linedans”.

Det er egentligt noget mærkeligt noget at tænke, når jeg aldrig har mødt hende før. Men ligesom resten af Danmark kender jeg hende fra ”Min søsters børn”-filmene, fra ”Matador” og fra ”Badehotellet”.

Håret er stadig mørkt, øjnene er store, munden smilende, og stemmen lyder, som den ikke er blevet ældre, siden hun spillede smedens datter i Morten Korch-filmen ”Næsbygaards arving” i 1965. Det var to år efter, hun som 14-årig fik knust sin drøm, da hun blev smidt ud af balletskolen. Og fik opfyldt den igen, da hun bragede igennem i bedste sendetid på landets eneste tv-kanal.

Sonja Oppenhagen har haft travlt lige siden. Båret frem af en vilje, selvdisciplin og indre styrke, hun har haft, fra før hun blev født.

Som uønsket graviditet hægtede hun sig fast i sin mors skød og holdt stædigt fast på at blive født. Det blev hun en kold og mørk decemberdag i 1948. Hendes forældre giftede sig, og det blev starten på et ulykkeligt ægteskab og Sonja Oppenhagens barndom i små kår, men med grammofon og klassisk musik.

- Hver gang de satte musik på, hoppede og dansede jeg som en sindssyg. Jeg havde aldrig set en ballet dengang, men jeg bevægede mig bare og fulgte musikken. Jeg fik også forklaret en masse af den klassiske musik af mine forældre. Det er en stor gave at få, når man som barn bliver indført i musikkens verden. Musik betyder enormt meget for mig. Det ligger som en grunduddannelse i mig. Og når man er skuespiller, handler meget også om musik. Om hvordan man bruger sin stemme, om man går op, går ned, hvordan man fraserer en replik, og gør rollen mere spændende. Det er specielt i farcer, lystspil og revy, der er brug for musikaliteten, siger hun.

På snoreloftet over scenen blev hun også draget af Brahms, Beethoven, Verdi og Puccini. Store følelser, tunge dramaer og mørke toner i mol. Musikken satte gang i hendes fantasi, og den satte gang i tårerne.

- Jeg stod som barn bag kulissen og græd og græd. Og hvor er det dejligt at græde over de store følelser. Det er også det, som musik kan. Selv om jeg er lys i mit sind, drages jeg mod de voldsomme følelser på scenen. Det er en måde at dyrke den side af mig selv, siger Sonja Oppenhagen, der stadig opsøger det storladne og dramatiske, når hun går en aften i teateret eller operaen.

Der var også både tårer og store følelser, da Sonja Oppenhagen som 14-årig blev smidt ud af balletskolen. Hendes fødder var ikke stærke nok, og med ét sank hele hendes verden i grus.

- Helt realistisk, var jeg aldrig blevet en stor solodanserinde. Det er min krop ikke bygget til. Men jeg kunne måske være blevet en af korpsdanserne, der stod nede bagved, siger hun med et lille grin.

- Men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op med mig selv, jeg var 14 år, og balletskolen havde været hele mit liv. Jeg ville bare være danser. Så jeg fortsatte min hårde træning. Min barndom inden for balletten havde givet mig en enorm disciplin. Det gør, at man bliver stærk, også rent menneskeligt. Og man finder ud af, at hvis man vil opnå noget her i tilværelsen, så skal man arbejde for det. Der gik ikke mere end to måneder, så ringede en af mine tidligere lærere på balletskolen og spurgte, om jeg ville danse ”Den lille pige med svovlstikkerne”, der skulle sendes i fjernsynet juleaften. Der var et program, en tv-kanal, sort-hvid, i 1963. Vi optog det i efterårsferien, og da det blev sendt, var jeg lige fyldt 15 år, og så blev jeg verdenskendt i Danmark. Så jeg gik faktisk fra at måske have stået nede bagved på scenen til at komme helt op foran, siger hun og fortsætter:

- Jeg er sikker på, at den benhårde disciplin, jeg havde lært på balletten gjorde, at jeg ikke knækkede nakken. Hverken på at blive smidt ud eller på at blive vidunderbarn.

Hun gik ikke meget i skole inden eksamen i 9. klasse. For hun skulle hele tiden have fri til optagelser eller til træning. Senere har hun måttet lære sig det, der var nødvendigt.

Sonja Oppenhagen har levet mange liv, siger hun med et smil. Hun har været ung, smuk brud til teaterdirektøren Klaus Pagh, der havde Dirch Passer, Jørgen Ryg og Ulf Pilgaard som forlovere til brylluppet.

Nogle år efter forlod hun ham med ikke andet end to kufferter og deres fireårige datter.

Hun har været enlig mor med usikker indkomst og aftenarbejde på teatrene. Fagligt engageret skuespiller og medarrangør af demonstrationer for fred under den kolde krig. Midtpunkt i ”Super Sonjas Stylteshow”, der var både tosset og sjovt, men aldrig faldt i Bakkens publikums smag.

Mor til Oliver, der kom fra Korea. Gift med Morten og derefter Stig.

- Det har været meget forskellige liv. Jeg har altid godt kunnet lide at være herre i eget hus og selv finde ud af, hvad jeg gerne vil, og hvad jeg skal. Nogle gange har jeg måttet tage nogle store beslutninger, som jeg har stået ved. Nogle gange har jeg været nødt til at gå videre. Jeg har altid været målrettet med mig selv og vidst, at jeg ikke ville leve et liv som min mor, der var fanget i et dårligt ægteskab. Hun kom fra en hel anden opdragelse, så det ikke var muligt for hende at bryde det mønster. Men jeg vidste, at jeg ikke skulle gentage det. Men det kan være svært, der skal mod til. Det er vigtigt at have mod og tro på, at man kan klare sig selv, siger hun.

- For det liv, hun levede, var ikke et lykkeligt liv?

- Nej.

- Hvornår vidste du det?

- Det vidste jeg allerede som barn. Sådan skulle mit liv ikke være. Men jo ældre jeg blev, jo mere forstod jeg, at hun var et produkt af sin opvækst, og at det var grunden til, at hun kunne blive fanget i sådan et ægteskab. Jeg ville ikke have gjort det samme, men jeg forstår forløbet, og derved kommer tilgivelsen. Så slutter man fred med det. Jeg lærte at elske hende, som hun var. Og vi fik et godt liv sammen til sidst.

- Hvordan nåede I dertil?

- Med større indsigt. Vi er her jo for at blive klogere hele tiden. Hver dag. Og så kan man sige, at mit arbejde handler meget om at prøve at forstå andre mennesker og deres psyke, svarer Sonja Oppenhagen og afbryder sig selv med et rungende grin, inden hun fortsætter:

- Det betyder også, at man får en indsigt i andre mennesker.

Kunsten har fulgt hende hele livet. Fra de første klassiske plader, dansen, over lystspillene, tv-optagelserne til oplæsninger af lydbøger og så meget mere. Sonja Oppenhagen har tidligere sagt, at hun ikke har en Medea gemt i sin spinkle barm, men der er vist ingen tvivl om, at der gemmer sig en enorm målrettethed og styrke der. Og ikke mindst et hjerte, der banker for kunst og kultur.

- Kunst er lige så vigtigt som den der vitaminpille, vi skal have hver morgen om vinteren. Det er ikke tilfældigt, at man giver patienter musik i ørerne på hospitalerne, for man ved, at det virker healende. Det er ikke tilfældigt, at man samler israelere og palæstinensere i fælles orkestre, fordi man ved, at musikken nedbryder skel mellem mennesker. Man ser, at du er menneske, jeg er menneske, og blodet løber i både din og min krop på samme måde.

- Men desværre er der ingen, der taler om kulturen længere. Vi har lige været igennem en kommunalvalgkamp, hvor det slet ikke var et emne. Heller ikke regeringen eller oppositionen taler om kulturen. Det er trist at se, at vi er så rige og alligevel så fattige. Det hele er blevet meget materialistisk. Vi mangler kunsten og nogle åndelige vitaminer, siger Sonja Oppenhagen.