Annonce
Danmark

Sorte skyer over DF: Jagten på DF’s stemmer er gået ind i det sydjyske

DF-leder Kristian Thulesen Dahl må erkende, at der er sorte skyer over Dansk Folkeparti for tiden. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Dansk Folkeparti fik i 2015 sit bedste folketingsvalg nogensinde, men friske meningsmålinger viser, at DF kan risikere næsten en halvering 5. juni. I Aabenraa kæmper to folketingskandidater for henholdsvis Nye Borgerlige og Socialdemokratiet om DF’s vælgere i byen, hvor partiet fik størst opbakning for fire år siden.

Valgkamp: - Mojn, vi håber på et godt valg.

Forbipasserende giver hånd og støtte til Jan Køpke Christensen i Aabenraas gågade. Som folketingskandidat for Nye Borgerlige i den lokale kreds har han bidt mærke i, at der er interesse for partiet blandt vælgerne og noteret, at Dansk Folkeparti går tilbage i meningsmålingerne.

- Jeg er blevet taget godt imod blandt mange. Der er selvfølgelig også nogle, som bliver sure, når jeg deler flyers ud, men jeg mærker, at folk er trætte af den førte udlændingepolitik på Christiansborg, siger han.

Også hjemme hos den socialdemokratiske folketingskandidat Theis Kylling Hommeltoft i Aabenraa er meningsmålingerne med rød bloks fremgang blevet nøje studeret i de seneste uger.

- Socialdemokratiet har lagt en stil, som mange folk kan forstå på udlændingeområdet med at få styr på asylforholdene, og jeg tror, at vælgerne er trætte af den regeringspolitik, der bliver ført, siger han.

Den 34-årige familiefar til fire børn stiller op til folketingsvalget for første gang, og han håber på at kunne være med til at bremse Dansk Folkepartis fremgang fra det seneste valg.

- Det var uden tvivl et protestvalg i 2015 i forhold til de gamle, etablerede partier med Dansk Folkepartis fremgang, og jeg havde nok lidt frygtet, at det ville ske, fordi partiet kunne give udtryk for en land/by-problematik, siger han.

Annonce

Her fik Dansk Folkeparti flest stemmer ved folketingsvalget i 2015

1. Aabenraa: 31,8 procent

2. Sønderborg: 30,4 procent

3. Hedensted: 30,3 procent

4. Vejen: 30 procent

5. Fredericia: 29,8 procent

Kilde: KMD

- Greb ikke chancen

Dansk Folkeparti fik ved det seneste valg i 2015 over hver femte stemme og blev landets næststørste efter Socialdemokratiet. Selv om Venstre kunne generobre regeringsmagten fra Socialdemokratiet og De Radikale, måtte det borgerlige regeringsparti sige farvel til 13 mandater, mens DF fik 15 nye taburetter på Christiansborg.

En del af Dansk Folkepartis fremgang i 2015 skulle især ses i Region Sjælland uden for København og i det syd- og sønderjyske. Partiet høstede mere end 30 procent af stemmerne i fire af valgkredsene, heriblandt i Aabenraa, og Dansk Folkeparti blev størst i 11 ud af 13 af de sydjyske kredse.

- Det var lidt pinligt pludselig at skulle sige, at man kommer fra det sønderjyske. Medierne var med til at stigmatisere området med "det gule Sønderjylland", men vi skal stadig huske, at over to tredjedele jo ikke stemte på Dansk Folkeparti, siger Theis Kylling Hommeltoft.

Hos den 64-årige folketingskandidat for Nye Borgerlige Jan Køpke Christensen er der enighed om, at folketingsvalget for fire år siden var et opråb fra mange vælgere.

- Alle partier kommer frem som en protest, ved at der er utilfredshed med tingene. Det så vi eksempelvis ved brexit. I Danmark er flere vælgere skuffede over Dansk Folkepartis vage linje, og at partiet ikke greb chancen og tog ansvaret, siger han.

Jan Køpke Christensen sad i ni år i Folketinget for Fremskridtspartiet i årene 1989-1998, men da partiet forsvandt ud af Christiansborg, og Dansk Folkeparti overtog flere af vælgerne i slutningen af 1990’erne, valgte han ikke at fortsætte i DF. I stedet meldte han sig ind hos Det Konservative Folkeparti i en årrække og gik videre over i Venstre, inden han meldte sig hos Nye Borgerlige i 2016.

- Der var nogle interne uenigheder med linjen hos Dansk Folkeparti, som gjorde, at jeg ikke ville være med dér, men med Nye Borgerlige kan jeg ikke pege på noget i partiprogrammet, som jeg er uenig i, siger han.

- Men den politik som Dansk Folkeparti har lagt, med asylstramninger og grænsekontrol, er vel den samme, som I har i Nye Borgerlige?

- Nej, vi vil også have fuld grænsekontrol ud af landet modsat DF, og da flygtninge gik på motorvejen i 2015, sagde DF ikke "fuldt asylstop". Hvis de havde skredet ind, ville der ikke have været brug for os i dag, siger Jan Køpke Christensen om sit parti, Nye Borgerlige.

Optimistiske på valg

Theis Kylling Hommeltoft har til gengæld ikke meget til overs for grænsekontrollen, der foregår ved den dansk-tyske grænse 25 kilometer fra Aabenraa.

- Jeg synes, at det er en dyr symbolpolitik og uden reel effekt. Jeg vil i stedet gerne ind og gøre en forskel for sønderjyderne, eksempelvis med fokus på klimapolitikken, som der er behov for, siger han.

Frem mod valgdagen skal både Jan Køpke Christensen og Theis Kylling Hommeltoft til flere vælgermøder, og begge er optimistiske i troen på, at det bliver et godt valg.

- Aabenraa er en usikker kreds, men nu må vi se med de personlige stemmer, siger Theis Kylling Hommeltoft.

- Jeg bliver lykkelig, hvis Nye Borgerlige kommer ind, siger Jan Køpke Christensen.

I Aabenraas gågade bliver der arbejdet hos folketingskandidaterne for at få de lokales stemme. Tidligere folketingsmedlem for Fremskridtspartiet Jan Køpke Christensen stiller nu op for Nye Borgerlige. Foto: Lasse Waarsøe Witt
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce