Annonce
Esbjerg

Spænding udløst for detektorfolket: Møntskat fra Ribe øverst på årets Danefæ Top 10

Mere end 250 sølvmønter blev der i efteråret fundet på en mark mellem Damhus og Lustrup sydøst for Ribe. Denne vikingeskat fik navnet Damhus Skatten, og den ligger øverst på en netop offentliggjort top 10 liste over danefæ-fund i 2018. Foto: Sydvestjyske Museer

Ud af alt det danefæ, der er indsamlet af amatørarkæologer i Danmark i hele 2018, ligger to fund fra Ribe-kanten blandt de tre øverste. Det er Nationalmuseet og DK4, der står bag listen, hvor et stort skattefund tager førstepladsen. Hos Sydvestjyske Museer mener man, placeringen vidner om det gode samarbejde mellem museer og amatørarkæologer.

Ribe: Det har været et fantastisk år for både amatørarkæologer og arkæologerne fra Sydvestjyske Museer, og en ny top 10-liste udarbejdet af Nationalmuseet og tv-stationen dk4 vidner om, at man over hele Danmark har lagt mærke til de helt unikke fund, der er blevet gjort i nærheden af Ribe.

3. august fandt detektorfører Jean Stokholm en spansk morabetino, der er en spansk guldmønt slået af Kong Alfonso VIII af Castilien i Spanien i år 1180. Fundet blev gjort på en mark ved Gørding og kaldt en numismatisk sensation, da den var den eneste af sin art i verden, men ikke mindre sensationelt var det fund, der blev gjort på en mark mellem Damhus og Lustrup sydøst for Ribe.

Fundet af 262 sølvmønter blev kaldt Damhus Skatten, hvor man indtil da kun havde fundet 13 mønter af samme type i verden, og det er disse to fund, der begge er at finde allerøverst på årets Danefæ Top 10 liste, der fredag aften blev afsløret på dk4.

Listen er for niende år i træk udarbejdet af dk4´s Frantz Howitz i nært samarbejde med Nationalmuseet og er ventet med stor spænding af landets mange detektorfolk, og her finder man vikingeskatten fra Damhus på førstepladsen, mens guldmønten fra Gørding indtager tredjepladsen.

Annonce

Danefæ Top 10 2018

Årets Danefæ top 10 liste over de mest interessante fund fra 2018 er netop blevet offentliggjort.Listen er lavet af tv-stationen dk4 o9g Nationalmuseet og ser sådan ud:

1: Damhus-skatten 2: Guldskatten fra Hjarnø 3: Gulddenaren fra Gørding 4: Filigranfibulaen fra Nørgård Hovedgård 5: Omø-skatten 6: Korsene fra Holeby og Sønderholm 7: Guldhullet på Bornholm 8: Apollon fra Odense 9: Hovedtøjet fra Them 10: skolæstøkserne fra Askø

Ønsker man at se programmet om listen på dk4, er der genudsendelse 5. januar klokken 16.00.

Fantastisk periode

- Der var slet ingen tvivl om, at Damhus Skatten skulle have førstepladsen. Det er en skat fra det danske møntvæsens begyndelse, og man har her fundet ud af ting, man aldrig har vidst før. Man har aldrig før været så tæt på processen med det at slå mønter, så fundet er mere omfattende end nogensinde før, og mere omfattende, end man nogensinde havde turdet drømme om, siger Frantz Howitz og forklarer, at Gørding-mønten også kunne have indtaget listens andenplads, men at omfanget af Hjarnø-skatten ud fra et overordnet skøn endte med denne placering.

Hos Sydvestjyske Museer er overinspektør i arkæologi, Morten Søvsø, stolt over de to placeringer.

- Listen er et bevis på, hvor fantastisk en periode, vi er inde i hos Sydvestjyske Museer, og den viser, hvor vigtige samarbejdspartnere amatørarkæologer og detektorførere er for vore museer. De giver selvfølgelig ekstra arbejde til os, men det er på den gode måde, og fundet af skattene er en god udvikling af det samarbejde, vi har haft siden 1980'erne, siger Morten Søvsø.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

IS-medlem er inderligt uvelkommen

Et tidligere medlem af Islamisk Stat ankom mandag til Danmark, og blev straks anholdt. Manden har siddet fængslet i Tyrkiet, men blev sendt til Danmark på begæring af de danske myndigheder. Formentlig skal man være jurist for at forstå, hvorfor Danmark har bedt om at få den pågældende udleveret. Han er inderligt uvelkommen. Manden er den 28-årige Ahmad el-Haj. Han er af palæstinensisk oprindelse, men ærgerligt nok udelukkende dansk statsborger. Passet kan han derfor ikke miste. Trods det danske pas er det naturligvis grotesk at påstå, manden er vendt hjem. Danmark er ikke et hjem for mennesker, der har vendt os ryggen og direkte kæmpet mod landets interesser. Justitsminister Nick Hækkerup er blevet kritiseret for at lægge pres på domstolene i sagen om den den udleverede. Ministeren har nemlig sagt, at manden forhåbentlig bliver dømt for de forbrydelser, han har begået. Kritikken kommer fra De Radikale og Enhedslisten. Strengt taget har de ret i, at det ikke er en ministers, men domstolenes opgave at vurdere, om en sigtet er forbryder eller ej. Men ikke desto mindre er Nick Hækkerups spontane reaktion absolut forståeligt. Så skulle en domstol kende den pågældende skyldig, sker det forhåbentlig efter straffelovens paragraf 114. Den såkaldte terrorparagraf åbner nemlig mulighed for fængsel på livstid. Sanktionen er aldeles passende, hvis den 28-årige skulle vise sig at have deltaget i Islamisk Stats uhyrlige forbrydelser. Måtte han i givet fald aldrig komme på fri fod eller i hvert fald sidde i fængsel, til han er en meget gammel mand ligesom den firedobbelte politimorder Palle Sørensen. Han tilbragte 33 år bag tremmer. Ahmad el-Haj blev ifølge flere medier hårdt såret under et bombeangreb og sidder i kørestol. Han har fortalt Weekendavisen, at han inderligt fortryder sine handlinger. I betragtning af de konsekvenser hans indsats for Islamisk Stat har haft for ham selv, er det såmænd ganske muligt. Nogen formildende omstændighed er det imidlertid ikke.

Annonce