Annonce
forside

Spareøvelse Rimelige arbejdsvilkår

Kørepenge - høj sats til byrådsmedlemmer. Det er nemt at gå ind for lav sats, når man bor i Esbjerg by - med cykelafstand til Rådhuset. 90 procent af udvalgsmøderne ligger på rådhuset, og er der møde "ude af huset" kan man køre med embedsmændene.

Som byrådsmedlem - bosiddende i for eksempel Bramming eller Ribe - er det et must at have en bil til rådighed.Budgetseminar: Det første år i valgperioden, giver det god mening af holde et "todages seminar" ude af huset. Det giver mulighed for socialt at lære de andre af kende. Der er 31 personer, hvor ikke alle kender alle - og de har et ansvar for at få kommunen til at fungere ved hjælp af samarbejde. Samarbejde kører altså nemmere, når man kender hinanden. Hvis man ikke lige sidder i udvalg sammen, mødes man kun hver 14. dag til byrådsmøde. Nogle personer snakker man meget med, andre ved man næsten ikke hvem er.

Det sociale skal også prioriteres, så er det nemmere at gå til hinanden efterfølgende.Angående KL's Topmøde og KØS, må jeg medgive at ankomst onsdag aften er bedre end at køre til Ålborg torsdag morgen. De penge til en ekstra overnatning er efter min mening godt givet ud. Der betales stort deltagergebyr til disse topmøder, så det er vigtigt at være der og være der 100 procent.

Det er et must at være "på" hele dagen. Der kunne måske følges op på, om de politikere, som har tilmeldt sig, også er til stede. Det er nemt at melde sig til, men også nemt bare at blive væk. Har desværre oplevet personer, som har tjekket ind onsdag eftermiddag på hotellet og ud igen fredag - uden at have været ret meget til stede ved møderne/aftensfesten med mere.Samkørsel til diverse topmøder, ekskursioner med videre er et spørgsmål om at snakke sammen - eller rettere: Stille krav om samkørsel. Vælger man så alligevel at køre alene - kunne det være uden kørepenge.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Nordtyskland

Mange ældre er ludfattige

Leder For abonnenter

Indvandreres efterkommere fornægter ytringsfrihed: Hvad bilder de sig ind?

Det skriger til himlen. Hundredtusinder på flugt har fået lov at opholde sig i Danmark, men langt fra alle siger tak ved at respektere vores demokrati. 48 procent af efterkommerne af ikke-vestlige indvandrere mener, at det skal være forbudt at kritisere religion. Det kan man læse i Udlændinge- og Integrationsministeriets årlige undersøgelse af ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres medborgerskab. Det er rystende. De fleste af efterkommernes forældre har fået lov at være her, fordi de er flygtet fra diktaturer, hvor man kan risikere livet ved at ytre sig, tro på andet end islam, være homoseksuel eller i opposition til diktatoren. Lande, hvor individets frihed intet betyder. Vi giver deres børn alle muligheder. Og så fornægter halvdelen af efterkommerne helt grundlæggende rettigheder som at måtte kritisere alt, også religion. Hvad bilder de sig ind? Formanden for Rådet for Etniske Minoriteter, Halima El Abassi, siger, at efterkommere står uden for samfundet og ikke føler sig som en del af fællesskabet. Forfatter Tarek Hussein taler om "dagligdagens hetz" mod muslimer og siger, at den får dem til at hæve paraderne. Begge repræsenterer en offermentalitet, der ikke er til at holde ud. Den kan heller ikke begrundes i fakta. Dagen efter nyheden om efterkommernes mentale fravalg af Danmark kan Kristeligt Dagblad fortælle om en undersøgelse fra det amerikanske Pew Research Center. Man har interviewet 24.599 mennesker i 15 vestlige lande og kan konkludere, at danskerne er de tredjemest positive over for muslimer efter nordmænd og hollændere. Det er altså ikke danskerne, der ikke er tolerante. Tværtimod kan man nu med god ret spørge, hvor stor en andel af mennesker med foragt for demokratiske værdier vi vil acceptere i vores land. At stille spørgsmålet har intet med racisme at gøre, men alene med det allervigtigste: demokrati, ytringsfrihed og frihedsrettigheder. Værdier, vi skal insistere på som altafgørende i vores land. Også for vores gæster.

Annonce