Annonce
Esbjerg

Sparehug mod narkomaners kanyler: Kæmperisiko for smitte med leverbetændelse

Her ses de sidste rester af sprøjter og kanyler hos Kirkens Korshærs Varmestue i Esbjerg. Frivillig hjælper, Tina Sällberg, står med spanden, hvori stofmisbrugerne afleverer deres brugte "værktøj", når de henter nyt. Men den praksis er slut nu. Foto: Lars Stokbro
Urent "værktøj" blandt stofmisbrugere øger faren for smitte med leverbetændelse. Uden gratis, rene kanyler og sprøjter deler narkomanerne sprøjter.

Esbjerg: Aktive stiknarkomaner har gratis kunnet få udleveret kanyler og sprøjter i Kirkens Korshærs Varmestue i Exnersgade. Men det er slut nu.

Kommunen sparer årligt cirka 18.000 kroner ved at lukke for dette tilbud.

Det har givet uro med vrede narkomaner, som i afmagt råber og skriger i varmestuen. Og i enkelte tilfælde også aggressioner, som dog ikke er endt i vold.

- Det er mennesker, der har mødt modgang i livet, så nogle blev desperate og råbte og skreg, da de fik et nej. De er vant til at få gratis værktøj i varmestuen, forklarer Tina Sällberg, der er frivillig i varmestuen.

- Det giver voldsomme episoder, hvis de plejer at få stof flere gange om dagen. Når de er på grænsen til abstinenser, kan det gå galt. Vi er bange for, at det udvikler sig fysisk, fortsætter hun.

Annonce

Ex-minister pegede på gratis kanyler og sprøjter

Daværende sundhedsminister Ellen Trane Nørbys (V):

De senere årtier har der været fokus på reduktion af smitte med leverbetændelse forårsaget af deling af urene kanyler og sprøjter.
En række kommuner har ordninger med uddeling af gratis kanyler og sprøjter. Disse ordninger kan være uddeling via lokale apoteker, i automater, i såkaldte kanylebusser eller via lokale væresteder, varmestuer, misbrugscentre m.v.
Flere kommuner har desuden indført "bytteordninger’" hvor stofbrugerne skal indlevere brugte kanyler og sprøjter for at få udleveret nye.

Kæmperisiko for smitte

Lederen af varmestuen og det sociale arbejde i Sydvestjylland, Camilla Aae, bekræfter, at sygeplejerskerne ikke kan hente narkomanernes "værktøj" hos Center for Misbrug i Esbjerg længere. I en årrække har de hentet kanyler, sprøjter, vat, sprit med mere ved centret, men det blev stoppet i forrige uge af Center for Misbrug.

-Vi vil gerne finde den mest smarte måde at udlevere sprøjter og kanyler på. Og vi vil gerne motivere borgerne til at komme på Bakkevej, hvor de kan få værktøj gratis alle ugens dage samt blive motiveret til behandling, siger social- og tilbudschef Else Zippor fra kommunen, der medgiver, der også har været fokus på økonomien.

- Men det her er i småtingsafdelingen økonomisk, siger hun.

Centerleder for Misbrug, Morten Jensen, siger, at man har " tilbagekaldt" ordningen, hvor varmestuen har kunnet udlevere rent værktøj, blandt andet fordi en stor del af stofmisbrugerne ved varmestuen ikke er registeret i behandling.

- Men vi er i en proces, og det kan sagtens ende med, at man kan få sine værktøjer andre steder end hos os. Så ja, det kan godt være, at de gratis værktøjssæt kommer tilbage til varmestuen, siger centerlederen.

Allerede torsdag ventes sagen at blive drøftet på et møde mellem Center for Misbrug og varmestuen.

Dyr besparelse

Henrik Vallø (Borgerlisten) og formand for Social- og Arbejdsmarkedsudvalget ser gerne en fælles løsning på sagen.

- Måske skulle man have haft den løsning på plads, inden man ændrede på tingene. Det er nok uheldigt, at man stoppede varmestuens udlevering fra dag til dag, siger han.

Han kan frygte, at den meget lille besparelse kan ende med at blive dyr, selv om motivet har været at få flere stofmisbrugere i behandling.

- Det er vigtigt, at vi behandler vores borgere godt, siger han

Tina Sällberg, der har rejst sagen, forudser en kæmpe risiko for, at narkomaner bliver smittet med leverbetændelse via urent værktøj med blod og skidt i fremtiden.

Behandling af en narkoman med leverbetændelse koster godt 200.000 kroner. Udlevering af gratis værktøj koster cirka 18.000 kroner årligt. Et sæt værktøj koster tre kroner.

- Det er en besparelse, der hurtigt kan blive dyr for kommunen, mener Tina Sällberg.

- En af varmestuens opgaver har været at sikre nem adgang til rent værktøj, siger Camilla Aae, leder af Kirkens Korshærs Varmestue i Esbjerg og det sociale arbejde i Sydvestjylland. Foto: Lars Stokbro

Esbjergs mest udsatte mennesker

Leder Camilla Aae siger, at mangfoldig adgang til rent værktøj er afgørende for, at stofmisbrugere kan leve et værdigt liv.

- Det er de mest udsatte mennesker i Esbjerg. Vi har fokus på nye og isolerede stofmisbrugere. Her er rådgivning og rent udstyr væsentligt for at undgå spredning af leverbetændelse, fortsætter hun.

- En af varmestuens opgaver har været at sikre nem adgang til rent værktøj, som del af vores skadereducerende arbejde. Vi er brobygger til Esbjerg Kommune og misbrugscentret. Vores sygeplejerske har indtil forrige uge taget turen til Bakkevej for at pakke værktøjet, siger Camilla Aae.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Vi gør det fortsat ikke godt nok

Møgsagerne i det offentlige Danmark har stået i kø med milliardsvindel med udbytteskat, misbrug af Socialstyrelsens midler og tilsyneladende meget grove forhold hos Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse. Lokalt har vi såmænd også haft et tilfælde, hvor fire personer er blevet sigtet for bedrageri mod Sygehus Lillebælt. Alt dette til trods: Vi er fortsat verdens mindst korrupte land sammen med New Zealand. Det viser anti-korruptionsbevægelsen Transparency Internationals årlige undersøgelse af forholdene i 180 lande. Egentlig er det ikke så overraskende. Inderst inde ved de fleste danskere jo godt, at bestikkelse hører til sjældenhederne. Få borgere kunne finde på at tilbyde myndighedspersoner erkendtligheder i forventning om modydelser. Og endnu færre offentligt ansatte kunne formentlig drømme om at tage mod penge eller tvivlsomme vennetjenester. Vi har grund til at glæde os over dette forhold. Korruption er en kræftsvulst på samfundet. Den gør alt dyrere og langsommere, fordi udgifterne til korruption skal lægges oven i prisen på alle projekter, hvor man tilmed langtfra kan være sikker på, at de bedste og billigste får overdraget en given opgave. Derfor er det heller ikke noget tilfælde, at de mest korrupte lande som regel også er de fattigste med for eksempel Sydsudan, Somalia og Syrien som nationer, der både er bundkorrupte og aldeles rædselsfulde at bo i. Korruption er imidlertid langtfra kun et økonomisk problem. Endnu værre er det, at bestikkelse tærer på ethvert samfunds vigtigste kapital, nemlig tilliden mellem borgerne indbyrdes og i forhold til myndighederne. Danmark er fortsat et samfund bygget på gensidig tillid. Men ligesom vi trods førstepladsen mister point på opgørelsen over korruptionens omfang, er der også en blevet plads til en lille tvivl i mange danskeres forhold til myndighederne. Den situation er netop opstået på grund af den senere tids mange skandaler. Så jo, vi gør det godt. Men vi gør det fortsat ikke helt godt nok.

Regionalt For abonnenter

Borgmestre raser over skrottede solcelle-planer for millioner: - Det er fuldstændig vanvittigt

Annonce