Annonce
Esbjerg

Sparer op til efterskolen: Stine har slået sig på sten

Stine Bugge Fibæk er en fornuftig og fortagsom ung dame. Foto: Annett Bruhn
Stine Bugge Fibæk sælger håndmalede sten, fordi hun allerede har foræret nogle til alle dem, hun kender. Og for at spare op til efterskolen.
Annonce

Ribe: I de sidste par uger har man kunnet investere i håndmalede sten ved en selvbetjeningsbod foran Tigerbutikken på Nederdammen.

Her har der stået en gul pengekasse og ligget et sirligt udvalgt varesortiment og en lamineret hilsen fra Stine Bugge Fibæk, der er en fornuftig og foretagsom ung dame på 14 år.

Allerede sidste år sprang hun ud som selvstændig erhvervskvinde med speciale i sten, og det har vist sig at være en god forretning.

- Jeg har altid været kreativ, og sidste år begyndte jeg at male på sten. På et tidspunkt begyndte jeg at male huse på stenene, og dem har jeg lavet rigtig mange af, fortæller Stine, der bor i Gl. Ry, og som har erfaret, at hendes sten sælger bedre i Ribe end derhjemme, hvor kundekredsen begrænser sig til de nærmeste naboer.

Næste år skal Stine på efterskole, og det er hun forlængst begyndt at spare op til. I løbet af ugen har hun derfor haft sin lille bod stående foran sin mormor og morfars ejendom på Nederdammen, og det er der kommet en god sjat penge ud af.

Annonce

Sammenhold og fællesskab

- Sidste år fandt jeg ud af, at jeg ville prøve at sælge dem, for der er grænser for, hvor mange gange, man kan forære sten til de samme mennesker, fastslår Stine, der skal tage 10. klasse på Brøruphus Efterskole.

Stine Bugge Fibæk´s favoritmotiv på de små strandsten er huse. Foto: Annett Bruhn

- Jeg begyndte at sælge stenene, og det gik rigtig godt, så jeg har gjort det igen i år, og jeg har solgt for over 1000 kroner, fortæller Stine, der har prissat stenene efter størrelse, og som kører med forskellige tilbud ved køb af tre sten.


Jeg glæder mig til at møde mange nye mennesker, for jeg har altid boet i en lille by, hvor der ikke kommer ret mange andre, end dem, der bor der.

Stine Bugge Fibæk


- Jeg vil gerne på efterskole fordi jeg trænger til at prøve noget nyt, og på grund af sammenholdet og fællesskabet. Min bror har lige været på den samme efterskole, så jeg har hørt rigtig meget om det fra ham, forklarer Stine, der ser frem til at bo et nyt sted.

- Uh, det bliver spændende at flytte hjemmefra, selvom man kommer hjem i weekenden. Jeg glæder mig til at møde mange nye mennesker, for jeg har altid boet i en lille by, hvor der ikke kommer ret mange andre end dem, der bor der. Og så glæder jeg mig til at prøve en ny skoleform.

Annonce

Store planer

Stine er primært fortrøstningsfuld ved udsigten til et helt anderledes skoleår, men er klar over, at det også er en udfordring.

- Det kan godt være lidt nervepirrende at skulle ud i noget helt nyt, og det er en stor omvæltning, men jeg glæder mig mest, understreger den unge erhvervskvinde, der er på sommerferie hos sin mormor og morfar sammen med to veninder.

Brøruphus Efterskole har både en sportslinje, som Stines bror har gået på, og en kreativ linje, som Stine selvfølgelig har valgt.

- Jeg har altid tegnet og lavet akvarel, og jeg synes det er hyggeligt at sætte sig ned og høre en lydbog og nørde lidt med det kreative, siger Sine, der allerede har store planer for sin virksomhed næste år.

- Jeg skal tidligere i gang, så jeg kan få lavet nogle flere sten, for de sælger rigtig godt, og jo flere jeg sælger, jo flere lommepenge har jeg.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Trekantområdet

4. klasse-elever og lærere sendt hjem fra Kirstinebjergskolen - en smittet elev sendte klassen hjem

Annonce