Annonce
Læserbrev

Speedway: Ingen skulderklap fra JydskeVestkysten

Læserbrev: Som det nok er de fleste bekendt her i landsdelen, blev der i lørdags (den 7. september) efter en pause på syv år igen afholdt et G. P. arrangement på Vojens Speedway Center. JydskeVestkysten bragte da også en reportage herfra, men valgte udelukkende at fokusere på den sportslige side og baneforholdene.

Vel – det er da også vigtigt med disse ting, men nu gik det desværre sådan, at ingen danske kørere opnåede at komme i en af semifinalerne; og så havde man også valgt at lytte til kørernes lettere utilfredshed med banen – man havde svært ved at lykkes med overhalinger. Det afhang meget af gode starter. Negativ journalistik fra JydskeVestkystens skribent! Andre aviser (blandt andet Jyllands Posten og endog Politiken) har bragt omtale af løbet og arrangementet, og fremkommet med det som vi savner fra JydskeVestkystens side, nemlig et anerkendende skulderklap til de mange, der de sidste mange måneder har knoklet for at gøre den tilbagevendte event til den kæmpe succes som det vitterligt har været.

Jeg kan nævne adskillige: Selve afviklingen af løbet forløb helt uden et eneste styrt – ingen tilskadekomne kørere. Trafikafviklingen både før og efter løbet var god, og skabte meget få problemer. Anlæggets og faciliteternes flotte fremtoning efter en tiltrængt renovering. Overflyvning af vore naboer fra Fighter Wing Skrydstrup med 2 F16 fly – det ene endda dannebrogsflyet: Som en ekstragave fra oven havde vi næsten tørvejr hele aftenen, og sidst, men ikke mindst mellem 15.000 og 16.000 glade tilskuere fra mange lande. Vi er mange der spørger – var det ikke et par velmente anerkendende sætninger værd fra JydskeVestkystens side? Se det ville have været positiv journalistik fra landsdelens avis. Det havde nok varmet lidt ekstra hos de mange, der har arbejdet hårdt for at nå i mål med et vellykket dansk Speedway Grand Prix 2019. Ingen navne nævnt – således ingen glemt.

SVAR

På sportssiderne beskæftiger vi os nu engang med de sportslige vinkler og ikke vejr og trafikafvikling. Jeg er ikke enig, når du skriver, at vi har lagt en udelukkende negativ vinkel på arrangementet. Interviewet med Leon Madsen blev vinklet på, at han har været med til at bringe speedway-Danmark tilbage på verdenskortet. I øvrigt er det tusindtallige publikum nævnt i en reportage på jv.dk fra arrangementet. På aftenen, da artiklerne blev skrevet, var det ikke muligt at få arrangørerne til at oplyse et nøjagtigt tilskuertal.

Jonas Brønd Nielsen, sportsredaktør

Lokalredaktionen i Haderslev har mindst to gange har lavet opslag med det store forarbejde til sæsonen, som de frivillige har gjort i Vojens. Vi har også lavet nyhedshistorier på billetsalget. Da der var Liga-løb i august for første gang siden 2015, havde vi en reportage derfra under løbet med fokus på de frivillige. Og i lørdags havde vi altså over 6.000 mennesker til Stafet for livet i Haderslev, hvor vi havde to mand ude. Men vi havde skam også en mand i Vojens for at lave en optakt fra rådhuscenteret, hvor et par speedway-stjerner optrådte. Dertil kommer den sportslige dækning oveni. Jeg tror såmænd, vi har gjort, hvad vi kan.

Lars Fahrendorff, lokalredaktør i Haderslev

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Forløb om udligning er uskønt

Selvom Danmark er et lille land, er der betydelig forskel på de økonomiske vilkår i de enkelte lokalområder. Derfor er det sund fornuft med kommunal udligning, så borgerne kan få i hvert fald nogenlunde ens levevilkår, uanset om de bor i et velhaverområde nord for København eller i en kommune, der for eksempel er udfordret af mange ældre, plejekrævende borgere og lave husstandsindkomster. Ordninger af denne karakter vil nødvendigvis skabe splid. Nogle kommuner vil føle, de skal aflevere for meget, mens andre oplever at modtage for lidt. Men for at acceptere ordningen er det i det mindste nødvendigt, at man lokalt kan forstå den. Her er det tilsyneladende gået helt galt med regeringens udspil til en udligningsreform. Flere borgmestre erkender, at de ganske enkelt ikke begriber resultaterne, selv om regeringen lidt efter lidt er rykket ud med flere detaljer og regnestykker. De frustrerede borgmestre får opbakning fra professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh, der kalder forløbet rodet og kaotisk. Bedre bliver det ikke af, at der undervejs havde sneget sig en regnefejl på 200 millioner kroner ind i udspillet. Fejlen er erkendt, undskyldt og rettet. Men ellers mener Socialdemokratiets finansordfører, Christian Rabjerg Madsen, at alt er i bedste orden. Processen har været som ved foregående udligningsreformer, og ingen tal bliver holdt hemmelige. Per Nikolaj Bukh mener til gengæld, at informationerne er kommet for langsomt og kun afleveret under pres. Han foreslår derfor, at den store reform bliver sat på pause. Ligefrem at standse et så omfattende projekt midt under forhandlingerne er nok at gå en kende for vidt. Men det ville klæde regeringen at erkende, at håndteringen har været uskøn, hvilket da også har fået De Konservative og Liberal Alliance til at forlade forhandlingsbordet på grund af manglende informationer, mens Venstre kun tøvende mødte op – ligeledes fordi partiet, følte de på forhånd vidste for lidt.

Kolding

Mere regn på vej: Beredskab holder ekstra øje med vandstand i Kolding efter oversvømmelser

Annonce