Annonce
Sønderborg

Spejdere tjente 18.000 på indsamling af juletræer

De indsamlede juletræer blev til flis. Privatfoto 
KFUM-spejderne i Høruphav oplevede en kæmpe opbakning til deres juletræsindsamling i weekenden.

Høruphav: Hvert år indsamler KFUM-spejderne i Høruphav juletræer fra hustande, der har lagt deres brugte juletræer ud til vejen sammen med mindst 30 kroner.

Opbakningen til juletræsindsamlingen var i år større, end den plejer. Spejderne fik nemlig indsamlet 450 juletræer og 18.000 kroner. Normalt indsamler spejderne omkring 13.000 kroner på juletræsindsamlingen.

- Vi er meget glade for, folk har givet os den ekstra støtte. Det er helt overvældende. De fleste har givet mere end 30 kroner, og mange har overført penge, selvom de ikke havde et juletræ, de skulle af med, siger Brian Johannsen, der er bestyrelsesmedlem i spejdergruppen og ansvarlig for juletræsindsamlingen.

Svært 2020

De fleste havde overført pengene på mobilepay, inden juletræsindsamlingen fandt sted lørdag i sidste weekend.


Vi er meget glade for, folk har givet os den ekstra støtte. Det er helt overvældende.

Brian Johannsen, KFUM-spejderne


Støtten betyder meget i spejdernes kasse, da 2020 har været et svært år for den frivillige forening. Det meste af spejdernes kontingent går til korpset, så de årlige indtægter til spejdernes arbejde kommer fra Nord-Als Musikfestival, hvor spejderne hvert år har et madtelt, et julemarked og juletræsindsamlingen. Da både festivalen og julemarkedet blev aflyst, har spejderne mistet indtægter.

- Derfor havde vi ekstra meget brug for opbakning til juletræsindsamlingen. Derfor er vi glade for, at folk har taget vores opfordring til efterretning og støttet os, siger Brian Johannsen.

Pengene kommer til at gå til spejdernes driftsudgifter samt til en opsparing, der skal bruges til en bålhytte.

Frivillige spejderne brugte lørdagen på at samle 450 juletræer ind i Høruphav-området. Privatfoto