Annonce
Sport

Spillerformand om Ølands afsked: Brug for friske øjne

Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Efter godt 22 år med Mads Øland er der behov for fornyelse i Spillerforeningen, mener bestyrelsesformanden.

Der er behov for fornyelse i toppen af Spillerforeningen.

Sådan lyder bestyrelsesformand Jeppe Curths forklaring på, at den mangeårige direktør, Mads Øland, stopper som frontfigur for fodboldspillernes fagforening. En beslutning, der er truffet på bestyrelsens initiativ.

- Det er et ønske om at se tingene med friske øjne. Det er ikke unormalt, når Mads har været der først som formand og siden direktør i 30 år.

- Samtidig er der kommet flere og flere opgaver til Mads, og derfor har vi omstruktureret, så vi kan bruge kompetencerne bedst muligt, siger Jeppe Curth.

Øland blev direktør i 1997 efter syv år som formand for foreningen. Hans opgaver er foreløbig overgivet til Michael Sahl Hansen, der også er direktør for Håndbold Spiller Foreningen.

- Mads Øland er stadig en del af Spillerforeningen i internationalt regi, hvor opgaverne bliver flere og flere.

- Men som direktør er vi blevet enige om, at vi skal have nye øjne på. Det bliver så Michael Sahl Hansen, og det er ganske udramatisk, fastslår Jeppe Curth.

Den afgåede direktør har været en kontroversiel skikkelse i det danske idrætsmiljø, hvor hans rolle i flere konflikter mellem spillere og forbund har været til diskussion.

Men Ølands polariserende stil har ikke været årsag til ønsket om at skifte ud på posten.

- Det er ingen tvivl om, at bølgerne nogle gange går højt i forhandlingssituationerne. Det ser jeg kun som et sundhedstegn.

- Men der er også en væsentlig forskel på, hvordan det er blevet fremstillet i medierne, og hvordan det har været internt, siger Jeppe Curth.

Han peger på, at Øland før jul i ro og mag fik en ny overenskomst på plads med Divisionsforeningen.

Afløseren, Michael Sahl Hansen, er foreløbig ansat som midlertidig administrativ chef og skal lede arbejdet med at omorganisere foreningen.

- Før har det baseret sig meget på én person, og det kan godt være, at det fremover bliver en bredere struktur, siger Jeppe Curth.

Formanden har ikke noget bud på, hvornår en ny struktur er på plads, men han åbner for, at Michael Sahl Hansen kan blive den permanente frontfigur i den nye ledelse.

- Processen kan komme til at vare et stykke tid. Michael Sahl har gjort det særdeles godt indenfor håndbold, og nu har vi trukket ham over, så han kan arbejde med de ting i Spillerforeningen, lyder det fra formanden.

Mads Øland tiltræder i stedet som administrerende direktør for CSPPA, som er den internationale spillerforening i Counter Strike.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Esbjerg

Ribe Boldklub hædrede fire ildsjæle

Leder For abonnenter

Ingen grund til Corona-panik

Så er dét sket, som vi længe har vidst var overvejende sandsynligt: Coronavirus er kommet inden for landets grænser. En medarbejder ved TV2 har været på ferie i Italien og har med sig hjem fra skiferien bragt virussen, og nu træder det danske virusberedskab i kraft. Det må vi have tiltro til, men allerede nu meldes om butikker, der tømmes for håndsprit, og andre reaktioner, som kunne være forløbere for egentlig panik, og det er der ingen grund til. Omend mange er døde af Coronavirusen særligt omkring epicentret i millionbyen Wuhan i Kina, er den ikke, som vi også forleden bemærkede på denne plads, særlig farlig. Det foreløbigt største studie af den nye Coronavirus, Covid 19, fra Kina viser, at der er en dødelighed på 2,3 procent hos en gruppe smittede, hvor eksempelvis den for nogle år siden så frygtede SARS-virus havde en dødelighed på ti procent. I farlighed minder Corona altså mest om en almindelig influenzavirus, og derfor skal vi heller ikke gå i panik og lukke landet ned, fordi smitten nu er kommet inden for landets grænser. Coronavirus smitter mellem mennesker nøjagtig som influenza gør, det vil sige ved nys og host samt ved direkte kontakt. Det betyder også, at man skal opføre sig nogenlunde på samme måde. Undgå at være for tæt på mennesker, der nyser og hoster, samt sørge for en god håndhygiejne. Som altid er ældre og svagelige særligt udsatte, mens børn ikke ser ud til i særlig grad at blive ramt. Selvfølgelig er det angstprovokerende, når vi i en globaliseret og rejselysten verden rammes af en virus, der indtil videre ingen vaccine er imod. Men alt tyder på, at denne virus er relativt harmløs, og udviklingen i Kina er sådan, at antallet af nye smittede har været faldende siden januar. Faldet er kommet, efter den kinesiske stat i begyndelsen groft undertrykte redelige lægers opråb om et problem, men efter man opgav at lyve herom, ser det ud til, at man er ved at få styr på situationen. I et åbent og oplyst samfund som det danske, er vi heldigvis fri for den slags mummespil.

Annonce