Annonce
Varde

Sporløst forsvundet: Har du set hunden Ksenon?

Normalt kan Ksenons ejere godt kalde ham til sig, selv om han løber uden snor. Men på en gåtur tirsdag eftermiddag løb han efter nogle dyr, formentlig hjorte, og siden da har han været forsvundet. Privatfoto
Tirsdag sidst på eftermiddagen forsvandt Ksenon på en gåtur omkring Ål Præstesø ved Oksbøl. Siden da har hans ejere ledt efter ham uden held.
Annonce

Oksbøl: Han er forsvundet uden den mindste skygge. Sådan lyder det fra Izabela Wszelaki og hendes mand, Cezary Wszelaki, der forgæves har ledt efter deres elskede hund, Ksenon, siden tirsdag eftermiddag, hvor han forsvandt på en gåtur omkring Ål Præstesø ved Oksbøl. Nu håber de, at folk i området vil være med til at holde et vågent øje efter den 11 måneder gamle hund.

- Vi er så kede af det. Han er et familiemedlem, og han er så sød og rar. Hvis vi får ham hjem igen, så får han aldrig lov til at smutte igen, siger Izabela Wszelaki, der bor med sin mand og to hunde i Alslev.

Egentlig var det meningen, at Cezary Wszelaki tirsdag ville gå en tur med Ksenon i Oksbøl Hundeskov, men da der var rigtigt mange børn i området, valgte han i stedet at gå ved Ål Præstesø, der ligger tæt ved. Området her er ikke indhegnet, men Cezary Wszelaki valgte alligevel at lade Ksenon løbe frit. Han plejer nemlig altid at komme tilbage, når man kalder på ham.

- Han er stadig lidt hvalp, så han kan godt rende lidt rundt, men han plejer at komme igen. Man må meget gerne prøve at kalde ham til sig, hvis man ser ham. Han kan se lidt farlig ud, men han er så sød, særligt ved børn. Man kan også godt holde ved hans halsbånd, siger Izabela Wszelaki og tilføjer, at navnet Ksenon udtales "Senon".

Annonce

Mystisk forsvinden

På gåturen løb både Ksenon og familiens anden hund på fem måneder frit. Da de fik øje på en flok dyr, formentlig hjorte, løb de begge afsted. Cezary Wszelaki kaldte dem begge til sig, og hurtigt kom den yngste hund retur. Men der var intet spor efter Ksenon. Da var klokken omkring 17-17.30.


Om natten er det ikke længere så varmt, og han har ikke særligt meget pels. Han er en rigtig indehund.

Izabela Wszelaki


Efter at have ledt i halvanden time ringede han til Izabela Wszelaki, og de ledte efterfølgende sammen, indtil det blev for mørkt. Hele onsdag ledte de så igen, både på gåben og cykel, og torsdag vil de igen søge i området. Håbet begynder dog at briste lidt.

- Vi aner ikke, hvor han er løbet hen. Det er første gang, det sker. Vi undrer os over, at han ikke er vendt tilbage til søen eller hundeskoven, for der har han været tusindvis af gange, og han kender området. Vi har også haft vores anden hund med, så han kunne dufte hende, siger Izabela Wszelaki.

Annonce

En rigtig indehund

Både hun og hendes mand er meget bekymrede for Ksenon, som de fik i december. Særligt, hvordan den unge hund klarer nætterne, fylder tankerne.

- Om natten er det ikke længere så varmt, og han har ikke særligt meget pels. Han er en rigtig indehund, siger Izabela Wszelaki.

Ksenon er en Miniature Bull Terrier. Han er 11 måneder og beskrives som glad, frisk og venlig. Han er sort og hvid med enkelte brune pletter. Hans ryg er helt sort, mens halen har en hvid spids.

Ksenon har halsbånd på med både navn og telefonnummer.

Har man set, eller ser man Ksenon, kan man kontakte Izabela Wszelaki på telefon 42316757.

Izabela Wszelaki ved godt, at Ksenon for nogle kan se lidt farlig ud. Men hun forsikrer, at han er sød og rar. Miniature Bull Terrier beskrives normalt som stædige, livlige og meget venlige. Privatfoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce