Annonce
Sport

Sportschefen holdt samtaler med spillerne efter meldinger om uro

Mandag morgen bragte Ekstra Bladet en historie om, at der angiveligt er utilfredshed med Claus Nørgaard i spillertruppen. Sportschef Hans Jørgen Haysen holder mandag formiddag individuelle møder med spillerne. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Mandag var en speciel dag i SønderjyskE. Sportschef Hans Jørgen Haysen holdt individuelle samtaler med alle spillerne, efter at Ekstra Bladet mandag skrev om uro i spillertruppen.

Haderslev: Ramon Rodrigues kommer rundt om hjørnet i sit mørkeblå træningstøj.

- Next, siger han.

Simon Poulsen rejser sig fra sofaen i foyeren, rejser sig og går mod sportschef Hans Jørgen Haysens kontor.

Der er livlig trafik i Haderslev Idrætscenter mandag formiddag. Spillerne skiftes til at gå ind på Hans Jørgen Haysens kontor til en samtale.

I dag skulle der have været to træningspas. Det første klokken 10.15 og det næste klokken 14.15. Træningspasset denne mandag formiddag er styrketræning, så spillerne en efter en kan forlade styrkelokalet og tage trapperne op til sportschefens kontor.

Annonce

Aflyst træningspas

Baggrunden for spillersamtalerne er, at Ekstra Bladet mandag bragte en historie om, at der angiveligt skulle være uro i spillertruppen.

Flere fremtrædende spillere skulle være utilfredse med træner Claus Nørgaard. Utilfredsheden er ifølge Ekstra Bladet blandt andet kommet til udtryk ved, at anfører Marc Pedersen og en anden spiller forlod en træning i begyndelsen af oktober, efter SønderjyskE tabte 1-4 til FC Nordsjælland.

Møderne med spillerne ender med at trække ud. Klokken 14.15 er der stadig mødeaktivitet på Hans Jørgen Haysens kontor. Derfor aflyses det andet træningspas på en usædvanlig dag for SønderjyskE-spillerne.

Klokken 14.30 kommer Niels Lodberg ud. På det tidspunkt har Haysen holdt møde med først målmændene, så forsvarsspillerne, midtbanespillerne og angriberne og nu altså assistenttræneren.

Fuld opbakning

Klokken 18.11 melder klubben ud på sin hjemmeside, at spillertruppen har udtrykt opbakning til Claus Nørgaard.

- Når der står den slags, er vi nødt til at tage det alvorligt, og derfor har spillerne haft mulighed for at fortælle, hvordan de oplever tingene her i klubben. De kan dog heller ikke genkende det billede, der bliver tegnet i avisen, og derfor har der hele vejen rundt været opbakning til cheftræneren, og det havde jeg også forventet, siger Hans Jørgen Haysen til klubbens hjemmeside.

Episoden, hvor Marc Pedersen gik ind fra en træning, handlede ifølge Marc Pedersen ikke om utilfredshed med træneren.

- Det er korrekt, at jeg er gået ind fra en træning, men det var på en dag, hvor jeg var sløj og mentalt ramt af personlige årsager, og jeg sad også over de næste to dage. Jeg beklagede samme dag til Claus, og så var den sag egentligt ude af verden for vores vedkommende, siger Marc Pedersen til klubbens hjemmeside.

Klubben skriver i øvrigt, at episoden fandt sted efter 3-0-sejren over Vejle og ikke efter kampen mod Nordsjælland.

De øvrige episoder affejes.

Marc Pedersen forklarer, at han valgte at trække en ekstra mand ned i forsvaret mod Nordsjælland, men at det falder ind under hans beføjelser som anfører.

Kees Luijckx forklarer, at han nogle gange har sagt ting til holdkammerater og træner, men at det har været almindelig frustration i et omklædningsrum.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Kan vi i det mindste få ærlig kommunikation?

Det lover simpelt hen ikke godt for regeringens troværdighed. I ni ministerier har man skiftet kommunikationschef efter valget. I syv tilfælde er der blevet ansat en kommunikationschef, der træder ind ad døren med et cv præget af tætte personlige eller politiske relationer til den socialdemokratiske minister, der netop har sat sig til rette i ministerkontoret. Der er tale om tidligere personlige rådgivere, valgkoordinatorer og politisk frivillige i valgkampe. Det er dog et tilfælde, insisterer regeringen. Et helt ufatteligt tilfælde, fristes man til at tilføje. Alt er gået rigtigt til. De bedste er valgt, i hvert eneste tilfælde. Og ministrene har overhovedet ikke blandet sig. Hedder det sig. I Danmark er embedsmandskorpset ikke politisk udpegede. Der er godt nok en tendens til, at politikere omgiver sig med flere og flere rådgivere, men kommunikationschefer i ministerier er ikke rådgivere. De er embedsmænd, de arbejder for staten og dermed for borgerne. De får løn af statskassen. De er ikke socialdemokrater eller noget andet - de er upolitiske. Det er derfor, at ansættelserne af de syv kommunikationschefer stikker sådan ud. Det er derfor oppositionen - ført an af Ole Birk Olesen, Liberal Alliance, i en stadig mere og mere kontant retorik insisterer på at få svar fra ministrene på spørgsmålet: Er alt gået rigtigt til? Man forstår den stigende irritation, som bortforklaringerne fortsætter. Det er en dybt beklagelig udvikling. Det er muligt, at politikere har brug for mere og mere politisk rådgivning, og derfor har behov for politiske rådgivere. I så fald er det rådgivere, de skal ansætte, og det skal selvfølgelig ske transparent for alverden. Stå ved det, tag det efterfølgende politiske slagsmål i Folketinget, for ærligt talt vil det være en kamp, der er til at klare. Uanset hvad der siges lige nu på tværs af folketingssalen, vil den næste regering formentlig ansætte endnu flere politiske rådgivere, end denne har gjort. Sådan er trenden. Men vær dog ærlig. Drop skuespillet. Hellere politisk udvalgte kommunikationschefer end fordækte udnævnelser, der skaber tvivl om afsenderen på de budskaber, som vil komme ud af samtlige ministerier de kommende år.

Annonce