Annonce
Billund

Sportsforældre: Peter Vesti solgte sin gård for at betale sønnens Formel 1-drømme

Frederik Vesti har vundet over 300 pokaler i sin foreløbige motorsportskarriere, og størstedelen af dem er samlet på faderens autoværksted i Filskov. Begge forældre oplever, at deres søn sætter pris på støtten fra den nære familie. Foto: André Thorup

Frederik Vesti har baglandet på sin side, når han i de kommende år forsøger at nå helt til tops i motorsporten.

Filskov: Det er efterhånden seks år siden, at Peter Vesti og Vivian Vesti Stamm gik fra hinanden som par, men de er stadig i høj grad sammen om at støtte deres søn Frederik Vesti. I en alder af 16 år er han kommet rigtig langt med motorsport og har målrettede ambitioner om at køre Formel 1 om nogle år.

- Vi har heldigvis altid været enige om, at vi støtter Frederik i at indfri hans sportslige mål. Hvis vi ikke kunne få det til at fungere fornuftigt med hinanden, så ville det også gå ud over ham, og det må ikke ske, siger Peter Vesti og suppleres af sin tidligere hustru:

- Jeg synes, vi er rigtig gode til at kombinere tingene, for der er en del, som kræver koordination. Frederik er en følsom dreng, og hvis han ikke er i balance, kan han ikke køre optimalt, så det er nødvendigt, at vi er fælles om det, siger hun.

Sjældent bliver 'rollefordelingen' nævnt med ord, men forældrene er begge klar over, hvad de hver især giver til deres fælles søn. Faderen er nærmest altid med ham på farten, når han som i år er en del af den tyske Formel 4-serie, mens moderen primært sørger for, at rammerne er i orden.

Annonce

Sportsforældre

De bruger ofte masser af tid og penge på, at deres børn får udlevet deres drømme, men bliver også til tider beskyldt for at 'pace' dem frem.Forældre til elitesportsbørn er et folkefærd, som mange har en holdning til, men de færreste i virkeligheden kender.

I en artikelserie vil vi sætte fokus på, hvad det kræver at gå hele vejen for sine børn i sportens verden.

Sønnen har fået en rigtig god teknisk forståelse for både biler og gokarts via en masse timer på værkstedet gennem sin barndom. Foto: André Thorup

Brug for rolig base

Indtil denne sommer boede begge forældre i Filskov, men efter at Frederik blev færdig på Filskov Friskole, rykkede Vivian Vesti Stamm til Vejle, hvor Frederik er flyttet med og studerer HTX på det lokale campus' sportscollegelinje. Når han hverken er i skole eller på farten, som for sidstnævnte sker tit med op mod 70 rejsedage om året, slapper han af i trygge omgivelser hos moderen.

- Frederik har brug for en base, hvor der bare er ro og ikke foregår så mange ting omkring ham. Så når han er hjemme, hygger vi os bare, siger hun og tilføjer:

- Jeg kan se i øjnene på ham, hvor meget han vil det, og jeg følger med så godt, jeg kan. Han trives, og den menneskelige balance i hans liv er det, jeg fokuserer mest på. Det rent sportslige styrer Frederik og hans far.

Peter Vesti har i mange år været vant til, at Frederik nærmest dagligt kom forbi hans bilværksted Vesti Auto for at 'rode' med alt lige fra motorer til gearkasser. Sådan er det ikke længere efter sønnens flytning til Vejle, og faderen lægger ikke skjul på et vist afsavn, omend han også ser det som en del af Frederiks naturlige udvikling ved at blive mere voksen.

- Heldigvis kan jeg stadig hjælpe ham med mange ting, og jeg kender ham så godt, at jeg lægger mærke til detaljer, som hans team ikke nødvendigvis gør. Jeg synes, det er fedt stadig at gøre en forskel, siger han.

Frederik Vesti har to 'halvsøskende' på sin mors side, som også er interesserede i motorsport. Foto: André Thorup

Gårdsalg for Frederik

Sidste år gjorde faderen i allerhøjeste grad en forskel for sin søn, da han solgte sin gård ved Filskov for at være med til at finansiere sønnens sportslige ambitioner. Et særkende ved motorsporten er således, at millioner er nødvendige på det niveau, hvor sønnen nu befinder sig.

- Jeg har aldrig været i tvivl om, at Frederik når langt, og derfor var jeg nødt til at give ham den økonomiske opbakning, jeg kunne, siger Peter Vesti, som nu i stedet bor i en andelsbolig på 95 kvadratmeter i Filskov.

Han påpeger dog, at de som forældre ellers ikke har haft mulighed for at give sønnen de samme økonomiske muligheder til sporten som mange af konkurrenternes mere velbjærgede familier.

- Da han i sin tid startede med gokart, gik vi i skrotcontainere og fandt kasserede dæk, så han har lært at arbejde med et begrænset materiale, som kun har gjort ham bedre, siger faderen.

Med tiden er der blevet opbygget et solidt sponsornetværk omkring sønnen med hans manager i spidsen, men tidligere har Frederik også selv været med til at skaffe penge, som ifølge forældrene er et tegn på, at deres søn er gået forrest for at nå sine mål.

- Vi har aldrig presset Frederik til noget med sin sport. Det kommer fra hjertet, at han vil det, og vi har altid hjulpet til på hans side, siger faderen og giver et eksempel fra sidste år, hvor sønnen skulle deltage i et Formel 4-løb i USA, men manglede penge til turen:

- Efter en skoledag, hvor det virkelig regnede, var han rundt i Filskov i over tre timer. Da han kom tilbage helt drivvåd, havde han det største smil på læberne, fordi han havde skaffet 55.000 kroner.

Nervøs mor

Motorsporten har Frederik Vesti fra sin far, som har kørt på relativt højt niveau i rallybiler og efter eget udsagn stadig er en 'hobbytosse'. Han kender således sporten indefra, mens det forholder sig noget anderledes for moderen.

- Jeg har faktisk aldrig brudt mig om sporten, men det løb er kørt, siger hun.

I dag lever Vivian Vesti Stamm således afklaret med, at Frederik gik i sin fars fodspor. Hun har dog ikke noget behov for at se alle løb fra tætteste hold, selvom hendes søn heldigvis aldrig har fået andet end nogle mindre knubs bag rettet.

- Jeg kan mærke op til løbsweekender, at jeg bliver nervøs og ikke rigtig kan holde det ud. Alle følelser er på spil hver gang, og jeg kan blive rigtig bange, siger hun og tilføjer dog:

- Men jeg er vokset med opgaven og er mere tryg ved sikkerheden end tidligere. Jeg har set mange af hans konkurrenter køre galt, hvor de ikke er kommet noget særligt til.

Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Et ja er et ja og binder alle partier i et forlig

Seks partier står bag. Seks partier fra Dansk Folkeparti til SF gik sammen og fik forhandlet et budget hjem – fint og uden de store problemer i øvrigt. For modsat naboerne i Haderslev og større kommuner som Kolding og Esbjerg er der styr på økonomien i Aabenraa. Ikke store og uhyggelige besparelser på børn, unge og ældre her. Tværtimod blev der råd til blandt andet at give skolerne lidt ekstra. Det var dog også helt nødvendigt. Penge til de ældre var der ikke, og det har fået kommunens seniorråd til i et høringssvar til budgettet at komme med dette krav til politikerne: Send flere penge, tak. ET NATURLIGT KRAV, for det er jo nærmest det, rådet er dannet for. At skabe så gode betingelser for kommunens ældre som muligt. Herunder at forlange flere penge i forbindelse med budgetforhandlinger. Kravene bliver ikke efterkommet, selv om byrådets populist par excellence, viceborgmester Ejler Schütt, selvfølgelig ikke kunne dy sig. Jamen, det må vi da se på, lød det sammenfattende fra DF’eren til jv.dk og JydskeVestkysten i begyndelsen af ugen, da vi skrev om Seniorrådets ønsker, og han understregede sin pointe ved at foreslå et møde i forligsgruppen inden for et par uger. Hvorfor sige nej til politisk sympati fra nogle vælgere, når muligheden nu bød sig? Nej vel, dertil er Ejler Schütts politiske næse alt for veludviklet. TIL GENGÆLD VAR der ikke megen respekt eller sympati at hente hos borgmester Thomas Andresen (V). – Undskyld mig, men hvor skal pengene komme fra, lød det nærmest arrigt fra borgmesteren, der bestemt ikke ser nogen anledning til at indkalde forligspartierne igen. Socialdemokratiets nye gruppeformand og nyudnævnte borgmesterkandidat, Erik Uldall Hansen, lod sig ikke friste. Også han står bag det forlig, partiet har givet og taget i. Selvfølgelig gør han det. – Vi har valgt, at børnene og folkeskolerne skulle have, sagde Uldall Hansen som begrundelse. Godt for det. Et ja er et ja, og et forlig er et forlig. Det ville tendere det useriøse at genåbne budgettet, blot et par uger efter det blev underskrevet, fordi man lige kom i tanke om, at der var nogle vælgergrupper, der ikke havde fået. Som om de var glemt. SÅDAN KAN DET POLITISKE arbejde ikke foregå. Nok er den økonomiske situation i Aabenraa fin, nok er der råd til lidt ekstra i 2020, men Aabenraa var for omkring et årti tilbage igennem store og voldsomme besparelser, og en gentagelse af dengang ønsker ingen i byrådet. Slet ikke ved at ødsle i gode tider. Derfor får Seniorrådet et klart nej til sine ønsker om flere penge. Og Schütt må naturligvis stå bag det forlig, han på sit partis vegne har indgået med Venstre, Socialdemokratiet, Slesvigsk Parti, De Konservative og SF. Eller vælge at træde helt ud. Borgmesteren behøver ikke DF’s stemmer i byrådssalen. Men så langt går Ejler Schütt selvfølgelig ikke, og det var heller ikke tanken bag hans udmeldinger. Han fiskede såmænd bare efter lidt sympati. GOD WEEKEND

Sydjylland

Hjertestop-ordning har klaret sig over al forventning: Nu overvejer regionen at skrotte den

Annonce