Annonce
Sport

Sportslig nedtur i Esbjerg Vikings får konsekvenser

Ib Pedersen stopper som holdleder for Esbjergs ligahold i speedway. Ny mand ved roret bliver Tom Paarup Madsen. Foto: Benny Skou

Tidligere så succesrige Ib Pedersen får ikke lov til at fortsætte som holdleder og erstattes af Tom Paarup Madsen, der var assistent i denne sæson og tidligere har været chefmekaniker for Nicki Pedersen.

Når Esbjerg Vikings igen skal jagte sejre på Granly Speedway Arena, bliver det for første gang siden 2011 ikke med Ib Pedersen som holdleder. Efter en resultatmæssig ekstrem skuffende sæson har han valgt at takke nej til tilbuddet om at fortsætte i en rolle som sportschef, og dermed siger han farvel til Esbjerg Motorsport.

- Vi har rigtigt meget at takke Ib Pedersen for, og jeg havde meget gerne set ham fortsætte omkring holdet, fordi han har stor viden og erfaring. Vi har dog også valgt, at vi definere vores arbejdsområder lidt skarpere, så vi ikke kunne tilbyde ham at fortsætte som holdleder, og jeg har stor respekt for, at Ib Pedersen vælger at takke nej, fordi han mener, at det er en bedre løsning. Det vidner om en professionel tilgang til tingene, og det er sådan, vi kender ham, siger den nye direktør i Esbjerg Motorsport, Lars Guldager Dyhr, der har taget fat på arbejdet med at forme holdet og staben til den kommende sæson.

Ib Pedersen ser dog tilbage på sin tid i Esbjerg med stor glæde.

- Vi har i forbindelse med sæsonafslutningen haft en god og åben dialog, og selvom jeg godt kunne tænke at fortsætte som holdleder, så kan jeg også godt se, at det er et godt tidspunkt at ryste posen på. Nu tager jeg som udgangspunkt et sabbatår, men jeg er sikker på, at jeg tit vil komme til speedway på Granly Speedway Arena, hvor jeg stadig føler mig meget velkommen.

Annonce

Top tre er målet

Nu mand i spidsen for Esbjerg Vikings bliver Tom Paarup Madsen, der i denne sæson har været assisterende holdleder og tidligere har været chefmekaniker for Nicki Pedersen.

- Vi skal ud at vise, at vi hører med i toppen af dansk speedway, og vi er meget afklarede om, at vores målsætning er en plads i top tre. Derfor skal vi have en sammensat en stærk og harmonisk trup, hvor evnerne på banen ledsages af en god ånd i ryttergården. Vi tager fat på en ny tid her i klubben med en ny ledelse, og nu handler det om, at vi skal bruge alle de kvaliteter, der er her i forvejen, men vi prøver at tilføre nogle nye måder at arbejde med tingene på. Jeg er sikker på, at vi kommer i mål med tingene, for vi har brugt en del tid på at afstemme vores forventninger, fastslår Tom Paarup Madsen.

Esbjerg Vikings blev i denne sæson nummer syv og dermed sidst i ligaen. Klubben går dermed glip af både semifinale og finale i den historisk dårlige sæson.

Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce