Annonce
Sport

Ståle Solbakken: Spillerne har det værre end mig

Anders Kjærbye/Ritzau Scanpix
Ståle Solbakken ærgrer sig over nederlaget til Røde Stjerne. Der venter en mental udfordring, siger han.

Straffesparksnederlaget til Røde Stjerne i Champions League-kvalifikationen gør "frygtelig ondt" på FCK-manager Ståle Solbakken, men den rutinerede nordmand tror, at hans spillere har det værre. Det siger han til TV3+.

- Jeg har det ikke godt, men der er nok spillere, som har det værre. Der er nok mange spillere, som drømmer om at spille den afgørende kamp om at komme i Champions League, siger Ståle Solbakken.

Også midtbanespilleren Rasmus Falk fortæller om stor skuffelse i FCK's omklædningsrum efter det dramatiske nederlag.

- Alle i klubben og omkring havde drømt om at komme i Champions League. Så selvfølgelig er den tung dernede. Der er stille og triste ansigter. Det skal vi have lov til i dag, siger Falk til Ritzau.

Det første opgør i Serbien endte 1-1, og det var også stillingen i tirsdagens kamp i Parken, da FCK i det 54. minut kom en mand i overtal efter en udvisning til Røde Stjernes Nemanja Milunovic.

Trods overtallet formåede FCK ikke at få afgjort kampen i hverken den ordnære eller den forlængede spilletid, selv om der var chancer nok til at sende serberne ud.

- De (Røde Stjerne, red.) er rigtig gode til at forsvare. Vi havde 100 hjørnespark, men de afviste alle dødbolde.

- Nogle af de offensive profiler mangler fem-ti procent i de afgørende situationer. Carlo (Holse, red.) Pep og (Viktor, red.) Fischer har jo muligheder, hvor de blandt andet bruger lidt lang tid, og så er der to, der danser på stregen, siger Ståle Solbakken til Ritzau.

I den afgørende straffesparkskonkurrence blev der i alt brændt ni gange. Både Dame N'Doye og Karlo Bartolec kunne dog have sendt FCK videre ved at score på deres forsøg fra 11-meterpletten.

- Vi havde sikkert sagt før de to kampe, at hvis vi fik to matchbolde fra straffesparkspletten, så tog vi gerne den.

- Det er mærkeligt, at vi ikke scorede på nogle af dem, selv om straffepletten blev komplet ødelagt efter de første tre-fire spark, siger nordmanden.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Tønder

Over 100 får måtte reddes fra vandmasser på mark

Kommentar For abonnenter

Kommentar: Gammelt menighedsråd misbrugte omverdenens tillid

Da det tidligere menighedsråd i Holbøl Sogn valgte at træde tilbage i samlet flok i august 2018, skete det nærmest i total tavshed. Ingen i menighedsrådet ville sige noget som helst til ret mange - ud over at de havde krævet den tidligere præst i sognet Kristian Ditlev Jensen fyret. Det lykkedes ikke, hvorefter de besluttede, at så kunne det også være lige meget. Farvel, men ingen tak og altså helt uden nogen form for forklaring. Det har jeg kritiseret i tidligere kommentarer, og kritikken har på ingen måde siden vist sig uberettiget. Tværtimod. SOM VI PÅ JV.DK og i JydskeVestkysten i dag søndag kan dokumentere, har det tidligere menighedsråd ageret, hvad man måske lidt groft kan betegne som små konger i landsbyen. Den tidligere formand Per Ihle har tilsyneladende haft en pæn økonomisk gevinst ud af formandstjansen. Ihle er malermester, og hvilket firma skulle klare maleropgaverne for menighedsrådet? Ja, det kom Ihles eget så til at gøre. Venner ordnede og klarede tingene med vennerne, og om alt gik redeligt og ordentligt til, spillede tilsyneladende ikke den store rolle for det tidligere menighedsråd i Holbøl. IHLE LAVEDE SÅLEDES malerarbejde for 360.000 kroner for sognet i en periode over seks år fra 2012. Uden at der blev indhentet tilbud, som man skal ifølge provstiets retningslinjer, når der er tale om beløb på mere end 50.000 kroner, og uden at menighedsrådet tilsyneladende bekymrede sig om, hvorvidt Ihle kunne være inhabil, når beslutningerne om køb af malerarbejde skulle træffes. I hvert fald fremgår det ikke nogen steder, om Ihle trådte ud af mødelokalet, når menighedsrådet skulle beslutte, hvilket malerfirma man skulle vælge. Meget mere Korsbæk kan det næsten ikke blive. OM DER ER NOGEN som helst sammenhæng mellem det tidligere menighedsråds ønske om at komme af med den forhenværende sognepræst og så menighedsrådets manglende overholdelse af udbudsreglerne, ved vi ikke. Måske er det også lidt ufint i kanten at bringe de to i udgangspunktet vidt forskellige sager ind i en sammenhæng, men spørgsmålene ligger lige for: Hvorfor ønskede det forhenværende menighedsråd med malermester Ihle i spidsen at få daværende sognepræst Kristian Ditlev Jensen fyret? Og hvorfor ville ingen i det gamle menighedsråds svare på spørgsmålet? Havde Kristian Ditlev Jensen påtalt og kritiseret menighedsrådets måde at gøre tingene på? Som skrevet: Vi ved det ikke. SELVFØLGELIG VALGTE både biskop Marianne Christiansen og provst Kirsten Sønderby at afvise kravet. Sidstnævnte erkender i dag, at hun skulle have været opmærksom på, hvordan det tidligere menighedsråd agerede. Sandt nok. Det burde hun. Nok. Men kan man fortænke Kirsten Sønderby i, at det ikke skete? Måske. Blot ikke ud fra en rent menneskelig betragtning. For hun stolede på sit menighedsråd. Hun havde tillid til det, tillid til, at rådet fulgte reglerne og i øvrigt opførte sig, som man skulle. Desværre handlede det ikke med ordentlighed. AT VÆRE FORMAND for et menighedsråd eller bare at sidde i et er et tillidshverv. De blev valgt af andre, fordi disse andre stolede på dem. De tidligere menighedsrådsmedlemmer levede igennem flere år ikke op til den tillid, og af den grund er deres svigt større, end at Per Ihle scorede nogle opgaver, han og firmaet måske ikke skulle have haft. Det er reelt det mest ærgerlige og triste i denne sag. GOD SØNDAG

Annonce