Annonce
Esbjerg

Stålfirma på Esbjerg Havn tredobler sit overskud

Henrik Jensen, t.v., overtog i 2017 Nicon Industries Esbjerg ApS fra direktør Anders Hecht-Petersen. I 2018 lavede selskabet et overskud på 15,7 millioner kroner. Arkivfoto: André Thorup
Nicon Industries på Esbjerg Havn har leveret et kanonregnskab for 2018.

Esbjerg: For knap to år siden overtog esbjergensiske Henrik Rud Jensen aktiemajoriteten i Nicon Industries på Sperlingkaj ved den tidligere fiskerihavn på Esbjerg Havn.

Med ejerskiftet funderedes virksomheden samtidig bredere, så den foruden aktiviteter indenfor offshore vind også skulle have aktiviteter inden på olie- og gasmarkedet.

Selskabets væsentligste aktiviteter har primært været fokuseret på afvikling af forskellige entrepriser, service og mandskabsudleje, ligesom dets aktiviteter er fokuseret indenfor ombygning af skibe, pramme, Jack-up kranskibe og olierigge, samt fremstilling af andre offshorekonstruktioner.

Og det gør Nicon Industries tilsyneladende ganske flot, når man kigger i den årsrapport for 2018, som selskabet netop har indleveret til Erhvervsstyrelsen.

Selskabet oplyser ikke omsætningen, men bruttofortjenesten er steget fra 15 til 31 millioner kroner fra 2017 til 2018, og på bundlinjen er resultatet tredoblet i den samme periode.

Overskuddet fra 2017 på 4,7 millioner kroner er vekslet til et overskud på 15,6 millioner kroner efter skat i 2018.

Egenkapitalen i selskabet, der i gennemsnit beskæftigede 15 medarbejdere i 2018, er herefter på 20,5 millioner kroner.

Henrik R. Jensen var produktionschef i Nicon Industries, da han sammen med projektleder Jens Juul, Sæby, overtog virksomheden fra mangeårig ejer Anders Hecht-Pedersen.

Oprindeligt havde Nicon Industries sin base i Frederikshavn, da man i 2013 besluttede at etablere en afdeling i Esbjerg.

Annonce

Nicon

Nicon Industries er en ordreproducerende virksomhed med speciale i komplekse og skræddersyede aluminiums-og stålkonstruktioner.

Kompetencerne inden for stål og aluminium favner bredt, og de tilbyder professionelle kvalitetsløsninger til en lang række formål og kunder.

De fremstiller blandt andet skibsskrog, skibssektioner og konstruktioner til offshoreindustrien samt stålkonstruktioner i enhver størrelsesorden til en bred vifte af projekter indenfor byggeriet.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Ordnet Brexit er langtfra sikret

Torsdag var der grund til at drage et lettelsens suk, da den britiske premierminister Boris Johnson på Twitter meddelte, at der var forhandlet en aftale på plads om Brexit. Det er godt nyt ikke blot for Storbritannien, men også for alle os andre. EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, bekræfter, at parterne er blevet enige om en aftale, han betegner som retfærdig og balanceret aftale for EU og for Storbritannien. Naturligvis er det grundlæggende trist, at briterne nu er på vej ud af det europæiske fællesskab. Om det på sigt vil være en fordel for nationen kan der også sættes et stort spørgsmålstegn ved. Det sagt er der dog grund til at glæde sig, fordi skilsmissen nu forhåbentlig kan gennemføres i mindelighed. Det modsatte kunne have medført omfattende kaos med nye handelsbarrierer i Europa. Markedet reagerede da også prompte på meldingen, der fik kursen på det britiske pund til at stige. Dog er det forhastet allerede nu at glæde sig over udsigten til et ordnet Brexit. Om britisk politik kan man kun forudsige, at den er uforudsigelig. Johnsons forgænger som premierminister, Theresa May, fik jo ligeledes forhandlet sig til rette med EU for blot efterfølgende at blive ydmyget i det hjemlige parlament. Man kan frygte, at det scenarie gentager sig. Den britiske regerings nordirske støtteparti har allerede vendt tommelen ned for aftalen. Hos de øvrige partier er velviljen over for Boris Johnson samtidig uhyre begrænset. Måske kan lysten til at smække premierministeren en politisk lussing vise sig større end den sunde fornuft, som en aftale ville være udtryk for. Den danske regering har nærlæst aftalen. Efter det forklarede statsminister Mette Frederiksen, at hun er villig til at strække sig meget langt for at få tingene på plads. Man kan kun håbe, at samme besindighed vil indfinde sig i parlamentet i Westminster Palace. Sikkert er det imidlertid ikke. Så nok er EU og Storbritannien nået et nødvendigt skridt videre. Men i mål er vi ikke.

Annonce