Annonce
Erhverv

Stærke tv-serier kan have givet Netflix godt kvartal

Wolfgang Rattay/Reuters
Det er ikke urealistisk, at Netflix har indfriet sin egen ambition, vurderer analytiker forud for regnskab.

De seneste måneder har Netflix lanceret nye afsnit fra nogle af sine populære tv-serier, og det kan være med til at indfri selskabets ambition for antallet af nye betalende kunder.

Det vurderer Claus Bülow Christensen, digital medieanalytiker og grundlægger af Copenhagen Future TV Conference, forud for Netflix' regnskab for tredje kvartal, der rummer kundeudviklingen i perioden juli-september.

Da Netflix præsenterede sit regnskab for andet kvartal, blev det mødt med stor skuffelse af det amerikanske selskabs aktionærer.

Selskabet havde kun fået 2,7 millioner nye betalende brugere. Det var lavere end de 5,5 millioner brugere, der kom til i andet kvartal året før, og var også under Netflix' egen forventning om 5 millioner nye brugere.

Efter skuffelsen har Netflix i tredje kvartal forventet at få 7 millioner nye betalende brugere, og det er ikke helt urealistisk, mener medieanalytikeren.

- Jeg tror, der er en vis sandsynlighed for, at de kan have hentet en del nye kunder, fordi de har haft nogle meget stærkere tv-serier her i tredje kvartal end i andet kvartal, siger Claus Bülow Christensen.

Som eksempler peger han på tredje sæson af "Stranger Things" og den sidste sæson af "Orange is the New Black".

Mens det bliver spændende, om Netflix har kunnet indfri sin egen forventning til det seneste kvartal, imødeses det også, hvilke forventninger Netflix har til fjerde og sidste kvartal.

I løbet af kvartalet træder både Disney og Apple ind på markedet for tv-streaming, og derfor kan Netflix forvente stor konkurrence i det marked, selskabet på sin vis var med til at opfinde.

- Fjerde kvartal er det første kvartal, hvor Netflix for alvor kan forvente en brutal konkurrence på sit marked, bemærker Claus Bülow Christensen.

Han tilføjer, at Netflix står godt rustet i forhold til konkurrencen, da der bliver brugt mange penge på originalt indhold, og der også er flere nyheder i fjerde kvartal.

Blandt andet bliver tredje sæson af "The Crown" lanceret i november, hvor også filmen "The Irishman" kommer på Netflix. Filmen er instrueret af den prisvindende instruktør Martin Scorsese og kommer kun på Netflix.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Drop skattemur for virksomheder

Skatteminister Morten Bødskov (S) pønser på at indføre en skat på, at virksomhedsejere overdrager aktierne i deres selskaber til en erhvervsdrivende fond - ofte i stedet for et traditionelt generationsskifte. Og det kan med det samme slås fast, at det er en ualmindelig dårlig idé. I Danmark har vi en mangeårig tradition for netop at drive selskaber i disse fondskonstruktioner, hvor aktierne fra ejerens holdingselskab skattefrit overdrages til en nystiftet erhvervsdrivende fond, og selskaber som Danfoss, A.P. Møller-Mærsk, Novo Nordisk, Lundbeck, Carlsberg og Grundfos drives netop efter denne model. Det er aldeles uvist, hvad der foregår i skatteministeriet, for forslaget er en del af udspil, der netop skulle lokke flere virksomhedsejere til at overdrage deres livsværk til erhvervsdrivende fonde, og det skorter heller ikke på eksperter, der slår fast, at vedtages Bødskovs forslag, bliver der ikke oprettet flere af den slags ejerkonstruktioner. Til Børsen siger indehaveren af Linak Bent Jensen, at han i en tid har overvejet at overdrage sine aktier til netop en erhvervsdrivende fond, men vedtages dette forslag, sker det helt sikkert ikke. De erhvervsdrivende fonde har vist sig anvendelige i Danmark, hvor mange selskaber konkurrerer globalt. Drives virksomheden gennem en erhvervsdrivende fond, sikrer man sig eksempelvis mod at blive købt af kapitalfonde og andre kortsigtede interesser. Man kan også sikre, at hovedsæder og dermed arbejdspladser bliver i Danmark, og det har mange virksomhedsejere interesser i. Så store, at de donerer hele eller dele af deres familieformuer uden at få en krone for det. Således har eksempelvis stifteren af Blue Water Shipping i Esbjerg, Kurt Skov, for ikke så lang tid siden givet 75 procent af aktierne i sit livsværk til en erhvervsdrivende fond, hvilket sikrer, at virksomhedens hovedsæde skal ligge i Esbjerg samt at virksomheden ikke kan blive opkøbt. Vi må håbe, at et erhvervsvenligt flertal i Folketinget får retvist skatteministeren.

Kolding

Død mand blev glemt i sin lejlighed: Ingen vil tage ansvaret

Sydjylland

Flysager hober sig op i byretter: SF vil have justitsministeren på banen

Annonce