Annonce
Danmark

Støjberg: Indlysende at skærpe straf for at bombe bygninger

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Der skal sættes ind over for eksplosioner, mener V og DF, efter at to bomber har ramt København på kort tid.

Den socialdemokratiske regering vil se på at øge videoovervågning, skærpe straffen og lave bedre grænsekontrol mod Sverige for at sætte ind over for de to eksplosioner, som har ramt København på få dage i sidste uge.

Den er Venstre helt med på ifølge retsordfører Inger Støjberg (V).

- Det er helt indlysende, at vi skal skærpe straffen i forhold til at bombe offentlige bygninger, siger hun.

Justitsministeriet har tidligere udgivet en rapport, hvor det fremgår, at der ikke er belæg for, at højere straffe afhjælper kriminalitet. Men det handler om folks retsfølelser, mener Støjberg.

I forhold til videoovervågning er det en afvejning af to forskellige hensyn.

- Det er en afvejning af på den ene side at have et samfund, hvor vi kan nyde godt af den frihed, vi er så kendt for herhjemme. Det skal vejes op imod, at vi ønsker at skabe så trygt et samfund som muligt, siger Inger Støjberg.

For hende er det afgørende, at politiet selv har efterspurgt en del af værktøjerne.

En evaluering af angrebet på Krudttønden og synagogen i København i 2015 konkluderede allerede dengang, at der var store problemer med videoovervågningen og indsamlingen af tv-billederne.

Men der blev ikke sat et større fokus på bedre overvågning, da Venstre havde regeringsmagten. I stedet er der etableret et frivilligt system, hvor folk kan registrere deres kameraer ved politiet.

- Der er blevet bedre mulighed for overvågning nogle steder. Det er ikke sådan, at der ikke er overvågning, og at der ikke også er blevet bedre mulighed for overvågning. Men jeg tror ikke, ret mange ønsker et samfund, hvor vi overvåges døgnet rundt. Det handler om at finde balancen, siger hun.

Spørgsmål: Så er overvågningen god nok, eller skulle der have været sat ind noget før?

- Mig bekendt har det spillet en central rolle ved eksplosionen ved Skattestyrelsen og også ved nærpolitistationen. Men derfor kan det godt være, at politiet skal have flere redskaber, siger Inger Støjberg.

Hun erklærer sig også som tilhænger af bedre grænsekontrol mod Sverige. De to sigtede i den ene sag er begge svenske og henholdsvis 22 og 23 år.

Dansk Folkeparti vil gerne gå videre end regeringens forslag.

- Vi mener, det er fuldstændig afgørende for danskernes tryghed, at politistyrken opjusteres betydeligt hurtigt muligt, at der etableres et video-overvågningssystem, at vi får grænsekontrol mod Sverige, og endelig bør straffen for angreb mod offentlige bygninger fordobles, siger retsordfører Peter Skaarup (DF).

Han ser gerne et system for videoovervågning, hvor politiet i større grad har styringen.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Vores naboers mismod tiltager konstant

Allerede før første stolpe var sat, skabte det danske vildsvinehegn tysk mismod . Her er det en udbredt opfattelse, at der er tale om en camoufleret grænsemur. Anlægget bliver kædet sammen med den danske indrejsekontrol og skaber hos vores naboer billedet af et land, der ønsker at isolere sig. Nu er hegnet færdig, og alt er meget værre. Det viser sig, at hegnet er en dødsfælde for vildtet. Billeder af kvæstede og dræbte dyr fylder tyske, sociale platforme og traditionelle medier. Selv landsdækkende tv har haft indslag. Med tysk logik er hegnet ubegribeligt. Naboerne påpeger ganske korrekt, at afspærringen ikke er nogen garanti for, at den afrikanske svinepest ikke når vores breddegrader. Vildsvin kan snige sig over i de passager, der er skyldes veje og vandløb. Samtidig er dyrene fremragende svømmere, der let kan krydse Flensborg Fjord. Endelig udgår den største smittefare ikke nødvendigvis fra vildsvin, men fra mennesker. Hvis en inficeret, polsk kødpølse på en eller anden vis havner i danske dyrs fødekæde, er skaden sket. Alle disse indvendinger er ubestrideligt rigtige. Og så må der vel stikke noget andet under, konkluderer førnævnte, tyske logik. Vi er hidtil ikke lykkedes med at forklare, at der i høj grad er tale om en mentalhygiejnisk foranstaltning. Danske landmænd og fødevaresektorens mange ansatte kan sove lidt roligere, fordi der trods alt er rejst en barriere mod smitten. Samtidig sender vi et signal til de udenlandske markeder om, at vi bekymrer os om fødevaresikkerheden. Da dette budskab tilsyneladende er usælgeligt hos vores naboer, kan vi i det mindste begrænse skaden. Derfor er det fint, at der nu træffes foranstaltninger, som skal begrænse faren for yderligere skader på vildt. Men samtidig må det være tilladt at undre sig over, at ingen havde forudset problemet. Så var vi nok stadig blevet stemplet som nationalister. Men vi var i det mindste sluppet for beskyldningen om, at vi slog Bambis mor ihjel.

Annonce