Annonce
Tønder

Større poser på vej til madaffald

Nogle borgere har udfordringer med at sortere madaffald. De mener, de udleverede poser er for små. Arkivfoto: Hans Chr. Gabelgaard
En række borgere mener, at de nye affaldsposer til at sortere madaffald er for små. Tønder Forsyning har nu bestilt større poser til dem, der har behov.
Annonce

Tønder Kommune: Siden midten af marts er udskiftningen af affaldsbeholdere startet hos en lang række borgere i kommunen. Efter planen er alle affaldsbeholdere hos private udskiftet i slutningen af uge 23.

Årsagen til udskiftningen af affaldsbeholderne er, at alle borgere i Tønder Kommune - i øvrigt i lighed med alle andre borgere i Danmark - skal begynde at sortere madaffald.

Med den nye affaldsbeholder følger en rulle grønne poser, som skal bruges til madaffald. Og det er netop disse poser, som er blevet genstand for debat hos de borgere, der allerede nu er under den nye ordning.

Flere mener nemlig, at poserne er for små.

- Vi har netop lavet poserne mindre, dels fordi at madaffald ikke fylder så meget, men også fordi, at vi har tænkt, at folk ikke vil have madaffaldet liggende i køkkenet i flere dage, forklarer miljøplanlægger hos Tønder Forsyning, Bente T. Kristensen.

Store og små poser

Den pose, som Tønder Forsyning udleverer til sortering af madaffald, måler 90 centimeter i omkreds. Højden er 35 centimeter. Der er valgt en rund poselukning i bunden for at gøre den stærkere, så der ikke går hul på posen, mens du går ud med den til mad- og restaffaldsbeholderen.

De nye, større poser er 15 centimeter længere.

Alle får udleveret 200 poser, når de får den nye affaldsbeholder. Har man brug for flere poser, kan man hente flere på genbrugsstationen eller hos Tønder Forsyning i Bredebro. Man får automatisk en ny pakke med ruller én gang årligt.

Annonce

Imødekomme behov

Men selvom Tønder Forsyning fortsat mener, at den nuværende størrelse poser giver mening hos langt de fleste, så har man valgt at imødekomme de borgere, der har behov for større poser.

- Der kan være husstande med større familier, eller husstande, hvor man elsker at lave mad helt fra bunden eller selv slagter sine høns eller noget lignende, hvor det giver mening med en større pose. Dem vil vi gerne imødekomme, forklarer Bente T. Kristensen videre.

Derfor har Tønder Forsyning bestilt poser, der er 15 centimeter længere end de nuværende. Disse poser kan man afhente på genbrugsstationen eller hos Tønder Forsyning i Bredebro - formentlig i slutningen af juli.

- Det er vigtigt, at man kun bytter til de store poser, hvis man har et reelt behov. Hvis man bruger for store poser, og bærer posen ud, inden den er fuld, så giver det alt for meget plastikspild, konstaterer Bente T. Kristensen.

Annonce

Indret køkkenet

Bente T. Kristensen forklarer, at det måske for nogle handler om tilvænning og om, at man får indrettet sit køkken på en hensigtsmæssig måde, så man kan få sorteringen til at fungere.

- Vi har opfordret til, at man får en mindre spand til posen med madaffald, så posen ikke falder ned. Hvis man gerne vil bruge sit eksisterende stativ, kan det være en løsning at sætte for eksempel en isbøtte i bunden af stativet eller beholderen, så passer posens længde bedre, forklarer Bente T. Kristensen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce