Annonce
Kommentar

Støt dit lokale erhvervsliv

Det er vigtigere end nogensinde, at vi prøver at støtte vores lokale erhvervsliv, så godt, som vi overhovedet kan.

Lige nu skal vi stå sammen om det lokale. Det er vigtigere end nogensinde, at vi prøver at støtte vores lokale erhvervsliv så godt, som vi overhovedet kan.

Konsekvenserne bliver ellers næsten uoverskuelige.

Det gælder naturligvis mad, som kan leveres derhjemme, men det gælder også bookinger af sommerferien i et lokalt sommerhus eller, som i Tønder by, hvor boghandleren nu leverer bøger ud til folk. Der er mange andre lokale virksomheder, der tilbyder levering. Brug dem så meget, som du kan.

Når du skal handle, så brug din lokale dagligvareforretning, og skal du bruge en ny kjole eller forårsskjorte, så brug din lokale forretning - selvfølgelig med de forbehold, myndighederne anviser for at være for mange mennesker sammen.

Mange af vores lokale butikker, spisesteder, håndværkere og andre forretningsdrivende lider hårdt under følgerne af coronakrisen.

Derfor opfordrer vi på JydskeVestkysten til, at vi alle køber varer og serviceydelser hos lokale firmaer. Det er en opfordring, der gælder generelt, men særligt i denne tid.

Der er stadig mange muligheder for at handle ind, selv om man ikke fysisk kan besøge en butik eller et firma.

Det er lige nu og i den kommende tid, at de lokale forretningsdrivende har brug for omsætningen. Derfor kan det også være en god idé nu at købe noget, man først skal bruge senere på året. Det kan være fødselsdagsgaver eller sågar julegaver, for mon ikke det trods alt også bliver jul i år?

Vi kan med dette initiativ ikke stoppe udbredelsen af coronasmitte, men vi kan forhåbentlig give et lille bidrag til at mindske sygdommens negative økonomiske følger, som trods regeringens hjælpepakker, kan blive meget store.

Vi skal i denne tid stå sammen hver for sig og passe ekstra godt på hinanden - og på det lokale erhvervsliv.

Lokalredaktør Anne Kleemeyer Kiil. Arkivfoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Live: Svenske coronadødstal kan være dobbelt så høje som hidtil antaget

Annonce