Billund Kommune: Glem alt om modregninger af budgetter, merforbrug eller andre mere eller mindre kreative finter.
De 2,2 millioner kroner, som staten sender i retning af Billund Kommune til at forbedre normeringerne i de kommunale daginstitutioner, skal bruges udover det beløb, som kommunen selv har budgetteret med eller står foran at bruge på grund af et merforbrug på området. Punktum, finale.
Så direkte lyder beskeden fra Jacob Mark (SF), der som sit partis gruppeformand på Christiansborg har haft en stor finger med i spillet i forhandlingerne.
- Pengene fra staten skal bruges på bedre normeringer udover det vedtagne budget, så man skal kunne se, at der kommer ekstra personale svarende til det beløb, vi bidrager med. Ellers skal man betale det fulde beløb tilbage, siger Jacob Mark.
Flere penge til normeringer
Beløbet vil år for år stige, og planen er, at der i 2025 skal være 1,6 milliarder kroner til området.
For Billund Kommunes vedkommende betyder det, at kommunen står til at modtage 2,2 millioner kroner fra staten til bedre normeringer.
Ingen modregning i merforbrug
Billund Kommune har i årets første måneder haft et merforbrug på pasningsområdet. Køber du ikke idéen om, at det merforbrug kan modregnes beløbet fra staten, da pengene allerede er brugt på området?
- Nej, den køber jeg ikke, og hver gang jeg hører om en kommune, der vil forsøge at lave sådan et nummer, vil jeg bede ministeren tage kontakt til kommunen og opklare, hvad der er op og ned. Hvis kommunen så insisterer på at omgå reglerne, må vi tage slagsmålet, siger Jacob Mark.
Øget serviceramme
Da Billund Kommunes politikere vedtog budgettet for 2020, blev der afsat 1,6 millioner kroner til bedre normeringer. Det blev ved samme lejlighed besluttet, at det beløb skulle modregnes i et eventuelt fremtidigt tilskud fra staten, men det går heller ikke an. De 1,6 millioner kroner skal fortsat bruges på bedre normeringer, hvis Billund Kommune vil have de 2,2 millioner kroner fra staten.
- Vi er blevet gjort opmærksomme på, at der er kommuner, der kan finde på at lave det nummer. Derfor har vi skrevet den formulering, at pengene skal ligge over det vedtagne budget. Det skal kommunen dokumentere med en revisorpåtegning. Ellers skal hele beløbet betales tilbage, siger gruppeformanden.
Jacob Mark beroliger til gengæld Billund Kommune på et andet område: Med pengeposen indeholdende de 2,2 millioner følger en øget serviceramme, så Billund Kommune ikke behøver frygte, at den er nødt til at skære på servicen på et andet område for til gengæld at kunne forbedre den på normeringerne.
- Det kommer ikke til at påvirke servicerammen. Billund Kommune kan frit bruge de 2,2 millioner kroner til bedre normeringer, uden at det påvirker servicerammen yderligere, siger Jacob Mark.