Annonce
Indland

Stadig flere smågrise bliver sendt på langfart

Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Dyrenes Beskyttelse mener, at de mange grisetransporter er bekymrende. Forskning giver ikke noget klart svar.

Knap 9,6 millioner danske grise - størstedelen smågrise - blev i 2018 sendt på mindst otte timer lange ture med lastbiler til andre lande, hvor de fedes op.

Det viser en aktindsigt hos Fødevarestyrelsen, som Dyrenes Beskyttelse har søgt.

Tallet er en ny rekord og en lille stigning i forhold til 2017, hvor det lå på 9,4 millioner.

I det store billede er der sket en sand eksplosion siden 2007, hvor omtrent to millioner grise kom på de lange ture.

Hos Dyrenes Beskyttelse frygter man for grisenes velfærd.

- Det er problematisk, og det er simpelthen en forkert udvikling i dansk landbrug. Vi mener ikke, at levende dyr bør være en vare - ligesom en cykel eller et køleskab - der skal transporteres over så lange afstande, siger direktør Britta Riis.

Derfor går Dyrenes Beskyttelse ind for et forbud mod de lange transporter på over otte timer. Det er i sidste ende noget, der kun kan besluttes i EU.

Derudover opfordrer organisationen dansk landbrug til at lægge produktionen om.

Der skal være mindre fokus på avl af smågrise og mere fokus på at producere færre grise med bedre dyrevelfærd, mener Britta Riis.

Hos landbruget ville man gerne slagte flere grise i Danmark. Men man kan konstatere, at det kan betale sig at sende grisene til andre lande.

- I Danmark producerer vi smågrise af bedste kvalitet, og de er selvfølgelig eftertragtede i Europa, og udenlandske producenter er villige til at betale en højere pris, siger Christian Fink Hansen, sektordirektør for svineproduktion i Seges under interesseorganisation Landbrug & Fødevarer.

Han påpeger, at grisene "selvfølgelig skal transporteres under ordnede forhold", og at ingen ville købe danske grise, "hvis ikke de havde det godt, når de kom frem".

Selv om der ikke er nogen tvivl om, at de lange ture i et eller andet omfang stresser grisene, ved man faktisk ikke, præcist hvor meget det påvirker dem.

Det forklarer Mette Herskin, seniorforsker ved Institut for Husdyrvidenskab på Aarhus Universitet.

De unge grise er dog med en vis sandsynlighed mere følsomme over for lange transporter end ældre, forklarer hun.

- Transport af dyr er altid stressende, men det er en belastning, som både kan være meget mild og rigtig alvorlig, siger hun.

- Der er mange faktorer, der spiller ind, og her er de lange transporter en risikofaktor.

Men der findes simpelthen ikke undersøgelser for de unge grise, forklarer hun.

Størstedelen af grisene blev i 2018 transporteret til Polen, mens Tyskland og Italien var de næststørste modtagerlande.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Ordnet Brexit er langtfra sikret

Torsdag var der grund til at drage et lettelsens suk, da den britiske premierminister Boris Johnson på Twitter meddelte, at der var forhandlet en aftale på plads om Brexit. Det er godt nyt ikke blot for Storbritannien, men også for alle os andre. EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, bekræfter, at parterne er blevet enige om en aftale, han betegner som retfærdig og balanceret aftale for EU og for Storbritannien. Naturligvis er det grundlæggende trist, at briterne nu er på vej ud af det europæiske fællesskab. Om det på sigt vil være en fordel for nationen kan der også sættes et stort spørgsmålstegn ved. Det sagt er der dog grund til at glæde sig, fordi skilsmissen nu forhåbentlig kan gennemføres i mindelighed. Det modsatte kunne have medført omfattende kaos med nye handelsbarrierer i Europa. Markedet reagerede da også prompte på meldingen, der fik kursen på det britiske pund til at stige. Dog er det forhastet allerede nu at glæde sig over udsigten til et ordnet Brexit. Om britisk politik kan man kun forudsige, at den er uforudsigelig. Johnsons forgænger som premierminister, Theresa May, fik jo ligeledes forhandlet sig til rette med EU for blot efterfølgende at blive ydmyget i det hjemlige parlament. Man kan frygte, at det scenarie gentager sig. Den britiske regerings nordirske støtteparti har allerede vendt tommelen ned for aftalen. Hos de øvrige partier er velviljen over for Boris Johnson samtidig uhyre begrænset. Måske kan lysten til at smække premierministeren en politisk lussing vise sig større end den sunde fornuft, som en aftale ville være udtryk for. Den danske regering har nærlæst aftalen. Efter det forklarede statsminister Mette Frederiksen, at hun er villig til at strække sig meget langt for at få tingene på plads. Man kan kun håbe, at samme besindighed vil indfinde sig i parlamentet i Westminster Palace. Sikkert er det imidlertid ikke. Så nok er EU og Storbritannien nået et nødvendigt skridt videre. Men i mål er vi ikke.

Annonce