Annonce
Kultur

Stafet fejrer et stille men vigtigt jubilæum

Stafet for Livet i Esbjerg har tidligere samlet over 4.000 deltagere, billedet her er fra 2017. Jubilæumsudgaven i år  bliver i noget mindre og anderledes format. Arkivfoto: Chresten Bergh
Stafet for Livet bliver i år afviklet for tiende gang i Esbjerg, men jubilæumsstafetten bliver på grund af corona en stille en af slagsen hjemme hos deltagerne selv. Formanden understreger, at det ikke er mindre vigtigt at støtte op af den grund.

Esbjerg: Normalt bliver jubilæer markeret med pomp og pagt, men for Stafet for Livets vedkommende bliver den tiende udgave nærmest det stik modsatte.

- Selv om samfundet er ved at åbne igen, så tør vi simpelthen ikke risikere noget og lave et arrangement, hvor der kunne være måske 100 mennesker samlet, selv om vi måske godt kunne lave noget i forhold til restriktionerne. Det ville være spild af krudt, siger Søren Andersen, der er formand for Stafet for Livet i Esbjerg.

Derfor bliver årets udgave lige som sidste år virtuel, og det betyder, at deltagerne selv skal samle sig i hold og finde ruter at gå rundt omkring i Esbjerg og omegn.

Annonce

Og selv om det ikke er det samme som at være samlet flere tusinde mennesker og gå i samlet flok og være fælles om musik, mad og arrangementer, så er erfaringerne fra sidste år gode.

- Der blev tænkt ud af boksen, og set i en stafetsammenhæng kan det jo måske virke underligt at gå i små hold hver for sig, men det fungerede faktisk rigtig godt, så det gentager vi i år, siger Søren Andersen.

Musik og lysceremoni

Veldtofte Idrætspark bliver igen samlingspunktet for aktiviteterne for årets stafet, og der vil være livestreaming gennem dagen med blandt andet musik og den traditionelle lysceremoni om aftenen fra henholdsvis hallen om området udenfor hallen.

Det sociale aspekt er i år ifølge formanden vigtigere end nogensinde.

- Mit ønske er, at så mange hold som muligt tilmelder sig , og at man ikke tænker så meget på at indsamle penge, som man måske har gjort tidligere år, for det er også vanskeligere at få sponsorer i disse coronatider. Det er meget vigtigere at samle familie, venner og bekendte, gå stafetten og få arrangeret en god dag med hygge og spisning, være sammen og også meget gerne deltage i de fælles ting online som musik og lysceremoni. Vi fra styregruppen tager i løbet af dagen ud og besøger de enkelte hold, fortæller Søren Andersen.

Annonce

Opbakning

Formanden understreger at det er vigtigt at bakke op om Stafet for Livet, selv om forholdene er lidt anderledes end tidligere.

- Kræft stopper ikke, bare fordi vi er ramt af en global pandemi med en anden uhyggelig sygdom. Derfor er det utrolig vigtigt, at vi ikke glemmer kampen, men bliver ved med at mødes for at fejre livet og give hinanden håb, siger Søren Andersen.

Han frygter også, at Stafet for Livet kan glide ud af folks bevidsthed på grund af omstændighederne.

Annonce

Fornuftigt leje

- Vi buldrede frem de første år og toppede for fem år siden med omkring 4.500 deltagere, hvor vi samlede 1,25 millioner kroner ind. Antallet var allerede begyndt at falde, inden coronaen ramte os, der er så mange andre tilbud og så mange andre arrangementer for gode formål. Jeg tror ikke, vi kommer op på så højt et antal deltagere igen, men jeg håber, vi kan finde et fornuftigt leje på den anden side af coronaen. Netop derfor er det også vigtigt, at folk ikke glemmer os nu. Næste år håber vi at alle restriktioner er væk, og med lidt god vilje kan vi jo sige, at det er ti års jubilæum igen, når vi begyndte i 2012 og skriver 2022. Vi er i hvert fald klar til at give den fuld gas, når vi må være sammen igen, siger Søren Andersen.


Jeg håber, vi kan finde et fornuftigt leje på den anden side af coronaen.

Søren Andersen.


Der er ifølge formanden i runde tal blevet indsamlet gennemsnitligt en million kroner ved hver Stafet for Livet gennem årene, men sidste år blev det ved den virtuelle udgave kun til 270.000 kroner.

Stafet for Livet

Årets Stafet for Livet i Esbjerg bliver virtuel og bliver afviklet i weekenden den 29. og 30. maj.

Veldtofte Idrætspark bliver udgangspunktet for aktiviteterne, der vil blive streamet ud til deltagerne mellem klokken 11.00 og 22.30.

De enkelte hold skal selv finde og gå ruter.

Overskud fra stafet for livet går til Kræftens Bekæmpelse.

Det er muligt at tilmelde sig på www.stafetforlivet.dk/stafet/esbjerg. og man kan også finde yderligere oplysninger på Facebooksiden Stafetforlivet-Esbjerg.

Den traditionelle lysceremoni bliver i år virtuel. Poserne bliver placeret i Veldtofte Idrætspark, og deltagerne kan følge med hjemme på computeren. Arkivfoto: Soffi Chanchira Larsen.
Formand for Stafet for Livet i Esbjerg, Søren Andersen, håber på god opbakning til årets stafet, selv om forholdene er anderledes. Privatfoto.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce