Annonce
Business Live

Helle Thorning-Schmidt smadrede det ultimative glasloft: - Der skal ikke længere være nogen undskyldninger for ikke at finde kvinder!

Selvom Helle Thorning-Schmidt er en travl dame, elsker hun at komme hjem til Danmark, for som hun siger: - Danmark er mit yndlingsted i verden og det giver mig meget energi at rejse rundt i landet og have det privilegie at møde mange forskellige mennesker. På billedet ses hun tidligere på efteråret til kongres med Socialdemokratiet. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Knap fire år efter tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt endegyldigt forlod dansk politik, arbejder hun nu som bestyrelsesmedlem i fem bestyrelser, har startet virksomheden Selection F, og kommer til Danmark i ny og næ for blandt andet at holde foredrag om sin vidtfavnende karriere. I næste uge står hun på scenen i Bredsten, Odense og Aarhus, når Erhverv+ inviterer til Business Live'19. Erhverv+ interviewede Danmarks første kvindelige statsminister på en knitrende telefonforbindelse fra London, og vi spurgte hende blandt andet om, hvad hun har lært om ledelse, siden hun forlod Danmark. En hel del viser det sig.

Interview: Det kan godt være, at det er en fortærsket kliché, men da Helle Thorning-Schmidt blev Danmarks første kvindelige statsminister, smadrede hun et af de tykkeste glaslofter, der findes.

- Det var et markant glasloft, der blev brudt, men dengang jeg sad i det, var jeg ikke klar over, hvor markant det var. Det er en stor ære at få lov til at betjene det danske folk, og jeg er meget stolt af at have været statsminister og især at have været den første kvindelige statsminister. Det, jeg personligt kan tage med, er de erfaringer, jeg har gjort mig som leder i et land og tage de ledelseskompetencer med ind i det arbejde, jeg laver nu, siger Helle Thorning-Schmidt.

Helle Thorning-Schmidt forlod dansk politik i januar 2016, da hun blev international CEO (administrerende direktør, red.) for Red Barnet, og efter tre år på den post, sagde hun i januar i år op for at hellige sig bestyrelsesarbejdet. Med de erfaringer, hun har gjort sig de seneste knap fire år, har hun fået øjnene op for, hvor forskelligt det politiske arbejde er i forhold til at arbejde i dels en ngo, dels en privat virksomhed.

- Noget, jeg virkelig har lært af at gå fra det politiske til det private erhvervsliv, er, at det er en meget anderledes ledelsesstil, man anvender i det private.

- Politik har det med, at man samler på nogle særlige typer med nogle særlige kompetencer, og en af mine bekymringer for det politiske er, at mennesker med andre kompetencer end dem, man lige samler på, har svært ved at gebærde sig i det politiske. Der ser jeg, at man i private virksomheder er meget mere optaget af at være nysgerrig omkring andres kompetencer. Man ved godt, at hvis man får de samme kompetencer rundt om et bord, kommer man til at tage forkerte beslutninger, fortæller Helle Thorning-Schmidt.

Annonce

Jeg tror virkelig på, at virksomheder bliver stærkere, når de har en større mangfoldighed og en bedre balance mellem mænd og kvinder i betyrelseslokalerne.

Kognitiv mangfoldighed

Noget af det, Helle Thorning-Schmidt opdagede i Red Barnet, var især, hvor stor en rolle diversitet spiller.

- Red Baret er jo en stor global organisation, og vi arbejder i 100 forskellige lande. Der er mennesker fra alle lande, alle kulturer, alle religioner, og det med at gå fra det meget nationale til det globale var en stor læringskurve for mig. Det, jeg virkelig har lært, er, at der er en meget mere inkluderende og divers personkreds, når man kommer ud i det private, og det gælder både Red Barnet og i bestyrelseslokalerne, hvor jeg sidder nu, fortæller hun.

Helle Thorning-Schmidt kalder det kognitiv mangfoldighed, når man fra ledelsens side som strategi sætter mennesker sammen med forskellig baggrund.

- I virksomheder har man brug for en meget bredere kompetencepalet, og det synes jeg er vanvittig interessant, for virksomhederne ved godt, at det simpelthen skaber en bedre bundlinje og bedre beslutninger. Når en virksomhed efterspørger det, jeg kalder kognitiv mangfoldighed, er man med til at skabe og vedholde en nysgerrig kultur, hvor folk kommer med forskellige ting og har forskellige input, siger Helle Thorning-Schmidt.

Selection F hjælper

Siden hun forlod Red Barnet, har hun arbejdet på at komme ind i bestyrelser og sidder i skrivende stund i fem forskellige, og her er det med diversiteten også ekstremt vigtigt for den tidligere statsminister.

- Jeg er blevet rigtig opmærksom på at få en større mangfoldighed i kompetencer, og derfor er jeg optaget af, at mange flere kvinder kommer ind i blandt andet danske bestyrelser, fordi jeg mener, det gør virksomhederne stærkere. Jeg har derfor startet en virksomhed med nogle andre, der skal sikre, at det bliver nemmere for bestyrelserne at finde de kvinder, som er klar til at sidde i bestyrelser. Jeg tror virkelig på, at virksomheder bliver stærkere, når de har en større mangfoldighed og en bedre balance mellem mænd og kvinder i bestyrelseslokalerne, siger Helle Thorning-Schmidt.

Virksomheden hedder Selection F og er en elektronisk platform, der hjælper bestyrelser med at identificere og tiltrække kompetente og erfarne kvindelige bestyrelseskandidater. Derfor er alle kvinder i Selection F's kartotek screenet, interviewet og valideret for at gøre det nemt og effektivt at finde den rette, kvindelige kandidat.

- Der skal ikke længere være nogen undskyldninger for ikke at finde kvinder! Det skal være nemt og billigt for virksomhederne at komme i kontakt med kvinder, der både kan og vil sidde i danske bestyrelser. Det, de oftest siger, er, at det er svært at finde kvinderne og få dem overtalt til at sidde i bestyrelserne. Men er det egentlig rigtigt? Det vil vi gerne hjælpe med at gøre op med. Og både det danske og udenlandske erhvervsliv ved godt, at det ser mærkeligt ud i en otte mand stor bestyrelse, hvis der kun sidder mænd. Selv de meget traditionelle virksomhedsledere er fuldstændig klar over, at det er noget, der skal ændres, slår Helle Thorning-Schmidt fast.

Business Live'19

Erhverv+ inviterer til Business Live'19 i tre byer i det jysk fynske:

  • Business Live'19 med Helle Thorning-Schmidt, Jesper Bergstrøm og Jacob Risgaard i Vingsted, Vingsted Skovvej 2, 7182 Bredsten, mandag 11. november kl. 14.00: Tilmeld her.
  • Business Live'19 med Helle Thorning-Schmidt, Jesper Bergstrøm og Tommy Ahlers på TietgenSkolen, Elmelundsvej 10, 5200 Odense V, tirsdag 12. november kl. 15.15: Tilmeld her.
  • Business Live'19 med Helle Thorning-Schmidt, Jesper Bergstrøm og Mia Wagner på Savværket, Søren Nymarksvej 8A, 8270 Højbjerg, torsdag 14. november kl. 13.00: Tilmeld her.

Ud af comfortzonen

At det dog har været lidt lettere for hende end de fleste andre at komme ind i en bestyrelse, er Helle Thorning-Schmidt godt klar over.

- Jeg erklærede jo i januar, at jeg ville have en bestyrelseskarriere, og det har jeg fået. Nu er jeg jo en offentlig figur, og det gør også tingene meget nemmere, at jeg bor i London og har et meget stort, globalt netværk. Det gør det nemmere at komme i kontakt med virksomheder, men jeg har da drukket en milliard kopper kaffe med folk i løbet af det sidste års tid for at finde ud af, hvad jeg gerne ville, og hvad jeg synes er spændende. Jeg er stadig i gang med at sammensætte min portefølje, men jeg har brugt mit netværk i hele verden til at komme i gang med det, siger hun.

Men hvad med fremtiden fristes man til at spørge, når man som Helle Thorning-Schmidt har skiftet spor så mange gange:

- Jeg har aldrig være bange for at prøve noget nyt og bringe mig selv ud af comfortzonen. Det er også nogle gange hårdt at prøve noget helt nyt, men jeg vil sige, at jeg er kommet i gang med en masse spændende ting, og der kommer flere ting i 2020, jeg skal i gang med, så lige nu er jeg et godt sted.

- Mit personlige mantra er, jeg vil gerne kunne gøre en forskel i de virksomheder, jeg er i. Jeg skal omgive mig med mennesker, der inspirerer mig, og som jeg kan lære noget af, og det er fordi, jeg gerne vil blive ved med at udvikle min hjerne i mange år fremover. Så jeg har valgt at arbejde sammen med folk, jeg kan lære noget af og som inspirerer mig - og dér, hvor jeg føler, jeg kan gøre en forskel. Det er overskriften på mit virke.

Helle Thorning-Schmidt mens hun stadig var internationel CEO for Red Barnet - her til en konference i Geneve i 2017. Foto: Ritzau Scanpix/Denis Balibouse
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

IS-medlem er inderligt uvelkommen

Et tidligere medlem af Islamisk Stat ankom mandag til Danmark, og blev straks anholdt. Manden har siddet fængslet i Tyrkiet, men blev sendt til Danmark på begæring af de danske myndigheder. Formentlig skal man være jurist for at forstå, hvorfor Danmark har bedt om at få den pågældende udleveret. Han er inderligt uvelkommen. Manden er den 28-årige Ahmad el-Haj. Han er af palæstinensisk oprindelse, men ærgerligt nok udelukkende dansk statsborger. Passet kan han derfor ikke miste. Trods det danske pas er det naturligvis grotesk at påstå, manden er vendt hjem. Danmark er ikke et hjem for mennesker, der har vendt os ryggen og direkte kæmpet mod landets interesser. Justitsminister Nick Hækkerup er blevet kritiseret for at lægge pres på domstolene i sagen om den den udleverede. Ministeren har nemlig sagt, at manden forhåbentlig bliver dømt for de forbrydelser, han har begået. Kritikken kommer fra De Radikale og Enhedslisten. Strengt taget har de ret i, at det ikke er en ministers, men domstolenes opgave at vurdere, om en sigtet er forbryder eller ej. Men ikke desto mindre er Nick Hækkerups spontane reaktion absolut forståeligt. Så skulle en domstol kende den pågældende skyldig, sker det forhåbentlig efter straffelovens paragraf 114. Den såkaldte terrorparagraf åbner nemlig mulighed for fængsel på livstid. Sanktionen er aldeles passende, hvis den 28-årige skulle vise sig at have deltaget i Islamisk Stats uhyrlige forbrydelser. Måtte han i givet fald aldrig komme på fri fod eller i hvert fald sidde i fængsel, til han er en meget gammel mand ligesom den firedobbelte politimorder Palle Sørensen. Han tilbragte 33 år bag tremmer. Ahmad el-Haj blev ifølge flere medier hårdt såret under et bombeangreb og sidder i kørestol. Han har fortalt Weekendavisen, at han inderligt fortryder sine handlinger. I betragtning af de konsekvenser hans indsats for Islamisk Stat har haft for ham selv, er det såmænd ganske muligt. Nogen formildende omstændighed er det imidlertid ikke.

Annonce