Kolding: De lejere i Kolding Storcenter, der har bedt om at få henstand for deres husleje, har også fået det.
Det oplyser Finn Sture Madsen, der er afdelingsdirektør i DEAS, som ejer og driver Kolding Storcenter.
Afdelingsdirektøren kan ikke fortælle, hvor mange lejere der har fået henstand for huslejen, og han fortæller, at antallet hele tiden er i udvikling. Mandag aften meddelte statsminister Mette Frederiksen, at landets storcentre - samt biografer, restauranter og frisører - fortsat må holde lukket frem til den 10. maj.
- Samtalerne om henstand er derfor noget, der stadig pågår i de her dage, siger Finn Sture Madsen, der understreger, at alle de lejere fra Kolding Storcenter, der har henvendt sig og bedt om at få henstand for huslejen, har fået det.
Åbningstider
- Bilka
- Alle dage fra 7-23
- Benyt evt. også BilkaToGo
- Kolding Løve Apotek
- Man-fre.: 10-18
- Lør.-søn.: 10-17
- Benyt evt. Apotek TO GO
- Matas
- Man-fre.: 10-18
- Lør-søn.: 10-17
Hjælpepakker
Lejerne har ifølge Finn Sture Madsen fået henstand, indtil de begynder at få del i statens hjælpepakker.
- Det er sådan, at i storcentrene, der er man omfattet af reglerne, der gør, at man kan få dækket sine faste udgifter, fordi stort set alle vores lejere er tvangslukket. Så her og nu har fokus for os været på, hvordan vi håndterer, at lejerne er tvangslukket, og hvordan vi kan hjælpe dem med likviditet og kompensationspakker, siger Finn Sture Madsen
Lukningen af landets storcentre har lagt Kolding Storcenter tæt på fuldstændig øde. Bilka, Kolding Løveapotek, scanningsklinikken og Matas holder fortsat åbent.
- Vores centre følger naturligvis regeringens anvisninger, og derfor lukker de butikker i centrene, som ikke er apoteker eller dagligvarebutikker, fra og med 18. marts til og med 10. maj 2020. Centrene vil fortsat være begrænsede åbne, så der er adgang til fødevarer og medicin, skriver storcentret på sin hjemmeside.